Copenhell Metal Cruise 2021

Møl-7cl
Bæst-2
Lamentari-6
Thundermother-4
Terminalist-6
Terminalist-2
Stemning-5
Møl-8

Devilution tog til temafest på Oslobåden.

Kunstner
Titel
Baest + Lamentari + Terminalist + Red Warszawa + Thundermother + Skagarack
Fotograf
Christian Larsen
Forfatter

Det har i mange år været dansken forundt at pakke deres sager og tage ud og glo på andre danskere forskellige steder i verden, der med større eller mindre held, tilpasser sig vores geografisk funderede foretrukne fødevarer og sysler. Men nogen rejste ud og havde noget med hjem, der ikke så let lod sig fortolde, med den konsekvens at ingen kom nogen steder længere.

Så da Admiralen spurgte "Hvem vil på Copenhell Cruise" meldte jeg mig frivilligt som røvpirat i en blanding af den menige matros’ iver efter at gøre nytte og min egen længsel efter luftforandring. Den opmærksomme læser vil vide, at ikke blot har jeg været afsted på en tidligere udgave af arrangementet, men tilmed for et andet magasin. Af samme årsag havde jeg en forestilling om hvad, hvordan og hvorfor, men intet havde forberedt mig på den polariserende oplevelse det var, at stige ombord en flydende festival, ældre og klogere

Timechild
Timechild 4
Et barn af en tid, som for længst er løbet fra ungen. Timechild virker på mange måder som et band, der selv har forsøgt sig med pennen, om de kunne skrive som deres fædres ungdomshelte - Plotspoiler: Det kan de ikke. Men tidsånden er i god behold, og deres fædres åndsfæller kunne næsten mærke suset fra ungdommen, da Timechild åbnede togtet med en tur ned af en nyasfalteret memory lane

The Dragon’s Flight Across The Waves
I over 20 år har jeg identificeret mig som “metaller”, med alt hvad det indebærer af forkærlighed for de klassiske symboler - kranier, pentagrammer, omvendte kors - alt det os med de vagtsomme øjne, kunne kende hinanden på. Men jo mere jeg har beskæftiget mig med kulturen fra et observerende og semi-professionelt perspektiv, jo mere har jeg måttet erkende, at klicheerne efterhånden er blevet gumpetunge og jeg indså, at “metal” ikke er en ordentlig erstatning for en egentlig personlighed.

Metal er modstand manifesteret. Udsprunget af protestsange og fostret af punk, har den alle dage været provokerende i sig selv, oppositionen til det etablerede og polerede. Den er forsøgt stækket, begrænset og ikke mindst forbudt, men har overlevet som så mange mælkebøtter i asfalten. Som ængstelig enegænger, var den min redningsbåd i teenageårene og senere hen den smeltedigel hvor jeg pludselig fandt min stamme. Jeg har forsvaret den i årevis og fordybet mig i den, med den naturlige kulmination, at jeg da skal udtale mig om den.

MØL
Møl 2cl

Gulvet i Skybar er vant til tunge dansetrin, men næppe den slags, som Møl frembragte. Som en ukontrollerbar sværm af de bevingede insekter, bandet har taget navn efter, kastede publikum sig ud i en hovedløs tour de force af moshpits, mandekram og metallernes helt egen udgave af kluddermor.
Koncerten var en lang energiudladning, hvor både bandet, publikum - ja sågar vores fotograf - måtte lade sig rive med og crowdsurfede gennem Kattegat.

Tides of Chaos
Men når hele færgen er reserveret til de metalhungrende og festivalssavnende masser, hvor er oprøret så? Når færgens tidløse decor er afløst af kranier, pentagrammer og omvendte kors, har vi så i virkeligheden ikke sejret ad helvede til? Som en flydende forlystelsespark er metallen pludselig gjort til noget hyggeligt, fjollet og harmløst. Klicheerne stod i kø, da sværme af pirater indfandt sig på lige fod med det købestærke klientel. Et publikum primært repræsenteret ved den generation, der ellers burde huske det utæmmede og de landvindinger, der nu har ført til en overflod af gimmicks.

