HDDT ‘15: Torsdag

Populær
HDDT ‘15: Torsdag

Med en succesrate på 33 % åbnede den sidste HDDT ret godt for en festival, selvom rammerne gjorde starten lidt mat.

Kunstner
Titel
+ New Keepers of the Water Towers + Castle
Spillested
Dato
30-04-2015
Genre

 

Det er sygt vemodigt at tage hul på sidste omgang HDDT, og ens metalfølelser bliver endda endnu mere blandede, når man så starter på Loppen. Gennem festivalens korte historie har det været en agenda at den skulle være en festival for hele byen under byen og fejre de scener der støtter undergrunden, hvorfor den i starten var bredt ud på tre spillesteder med start på Stengade, hoveddagene i Ungdomshuset og afslutning på Loppen. Stengade faldt fra igen, men HDDT har holdt fast i at starte om torsdagen på Loppen og så køre videre de næste tre dage i Ungdomshuset.

Og selvom man forstår den egentlig ganske sympatiske idé bag, så er det også lidt bøvlet, ikke mindst fordi der ikke er plads til lige så mange gæster her, og man får altså ikke rigtig den samme festivalstemning af at troppe uden for Loppen og stå og høvle bajere der, som man får inde i Ungdomshusets gård med boder, mad og kunst og det hele. Det ligner til forveksling endnu et show på Loppen, og det er heller ikke festivalens stærkeste navne der er på plakaten i aften, ligesom det heller ikke var det sidste år samme sted.

Det giver en lidt mat start, alt i alt.

Ud i rummet, ind i klubværelset

Efter en officiel åbning med kunstudstilling og akustisk koncert, som jeg misser fordi det er supervigtigt at spise pizza og høre italiensk prog sammen med sin kammerat inden man skal til koncert, og fordi jeg bagefter nødvendigvis skal stå uden for Loppen og diskutere hoppeborgshardcore med Rune som traditionen foreskriver, tilfalder det de genkomne københavnske stonerveteraner Gas Giant at åbne festivalen for alvor. Og de mener alvor med et gjalderhorn til at markere at de er i gang, og med forsangerens vestegns-shamanistiske fremtoning med bikerhestehale, hashervest, en eller anden vilddyrstand om halsen, et sammentapet gevir på mikronstativet som ledningen bliver ved med at sætte sig fast i, og et lille sortiment af percussioninstrumenter til at holde ham beskæftiget når han ikke skal synge.

Gas Giant putter ikke med det, de bruger alle de virkemidler de kan komme i nærheden af til at overskygge det faktum at deres materiale stadigvæk ikke er helt stærkt nok til at modstå sammenligningerne med de tydelige forbilleder i Kyuss. Min sidemand, Lasse, spotter en god del 90’er-ismer undervejs, men jeg synes egentlig ikke de 10 års pause Gas Giant netop er vendt tilbage fra, har gjort deres udtryk bedaget, fordi den genre de spiller alligevel bevæger sig i sin egen tidslomme. Sådan et lykkeligt sted hvor sollyset er okkerfarvet, låget på potæsken næsten ikke til at presse ned, damerne uden bh og kværnen har fuld tank hele tiden. Man under dem at befinde sig i det univers, men for os udenforstående sniger klubværelsets barske realiteter sig ind, når musikken ikke er stærk nok til at holde illusionen flyvende.

Kosmiske borehuller

I deres fremtoning kunne kontrasten næsten ikke være større til New Keepers of the Water Towers. Navnet lyder godt nok som en ungdomsbande fra Taastrup, men svenskerne indtager den mørklagte scene i strømpefødder og med drømmefanger på mikrofonstativet, og da først de har fået styr på nogle tekniske vanskeligheder, kan de meddele hvem de er, og at de vil spille tre sange, hvorefter de forsvinder ind i sig selv og river publikum med derind. Bandets kosmiske progmetal er ærkesvensk i sin lyd med mindelser om både Kongh og Opeth, som jo sådan set er to vidt forskellige referencer, men som her forenes i ypperlig svenskhed. Vokalharmonierne duver blidt afsted, mens orglets bastoner borer kanaler igennem kloden, og det er så trippet at man fanger sig selv i at stå der med lukkede øjne og svaje frem og tilbage. Det er sådanne øjeblikke, der gør det hele værd, og de indtræffer flere gange i løbet af New Keepers of the Water Towers’ set, hvor end ikke den linde strøm af øl der tilflyder mig fra mine åndeligt fattigere ledsagere, udgør nogen distraktion.

Kritiske indsigter

Alt er godt, lige indtil Castle som aftenens sidste band går på. Trioen fra San Francisco spiller ellers en rå og bøllet heavy metal der burde være perfekt at lande torsdag aften på, lige blive rusket tilbage til Jorden igen med en omgang sandhed. Men som med Gas Giant falder Castle igennem på sangen: Elizabeth Blackwell giver den godt nok fuld æde, men hendes stemme er simpelthen for svag og karakterløs til at yde musikken retfærdighed. Og når man så i stedet prøver at koncentrere sig om den instrumentale side, går det op for en at der ikke er den store kompensation at hente her. Der bliver riffet og soloet i et væk, men der ikke rigtig nogle af de ideer de slynger rundt mellem sig, der bliver hængende. Selvfølgelig er jeg også ved at være pænt snaldret på dette tidspunkt af den kampdruk mine ledsagere har insisteret på at trække mig ind i, men netop i den tilstand burde jeg være ekstra modtagelig overfor den retro-heavy Castle leverer. Men min kritiske sans er åbenbart intakt nok til at vurdere at det her, det holder simpelthen ikke.

Således slutter første aften af HDDT. Ganske kendetegnende for hele festivalen: Man har hørt noget halvsløjt, man har headbanget langsomt, man har hørt noget der i øjeblikket fremstod afsindig godt, man har fået en art indsigt, og man har glemt den igen, fordi der kom et til band tampende hen over ens hjerne. Det skal ikke være toppen, det hele, det ville man slet ikke kunne rumme. En tredjedel virkelig godt er en temmelig god succesrate, som man kun kan håbe de resterende tre dage kan leve op til.