Kong Kents roadtrip til Hamburg

Populær
Kong Kents roadtrip til Hamburg

Jeres udsendte rapporterer fra Tyskland og fortæller, hvor nemt det er for os at køre syd for grænsen og opleve fed tråd!

Kunstner
Dato
26-01-2010
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Som supplement til min anmeldelse af Machine Head i Hamburg, kan jeg lige fortælle om min tur frem og tilbage. For at vise hvor nemt det egentlig er. Og hvad fordele der er ved at krydse grænsen en anonym tirsdag.

Mobiltelefonen brummer 4.00. Det er tid til at stå op. Arbejdet kalder 4.40, så jeg står op, tager tøjet på og sætter mig ud i en iskold bil. Displayet siger alt mellem -16,5 og -15 grader på vej til arbejde. Rattet når knap nok at tø op, inden jeg parkerer bilen. Arbejde indtil 12.00, hvorefter jeg tager et hurtigt bad for at vaske lugten af svin, røg og andre ting af mig. Jo tak, jobbet på et svineslagteri har små bivirkninger.

Da klokken er 12.30 sætter jeg mig ind i bilen. GPS'en bliver slået til og der indtastes Industriweg, 24955 Harrislee. Her ligger Poetzsch og Otto Duborg. Faste fikspunkter i enhver jydes liv - Grænsehandel. GPS'en siger, at jeg er der 15:48, men 15:20 er jeg fremme. Autopiloten sat til i bilen, og så tager turen fra Sæby (50 km. nord for Aalborg) til grænsekioskerne knap tre timer. Jævnt tempo hele vejen, gjort nemt af en overraskende mangel på trafik og et fortrinligt vejr. Skyfrit, høj sol (så højt som solen nu hænger i januar måned) og tørre veje. Perfekt.


ØL SKAL DER TIL

Grænsehandlen er sandhedens time. Masser af pantfri dåseøl og sodavand. Øl der får lov at skade både min lever og naturen. For uden pant ryger mange af dem ud af vinduet på mangt en forbikørende bil, så de små dyr kan få gavn af at skære sig til blods på disse rustne tønder de næste 60 år. Fantastisk.

Klokken 16.00 kører jeg fra Otto Duborg, godt tanket op og klar til at indtage Hamburg. På vej ned ad den tyske Autobahn ser jeg den danske svinesektors endeligt; levende slagtesvin eksporteret fra Danmark til slagtning i Tyskland. Et erhverv der, bogstavelig talt, nu køres til udlandet. Som værfterne, syfabrikkerne i Herning, således også slagterierne rundt omkring i Danmark. En døende branche.

Nostalgi er dog ikke penge værd, så det er salte tårer der falder, alt imens kilometrene forsvinder under de 16" store vinterdæk på den salthvide Ford Focus, der egentlig er malet sort, men det er der ingen der kan se i dag. Jeg rammer Hamburg kl. 17.45, efter jeg har gjort et stop på en Shell tank, hvor der blev hældt diesel i hullet, og jeg fandt en 473 ml. Red Bull dåse. Tyrenossesaft i mandestørrelse. Sweet. Der er B-vitamin nok i den ene dåse til hele Hamburgs befolkning i en uge. Jeg drikker den på 5 minutter og har det godt med mig selv.

Hamburg ligner sig selv. Selvom det er syv år siden jeg sidst gæstede Grosse Freiheit 36, til en Sepultura koncert i november måned 2003, er byen og vejene let genkendelige. Max Bahr ved frakørsel 26 på A7, Penny Markt, og sørme om ikke Mads Skjern stadig lever i bedste velgående i Hamburg. Trods det, at byen er en metropol og en af de vigtigste og største havnebyer i hele verden, så er der alligevel et gadehjørne med en manufakturhandler, der sælger markiser. Jo tak, byfornyelse er en god ting, men hvor er det dejligt at der stadig er små perler der emmer af historik og svundne tider. Hamburg er en fantastisk by på det område.

EN SMELTEDIGEL AF LIV OG KULØR

Det bliver der sat en stor, fed neonstreg under da jeg rammer Reeperbahn. Her er liv og glade dage i den kulørte bydel. Reeperbahn er en smeltedigel, hvori man har hældt Red Light District fra Amsterdam, Jomfru Ane Gade fra Aalborg, Nyhavn fra København (minus vandet) og The Strip fra Las Vegas. Ludere, diskoteker, stripperbuler, værtshuse, BurgerKing, lingeributikker, spillesteder, politistation, parkeringskælder, små orientalske spisesteder og sågar en dansk hotdogbutik, alt sammen i ét sammensurium, brutalt gennemskåret af en firesporet hovedgade ved navn Reeperbahn, hvor de unge og de underlødige cruiser forbi i deres øser, amerikanske flydere og spiller musik for at blive set og hørt. Imens forsøger gæstfri dørmænd at lokke ungersvende ind til deres varme sofaer med topløs betjening, og det der følger med.

Jeg fornemmer atmosfæren, den gode stemning, det pulserende liv og det miljø, der huser alt fra stenrige diskoteksejere til de hjemløse, der tigger om penge som man går forbi. Trods en bister temperatur på under -10 grader denne tirsdag aften i januar måned, er der flere mennesker på gaden her, end der nogensinde kommer det i Randers, Viborg eller Herning. Her syder og koger det i døgndrift, og det er spændende bare at se på fra sidelinjen, alt imens benene går så hurtigt de kan ned til sidegaden Grosse Freiheit, for varmt er der ikke!

Jeg går hen til billetlugen, siger mit navn og får udleveret mit presse- og fotopas (tak, Franz). Ind på spillestedet. Her er varmt, fyldt med mennesker, og det ligger i luften at der snart skal fyres noget metal af. Jeg er havnet det rigtige sted. Og uanset de mange kulturer der mødes i St. Pauli distriktet og Reeperbahn, så vær forvisset om, at du altid kan købe en saltkringle.

Efter koncerten sagde gps'en 22.45, da jeg satte mig ind i bilen. Den mente jeg kunne være hjemme kl. 03.02. Men jeg havde været oppe siden kl. 4, så da jeg kom til Vejle måtte jeg overgive mig, kørte ind på en rasteplads og tog en lille blunder på et par timer. Derefter det sidste ryk op gennem den jyske motorvej, og ind under egen dyne onsdag morgen kl. 5.15. Et døgn jeg aldrig glemmer. Det hele var fedt. Og nemt.

Du kan gøre det samme, hvis du vil. Oplevelserne venter derude. Du skal bare tage af sted!