Hey, vi er faktisk gået på

_XJD7648
_XJD7411
_XJD7538
_XTD8209
_XTD8476
_XTD8289
_XJD7717
_XJD7329

“Hvis I har en ansvarsforsikring, kan I anmelde det her og få penge for det her lort!” lovede Kalles World Tour under Cirkus Metal. Men det var så som så med tort og svie på den fynske festival. 

Kunstner
Titel
+ Lamentari + Kalles World Tour + Galge + Wasted + World War 5 + PowWow of Disorder
Dato
14-08-2021
Fotograf
Jacob Dinesen

Handsken er kastet. Noget af det mindst erotiske erotik, jeg har set, er en burlesque-performer, der står i et iskoldt cirkustelt på en fynsk mark kl. 2 om natten og danser for de 20-30 stykker, der ikke har kunnet finde ud af at køre hjem eller gå ud i teltet og sove. Nixie Nocturna kører ufortrødent på med glimmerdjævlehorn, slængkappe, blonder, corsage og alle de rigtige bevægelser, men da hun har smidt den ene handske, har jeg set nok, sætter mig ind i bilen og kører nordpå ad motorvejen.

Det var ellers det her, Cirkus Metal skulle være: Den fuldendte symbiose af gøgl og heavy, ildslugere, linedansere, illusionister og klovne til at peppe den gængse danske metalfestival, som efterhånden findes i enhver større dansk provinsby med hvad der føles som de samme navne hver gang, lidt op og skabe en anderledes oplevelse. En forestilling, et samlet hele, ikke bare band, lydprøve, band, lydprøve og ind imellem det bajere og bragesnak omkring bord-/bænkesæt på en græsmark.

Det er da også meningen, at det er det, det skal blive, men i år er første gang, Cirkus Metal laver sommerforestilling i det cirkustelt, det hele startede med, så selvfølgelig er der begyndervanskeligheder. Palle Laursen, foreningens formand, fortæller tidligere på eftermiddagen, inden vinden er blæst op og har trukket et skybrud gennem tivoliet udenfor teltet, om hvordan de frivillige medlemmer har rejst teltet med håndkraft, fordi der ikke var koblet strøm til pladsen, da de gik i gang. Ude bagved står en sammenbrændt generator, ovre i det muntre køkken slynger bodbestyreren fornærmelser ud mod journalister, der ikke kan finde ud af at vælte tallerkener med hackysacks, og en klovn går rundt og skuler olmt ad det publikum, der har fundet vej til cirkusteltet udenfor Ringe.

_XJD7549.jpg

Snydt for gøgl
Derinde spiller PowWow Of Disorder deres første koncert udenfor den garage, de plejer at øve i. De har lavet papsværd og skjolde, som publikum tæsker hinanden lidt med, mens de hører noget, der imponerer ved at lyde som en klodset og politisk tonedøv udgave af Red Warszawa.
_XTD7954.jpg

Wasted bagefter er til gengæld sådan et band, som man virkelig skal elske metal uforbeholdent meget for at holde af. Man skal i hvert fald være virkelig glad for, at der er nogle, der meget bevidst vælger at gå imod strømlinetheden, showmanshippet og evnen til at være engagerende eller bare falde ind i sangen på det rigtige tidspunkt, for at synes, det er fedt, at 80’er-veteranerne spiller igen.

_XJD7363.jpg

Det er lige før, man kan sige det samme om World War 5, bortset fra at de er 90’er-veteraner: Hvis man synes, det er fedt bare at se tidligere medlemmer af Illdisposed og Barcode stå på scenen igen, kan man sikkert overbevise sig selv om, at deres groove metalliske thrash er helt i orden. Men selvom de lefler for Devilution fra scenen, og selvom Knud Linds hurtige solbriller er mere psyko end Lasse Baks kostume med underhakkere, leopardvest og pelsstøvler, er det svært at overbevise sig selv om, at det er rigtig fedt.

