RF '19: Torsdag
For vores skribent bød torsdagen beklageligvis ikke på Testament eller triumfer på scenen, men derimod regnvejr, undersaltet veganermad og et inderligt håb om bedre koncerter dagen derpå.
Min planlagte tidlige start på festivaltorsdagen sandede ulykkeligvis til i en giftig cocktail af civilarbejde, regnvejr og trafikale udfordringer, som betød, at min torsdag på Roskilde først startede ved 19-tiden. Det betød, at Chuck Billy og Testament måtte svede uden mig, og det var på ingen måde en del af planen. Til gengæld startede dagen på næstbedste vis med en kold fadøl under teltdugen på Arena, hvor den magiske guitarist Omara Moctar – eller bare Bombino – fra Niger satte gang i de vuggende hofter med sin medrivende afart af ørkenblues, som vi også kender den fra eksempelvis Tinariwen.
Koncerten affødte en forvildet tur ud på campingområderne, som desværre førte til, at jeg måtte vinke farvel til tanken om at få en ikondosis i form af Robert Plant. I stedet blev det til en tur over Orange, hvor vores hjemlige popfænomen Mø havde sørget for enormt fremmøde. Selv om hun er både sød og charmerende, kunne jeg konstatere, at det nyere materiale har mistet meget af den DIY-charme og hjemmegroede identitet, der var at finde på hendes første plade.
Det gik videre gennem menneskemylderet til Gloria, hvor syv tidligere stofmisbrugere i bandet Crack Cloud underholdt fortræffeligt med deres post-punkede mikstur af Talking Heads og Gang of Four. Et intenst og velspillet sæt, som gav appetit på mere musik, mens den fortættede klubstemning mindede mig om, hvor fed en scene Gloria egentlig er.
Nu var jeg også blevet sulten, og det viste sig, at jeg var havnet i festivalens mest klimavenlige madhjørne. Stort set samtlige madboder omkring den nye House of Chroma-installation bød på forskellige afarter veganerføde med ultralavt klimaaftryk (ja, det har festivalen som noget nyt målt på i år). Jeg elsker at spise vegetarisk – men kun, hvis det smager af noget. Det var desværre ikke tilfældet i den undersaltede omgang daal, jeg fik raget til mig i ly af mørket. Den var stærkt krydret med chili, men helt uden bund og karakter i smagen.
Kedelig mad er ikke ligefrem noget, der gør humøret bedre på en regnvejrspræget dag, så jeg sjoskede slukøret mod Avalon for at se, om ikke engelske Shame kunne redde aftenen. Bandet havde energi som de tidlige timer af en polterabend, men ligesom man ikke kan lave god indisk mad kun med chili, så kan man heller ikke skabe fede koncerter udelukkende med brølende energi og rullefald henover scenen. Selv om det selvfølgelig hjælper en hel del. Med forventningen om en mere solrig og festlig fredag sluttede min torsdag her.