KTDF '25: Lørdag & Søndag
Sol, sæbebobler og trætte ben. Intet stopper musikalske voldsudøvelser. Lørdag og søndag på Kill-Town Death Fest var lige så benhårde som man turde håbe på.
Solen hænger over Byhaven da Sewer Haul går på – en anelse forskudt – klokken 14:30. Goregrind til dagslys og et publikum, der allerede er tændt. De behøver ikke mere end et kvarter for at rive bagkataloget igennem, plus et enkelt Mortician-cover, og selvom de starter en halv time senere end planlagt, er de færdige inden klokken slår tre. Knap så stramt som det lyder, men det rammer som det skal, og den uhøjtidelige og afslappede stemning er en perfekt åbning for festivalens tredje døgn.
Der er godt humør i Byhaven i dag. Nogen blæser sæbebobler ned fra den lille balkon over baren, og boblerne driver ind over de første rækker, som små hilsener fra et andet sted end dette. Benene er ømme, men festivaldeltagerne har for længst accepteret, at Kill-Town Death Fest er bjergetape. Man står det igennem, fordi man vil hele vejen, og det er som om, kroppen bakker op med en stiltiende accept. Eller, det knager måske lidt hist og her, men det skal gås væk.
De trætte ben skal bare i gang og dagens første stigning på hovedscenen leveres af et veloplagt Maceration, som spiller for en godt fyldt overetage. Med sig i dagens anledning har de både den oprindelige guitarist, Lars Bangsholt, på et enkelt nummer, og Benedictions Dave Ingram, som jo er lokal, og som medvirker på ‘Nightfear’ og Bolt Throwers ‘Inside the Wire’. Koncerten er en stabil og eksklusiv omgang, der lader til at ruske godt op i folk.
Midt på eftermiddagen møder Devilution Joan Teixidor. Fotografen fra Barcelona, der siden første år har været Kill-Towns officielle øje, og som vi rakte ud til for at få fotos til baggrundsartiklen med Daniel Abecassis tidligere i år. Han sværger til analog fotografering. “Analogue guy,” siger han selv, og det er et ståsted frem for teknik, en stillingtagen til hvad der udgør sandhed i en digitaliseret, fortravlet og hyperforbundet verden. Han er svær at fange, hele tiden i bevægelse, i samtaler og i omfavnelser, på vej efter et skud med sit Canon fra 1971 eller sit Tashiga fra 50’erne.
Teixidor har egentlig læst sociologi på uni og været i familiens branche, inden han som 30-årig lagde det bag sig for at tage en chance med fotograferingen, og leve af det. Den sociologiske baggrund fornægter sig dog ikke, det bliver hurtigt tydeligt, da han forklarer mig hvordan metal leverer det perfekte krydsfelt at studere og dokumentere. Han har en dyb fascination af det ritualistiske element i undergrundsmetallens gruppedynamik – “the shared image,” som han kalder det – og jo længere vi taler, des tydeligere bliver det for mig, at hans analyserende blik gennemborer alt, han beskæftiger sig med. “Nogen læser fantasy, andre har en ud-af-kroppen-oplevelse til koncerter, men det virkelig spændende her er, hvordan man kan se mennesker transformere sig til guder mens ritualet er i gang, og hvordan magien slutter når koncerten gør det,” konstaterer han.
Egentlig er det tilfældighederne, der afgjorde, at der opstod et bånd til Kill-Town og folkene bag. Tilbage i 2008 var Teixidor interesseret i at lære mere om fotografi og dynamikken i undergrund og DIY-setups. Han fik stukket en flyer i hånden på det præcist rigtige tidspunkt, da han ledte efter en lille, nordeuropæisk festival at fotografere, fik kontakt og endte som officiel fotograf på den første udgave af KTDF. Selve festivalen udgjorde, som det er sket for mange gennem tiden, grundlaget for et vedvarende venskab, og de efterfølgende års dokumentation af de forskellige “editions” fra 2011 til 2021 endte med at blive samlet som både arkiv og tolkning i ‘Visions of Death Metal’, en fremragende bog, som fanger den mørke nerve, festivalen emmer af.
