Genfødt eller skindød?

Mercenary står foran udgivelsen af den måske vigtigste plade i bandets historie. Devilution var selvfølgelig på plads, da det kommende album, 'Metamorphosis', blev præsenteret for den europæiske presse.

Normalt vækker det altid en vis blasert skepsis i mig, når jeg bliver præsenteret for et album, hvis titel inderholder udtryk som "Metamorfose", "a new beginning" eller lignende kliche-ramte spin-begreber, der skal antyde, hvor stor en udvikling, et band har gennemgået, eller hvor spændende og nyskabende deres nye stil er.

Men hvis der er et band, der har gjort sig fortjent til at vælte sig i alle disse genfødsels-klicheer, så er det Mercenary, der efter en noget turbulent periode nu i et nyt lineup og på et nyt pladeselskab, snart er klar til at præsentere verden for, hvad der bedst kan beskrives som Mercenary version 3.0.

Og så var de tre...

Det er ikke meget mere end et år siden, at Mercenary grundet musikalske uoverensstemmelser sagde farvel til halvdelen af gruppen i form af trommeslager Mike Park Nielsen, samt Mikkel og Morten Sandager. Det kom på et tidspunkt, hvor Mercenary med 'The Hours That Remain' og 'Architect of Lies' for alvor havde slået døren ind til den internationale scene og stod på toppen af deres karriere.

Jeg var nok ikke den eneste, der var forbløffet over udviklingen og samtidig tvivlede en smule på, om Mercenary overhovedet ville være i stand til at overleve en så voldsom udskiftning, og om de uden Sandager-brødrene stadig ville være det band, som havde imponeret mig så meget de seneste år. Min skepsis blev bestemt ikke mindre, da de tre resterende medlemmer offentliggjorde, at de ville arbejde hen imod en mere moderne metallyd, og at det fremover var gruppens bassist, René Pedersen, der ville overtage rollen som sanger. For selvom han med stor succes havde bidraget med en tungere og mere growlet vokal på 'Architect of Lies', så var det umiddelbart svært at se ham fylde de melodiske størrelse 47-sko, som Mikkel Sandager havde efterladt.

Så det var kort sagt med en vis ængstelighed, at jeg en dag i november begav mig mod Hi-Fi Klubbens lokaler på Åboulevarden for at få et sniglyt på 'Metamorphosis', der officielt udkommer 25. februar næste år. Faktisk virkede jeg, og flere af de andre fremmødte journalister, mere spændte end Mercenary selv, der ikke lod til at være specielt påvirkede af at skulle præsentere, hvad der i høj grad kan vise sig at være et "make or break"-album for gruppen.

Om det bare var et udslag af almindelig nordjysk sindighed, eller et udtryk for, hvor meget de selv tror på deres nye retning, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men der gik ikke mange øjeblikke, fra 'Metamorphosis' officielt gik i luften via det svinedyre anlæg, som Hi-Fi Klubben havde stillet til rådighed, før det blev klart, at Mercenary i hvert fald sagtens kan tillade sig at træde ind i deres nye epoke med en vis ro i kroppen.

Nye toner – gamle dyder

Og ja, det er på mange måder et nyt Mercenary, der præsenteres på ’Metamorphosis’, men jeg kan også med det samme berolige alle Mercenary-fans med, at essensen og sjælen i gruppens metalfusion ikke er ændret så frygteligt meget.

Det var måske dagens absolut største spørgsmålstegn, og man kunne næsten mærke, hvordan de fremmødte journalister livede op og slappede af, efterhånden som det blev klart, at Mercenary ikke bare er i live, men muligvis stadig kan have deres bedste år foran sig. Den absolut største positive overraskelse var, hvor fantastisk en sangstemme René Pedersen rent faktisk har, og selvom hans stemme er lidt mere moderne og ikke helt så højfrekvent som Mikkel Sandager, så bliver den melodiske sans fra de to forrige album i høj grad båret videre.

Eftersom Mercenary ikke længere har et dedikeret keyboard- og synth-medlem er de nye sange er naturligt nok blevet lidt mere guitar-drevne, lidt tungere. Mercenary dyrker stadig den store, og komplekse lyd, men i en mere kompakt udgave, og de elektroniske elementer, som stadig spiller en vigtig rolle i lydbilledet, er mere støttende og ikke helt så storladne som tidligere. Mercenarys trommestol er blevet overtaget af Morten Løwe, der også slår på tønder i Submission og Arcane Order. Hans spil er ikke helt så opmærksomhedspåkaldende og ekvilibristisk som Mike Parks, men han lægger et bundsolidt og aggressivt fundament, der giver mening i de lidt mørkere teksturer, som er kendetegnende for mange af de nye numre.

Disse ændringer har alt i alt gjort, at der er kommet en snert af In Flames og lignende svensk melodød ind i Mercenarys univers, mens powermetal-elementerne er trådt mere i baggrunden, og om man vil synes om det, er nok en smagssag.

Hvorvidt 'Metamorphosis' i sidste ende vil kunne leve op til lejesoldaternes to foregående albums, der i mine øjne hører til blandt de bedste danske metal-skiver nogensinde, er meget svært at sige ud fra en enkelt gennemlytning. Et par af numrene virkede med deres råbevokal i vers/melodisk sang i omkvædet  umiddelbart lidt mere skabelonskårne, end vi er vant til at høre fra Mercenary, og det skal generelt blive interessant at se, hvor meget dybde, der gemmer sig under albummets imponerende Jacob Hansen-producerede overflade.

Men for mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at den anspændthed, som jeg ankom til Åboulevarden med, var blevet afløst af en anden og langt mere positiv spænding, da jeg gik derfra igen, og 'Metamorphosis' er efter min korte smagsprøve sprunget rigtigt langt op ad listen over 2011's mest ventede, og lovende album.