Således pisseknotten over udvandetheden, måtte jeg tage mine egne værdier op til overvejelse. Kan man andet end begræde, at den udvikling der er påkrævet for at undgå stagnation, har ledt til et kommercielt mareridt? Er man i virkeligheden en af de der sørgelige typer der vender ryggen til et band så snart det får succes, fordi man langsomt mister respekten for et koncept der har samlet så mange mennesker under én fane - og er jeg i virkeligheden ikke selv med til at bidrage til sædernes forfald, ved at udbrede kendskabet til min foretrukne subkultur?

Måske er nostalgien vindene i sejlene på en dødssejler, der skal navigere overflødighedens ubarmhjertige rev. I hvert fald følte jeg intet andet end en snigende irritation over den overdrevne brug af symboler og de konstante referencer til alt der på nogen måde havde et overlap med metal. Det være det sig de fornævnte pirater, der nærmere ledte tankerne hen på Bennys Badekar, eller de velmenende højttalerbeskeder, krydret med alskens hints til diverse infernalske fikspunkter i vores fælles kulturelle ophav.


Baest
Bæst 8
Når man har fundet en opskrift, der er så god, at man kan gøre dødsmetal til public service og stadig holde hovedet højt i metalmiljøet, så skal der ikke mere salt i dén ret! Baest har om nogen formået at favne bredt uden at miste grebet. Lørdag spillede de noget så Oslobåds-agtigt som en 'greatest hits' koncert, og selv dén løste de uden at falde i, hvor de ikke kunne bunde. Det er meget lidt i Satans ånd at kunne gå på vandet, men lur mig om ikke også Baest ville slippe godt fra det.

Ea, Lord of the Depths
Musikken er stadig, mestendels, farlig. Men er det i virkeligheden bare noget vi leger? Hvor mange af os brænder kirker ned, bekæmper systemet med vold eller slås med drager på daglig basis? Virkelighedsflugten var komplet, et lukket økosystem hvor vi alle camouflerede os og fordybede os i oplevelsen. Og Copenhell kender deres publikum. En metalquiz hvor alle kunne få lov til det, de fleste af os elsker: at blære os med hvor meget vi ved om metal. Brætspilscafé, fordi de fleste metallere, uden at skele til hverken køn, alder eller social status, er nogle gigantiske nørder.

Fra en udenforståendes perspektiv, kan jeg berette, at fordommen om metallere som nogle utilregnelige tosser, for længst er lagt i sin våde grav. Et underholdt og venligt personale berettede samstemmende om overordentlig god ro og orden, ganske som de har lært at forvente, når metalfolket tager på sin flydende pilgrimsrejse til kælderen under Neseblod Records. Kun et enkelt tilfælde af ballade i løbet af en weekend, der tillod drinks ad libitum er symptomatisk på den strålende modsætning mellem hvad metal ser ud til at være og hvad det egentlig er.

Illusionen var komplet, så længe man accepterede præmisserne for foretagendet. Men i mine øjne befinder alt det spændende ved metalkulturen sig mellem patchesne på vesten. Den er ikke i at spille den med Slayer eller at klæde sig ud hver weekend. Spiller du en rolle i din vest, eller er du kun dig selv, når du har den på? Uagtet dit motiv for at identificere dig som metaller, er det stadig, efter alle disse år, en fornøjelse at se hvor mangfoldige proselytterne er. Selvom vi alle skiller os ud, sammen med de andre, er det i spændingsfeltet mellem individualismen og trangen til et fællesskab, at gnisterne opstår.

Terminalist
Terminalist 4
Hvis Oslos friske og milde efterårsluft ikke var nok til at samle lørdagsfolket op efter fredagens strabadser, så havde Terminalist en lille brusetablet klar i form af et ordentligt los i løgene! Med en decideret kraftpræstation tog de os med ud gennem Norges fjeldede farvand, og havde man ønsket en bedre start på lørdagens musikprogram, var man formentlig ikke kommet med den rigtige færge. For det her var præcis det metal-fix, lægen havde ordineret.