Vi taler længe, og samtalen tager den tid, den skal og bevæger sig i de retninger, der nu engang er naturlige. Egentlig burde den nok dokumenteres som et helt interview over Teixidor selv, men man kan også anvende et citat, han bringer op i samtalen: “Poison is in the dose.”
Han viser mig nogle af sine nyeste værker. De bevæger sig i et abstrakt felt og fremstår som noget, der er på grænsen af, hvad man kan skabe ud af analoge fotografier, men er alligevel så tydeligt forankret i metal, at det ikke kan ignoreres. Han ler, da jeg påpeger det. En samtale med ham er intens, næsten som at træde ind i et andet rum. Jeg skal bruge over en time på at lande igen bagefter – og det går ud over min mulighed for at fordybe mig i HAR, som ellers lægger sig over underetagen som tung og giftig røg og udgør en perfekt tyngde med sin blanding mellem death og black og det raspende growl. Som plaster på såret køber jeg en Funeral Moth-tshirt i stedet.
På hovedscenen er der anderledes energi, en time senere, da Caustic Wound går på scenen med en uberegnelig vildskab, der forlanger en moshpit fra start. Forsanger Clyle Lindstrom er så tenderende core i sit udtryk, at jeg halvt forventer et “let me see you fucking move!” hvert øjeblik det skal være. Det kommer aldrig, og han behøver det ikke. Det sker helt af sig selv.
Syv minutter inde selvantænder pitten og et baghoved rammer hårdt i smasken på den ene halvdel af anmelderduoen. Helt uundgåeligt, sådan som vi havde placeret os, og selvom man måske lidt så det komme, kom det alligevel ud af det blå. Vi trækker os et par skridt tilbage og sunder os lidt.
Musikalske dannelsesrejser er en sjov ting at blive konfronteret med. Jeg har set Napalm Death og været omkring anden grindcore, men det har krævet en række år med et smut forbi en vis mængde hardcore- og metalcorekoncerter før brikkerne endelig faldt på plads for mig i mødet med Caustic Wound. På plade har de aldrig helt ramt mig, men i et live setting giver det mening. Der ligger en latent voldsudøvelse og ulmer under overfladen, som bliver fysisk i rummet, samtidig med at guitaristen yderst til højre spiller med et fuldstændig henført og fantastisk guitarfjæs, der trækker Stevie Wonder-assiciationer ind i ligningen.
Efter 25 minutter forlader de scenen, og ser ud til at trodse publikums “one more song!” som lyset tændes, før de reentrerer scenen og spiller noget, der minder om Napalm Deaths ‘You Suffer’ som ekstranummer. Fantastisk grineren: Kort, absurd, og en helt perfekt afslutning.
Vi besigtiger pit-skaden, hvilket desværre går ud over deltagelsen i Abhorration, og bevæger os op til svenske Interment, da de går på. Det er fedt, men der går desværre ikke længe før vi må sande, at styrtet tidligere er af en karakter, der betyder at vi må udgå fra dagens etape og overveje, om der er tale om skader, der betyder, at touren slutter her. 
Søndagen viser heldigvis, at der er kræfter til at fortsætte, trods ondt i kraniet, og Heavy Thunder Metal Market, som dagen starter med, er en oplagt pause med rolig stemning og rar død ud af højtalerne. Folk har næsen grundigt nede i vinylkasserne og der her får en skøn og nørdet stemning lov at herske.
Da Foetoerum går på i Byhaven klokken 14 er det ikke ligefrem fordi bandet udstråler, at det rent faktisk er deres første liveshow nogensinde. Tværtimod er de uhyre overbevisende, og der er en superfed stemning i haven. Det er en koncert, der for alvor slår fast, at det bliver spændende at følge, og at det bliver endnu mere spændende, når de udsender deres debut på Everlasting Spew Records. Har vi at gøre med morgendagens danske dødsmetalliske stjerner at gøre lige her?