_XTD8133.jpg

Det er også omkring dette tidspunkt først på aftenen, det for alvor går op for én, at man simpelthen føler sig snydt for gøgl og har det mærkeligt med den erkendelse. Bevares, sprechtstallmeisteren har uniform og høj hat, og Kalles World Tour har underholdt i pausen med sit enmandsband, der både var ekvilibristisk, tåbeligt, speedet og hylemorsomt, men ellers har det været så som så med cirkusset.

_XJD7480.jpg

Punkteret mystik
Men det er selvfølgelig sådan noget, man skal lade være med at ønske sig for tidligt, for de meget unge fyre i Galge har syntes, at det her var den helt rigtige anledning til at genopføre den video, hvor de spiller, mens to fyre i underhakkere og elefanthue slammer rundt og kaster med balloner. Det er meget – ungt. Temmelig meget som at være til amatøraften på gymnasiet. Galge er musikalsk bedre end det, faktisk, men det er svært at bevare fokus på, når der død og pine skal være fis og ballade, balloner og se, hvor sjovt det lige er, at ham hér danser helt skørt og mooner publikum. Da guitaristen skvatter om midt i et nummer, er sangeren nødt til at hjælpe ham op igen; Galge kunne også godt have brug for nogen, der kunne hjælpe dem op som band.

_XTD8231.jpg

Man kan også sige det sådan, at Cirkus Metal godt kunne have brug for bands, der i højere grad flugtede med cirkusånden end det sammensurium af forhåndenværende bands, der er booket. Hvis der næste år skal tænkes mere i et sammenhængende show, er det sådan nogle som Lamentari, de skal se sig om efter. For Lamentari har fattet det der med at være entertainere på scenen og gøre sig umage med at bygge en stemning op. Derfor er det også næsten lige så synd for dem som for burlesque-danseren, at efter kærterne er tændt foran scenen, og bandet har stillet sig i positur, er forsangeren lige nødt til at stikke ned til lydpulten for at sige, at hey, de har altså startet deres backing track, så kan de ikke lige lave hul igennem. Med mystikken således smukt punkteret kan Lamentari gå i gang med deres symfoniske black med indlagte klaverinterludier og masser af intense blikke under kutterne. 

_XTD8292.jpg

Så for at opsummere: Det er en god idé at bygge noget ekstra op rundt om koncerterne. Det skal bare være mere gennemført, men det må henregnes under begyndervanskeligheder. Det må de forhåndenværende bands’ princip for så vidt også, men ligesom det ville klæde konceptet at lade de to grundelementer gå mere i dialog med hinanden i selve koncertoplevelsen, ville det også være godt med et strammere koncept, hvor de optrædende bands naturligt spillede ind i totaloplevelsen.

En lektie i udskudsmetal
Eller også er det bare noget så elementært som bedre bands, der skal til.

_XJD8061.jpg

For da Killing kvart i ét om natten endelig går fra verdens korteste lydprøve direkte over i et skrig og er i gang, er det meste andet strengt taget irrelevant. Djurs’ truly har over de seneste år opnået et ganske godt følge, som ikke helt forstår, hvordan en flok 40-årige familiefædre fra Grenå og opland, med ét er blevet i stand til at spille en thrash, der så klokkerent rammer den allermest velsignet skramlede lyd fra 80’erne.

_XJD7857.jpg

Jeg gør i hvert fald ikke, men jeg er fuldstændig med på, hvor de vil hen i en allerhelvedes fart. Det er på én og samme tid langt væk fra det vindomsuste telt på en midtfynsk mark, hvor de standhaftige tilbageværende rykker helt tæt sammen foran scenen og slynger de sidste bægre øl alle mulige andre steder hen end ned i svælget; og det er lige præcis et sted som det her.

_XJD8036.jpg

For Killing genfortryller thrashen ved at gøre den til en udskudsmetal, der ikke fortjener bedre end det her og får det optimale ud af omstændighederne. Ved simpelthen bare at være til og være det for fuld skrald.

_XTD8499.jpg

Det er også en lektie.