Sejle op ad åen...
Fra jeg først satte fod på det flydende legeland for folk med forkærlighed for den hårde musik, til jeg let svajende atter betrådte dansk jord, har jeg overlevet John Mogensen-fællessang i Openhell og krattet podieværdige point sammen i quizzen. Jeg er blevet udfordret på min tålmodighed, såvel som mit eget motiv for overhovedet at holde stædigt fast i metallen – nu som abstrakt koncept. Erkendelsen af, at en central del af kulturen, som den er nu, er det trivielle og det velkendte. Vi hylder de samme musikere og synger de samme sange vi har gjort i årevis og føler os hjemme i hver vores rum i den sortmalede sættekasse. Som en moderne Ahab drog jeg ud for at fange min hvide hval og kom hjem med et nyt perspektiv på utopien.

For det lykkedes mig alligevel, trods mine betænkeligheder, at more mig. Det er umuligt ikke at blive revet med, når Christian Beyer med vanlig tilbagelænet lune dirigerer os igennem musikquizzer eller når kongerne af fucking plat, Red Warszawa, giver en akustisk koncert i baren. Den lukkede fest var en folkelig og hjertelig genforening, hvor grænserne blev udvisket mellem individ og fællesskab og alle deltog på egne præmisser.

Den uudtalte aftale mellem musikerne og publikum blev overholdt, crowdsurfs i internationalt farvand blev gennemført og med under halvdelen af vanlig passagerkapacitet føltes det mest bare som en kæmpestor privatfest. Og det er ok. Sand kærlighed er ikke immun overfor et kritisk blik. Alle relationer har godt af at blive taget op til revision med jævne mellemrum. Hvad der skulle have været en beretning om MØLs evne til at piske en stemning op hvor som helst, hvordan det ser ud når Lamentari spiller for et rum fuld af mennesker i bløde lænestole og hvem der slap Baest fra lounge akustikken, blev i stedet et antropologisk studie i, hvad der sker, når vildskab bliver voksent.

Thundermother
Tordenmor 1
Copenhell har altid været ambassadør for, at hardrocken har en fasttømret plads i metallens verden. Så selvfølgelig skulle genren også repræsenteres på Oslobåden. Det blev den så i form af fire svenske kvinder, der havde haft næsen i klichéordbogen og fundet både svedbånd og sort læbestift. De svenska flickor var dog ikke kun kommet for at lave en forestilling, og mellem klicheerne kunne man mærke, at de havde noget, de skulle ud med.
Særligt guitarist Filippa Nässil formåede at få stemningen løftet helt op under det omend noget lave loft i Columbus.

Lamentari
Lamentari 2
Lamentari har i løbet af 2021 gjort sig bemærket hos Devilution, ved at være leveringsdygtige i velgjort atmosfærisk black metal, og ved at være ualmindeligt uheldige med at komme til sin ret. Hvad enten det er katastrofal lyd eller uengageret publikum, har jeg endnu tilgode at opleve dem under optimale forhold. De fortjener omgivelser, der tager højde for deres afdæmpede passager og et rum fuld af mennesker der ikke er mere interesserede i at hælde sprut indenbords, end i at følge med i hvad der foregår på scenen.

Red Warszawa
RW 1
Den yndige galeonsfigur for dansk metal, Lækre Jens, havde iført sig sit stiveste puds og med sine trofaste medmusikanter, spillede Red Warszawa den stiveste koncert, for det stiveste publikum "danskebåten" nogen sinde har set og det siger ikke så lidt. Lørdag aften sejlede bogstaveligt talt og kulminerede med en klaustrofobisk omgang fællessang der uden omsvøb, men med vanlig ligegyldighed overfor almindelig god opførsel, understregede, at det hele ikke behøver være så alvorligt endda.

Stemning 1

Stemning dag 1 9

Stemning_dag_1-8.jpg

Bæst-9.jpg

Stemning 3

Stemning dag 1 6

Stemning dag 1 4

Stemning dag 1 5