Næste band på menuen er spanske Sanctuarium, men da der skal skiftes hotel for den sidste nat, er Devilutions udsendte desværre væk under størstedelen af koncerten. Det kan ikke være anderledes. Til gengæld er det en sjov oplevelse, sådan hastende igen at nærme sig Pumpehuset, og se hvordan menigmand og turist er standset op foran byhaven for måbende at kigge ind mod disse vanvidsspanieres tilsyneladende ret så fede show. Byhaven er enormt pakket, og det er tydeligvis en kæmpefejl at checke ud og ind mens netop de spiller.
Indenfor ved hovedscenen stiller vi os senere klar til italienske Assumption, som leverer en af de bedste koncerter på hele dette års Kill-Town. En vanvittigt lækker koncert, der fortjener – og derfor får – sin egen anmeldelse. Der er tale om tung og rolig, men samtidig afsindigt hård doom, leveret med teknkisk snilde og sentimentalitet, og det udgør det perfekt lægende lydomslag til at lindre de skavanker, der er indsamlet over de sidste tre dage. 
Af koncerter i særlig kvalitet kan også Moondarks senere koncert fremhæves – og så er det både perfekt og symbolsk, at de spiller under den sjældne blodmåne, som hænger over Københavns tage og ligner en illustration fra en horrortegnefilm snarere end noget, der findes i virkeligheden. Moondark er no nonsense, det er svensk dødsmetal der føles som simpel Bolt Thrower; og det er positivt. Koncerten denne aften er en af festivalens bedste. Vildt god stemning og et band der spiller røven ud af bukserne.
Hvilket måske ikke ligefrem kan siges om japanske Gravavgrav, der starter med en svensk digtoplæsning, ingen rigtig forstår, men til gengæld så også spiller virkelig dårligt og afsindigt kedeligt da de går i gang. Denne skribent forstår ingenting, eller også skulle man i forvejen have orket at sætte sig ind i konceptet. Det orkede jeg ikke, så den manglende energi så sig selv udbyttet med lokkende læskedrikke og rar metalstemning i Byhaven. 
Søndagen på årets KTDF er også dagen hvor Amerikanske Dusk skal give deres første koncert i Europa nogensinde, og at dømme ud fra deres sociale medier er det noget bandet har set overordentligt meget frem til. Salen er da også fyldt, og det hele starter med fuglefløjt fra scenen – det er meget stemningsfuldt; og Så rammer muren. Lydmuren altså, og den er til forskel fra så mange andre gange på dette års festival i Pumpehuset, rent faktisk god. Rigtig god faktisk. Dusks dødsdoom er ultra tung og brutal, og samtidig krystalklar – Det er virkelig fedt, og har man aldrig stiftet bekendtskab med bandet før, er dette sandsynligvis den perfekte indførsel. Bandet er overtændte og parate og det smitter af på gulvet.
Endnu engang kaldte KTDF den sortklædte familie til årsfest i København. Endnu engang rejste folk fra store dele af verden for at deltage, og har man været på festivalen, samt er en af dem der er inficeret med undergrunds-død, forstår man det godt. Det ér nogle gode dage, det ér et smukt og elegant program og selvom at man koncentrerer sig og virkelig prøver at lede efter ting at kritisere – for ligesom at have balance i tingene – så er det svært at finde frem til. Det er en festival der virkelig fungerer, og mere positiv stemning blandt publikum skal man også lede efter på de danske metalfestivaler. Til gengæld blev vi i år serveret en langt dårligere lyd end vi plejer, og den skal Pumpehuset have. Rygtet siger til gengæld at et nyt PA-anlæg er i gang med at blive kørt ind, og det skal jo til. Udvikling og optimering bør man næppe brokke sig over – som altid og hidtil er Pumpehuset det perfekte venue til KTDF; alt fungerer effektivt og rart. 
Man glæder sig allerede til d. 3 - 6 september 2026.