Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rocknørdernes aften

Populær
Updated
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften
Rocknørdernes aften

Vi rapporterer fra weekendens livepremiere på Michael Denners nye band, Denners Trickbag. Der var guitarlir og rockhistorisk nørderi for alle pengene, da Michael Denner i weekenden live-premierede sit nye coverband, Denners Trickbag. I en kælder på Amager af alle steder.

Spillested
Dato
26-01-2013
Trackliste
1. Ethiopia (Jericho)
2. Big Eyes (Cheap Trick)
3. Aimless Lady (Grand Funk Railroad)
4. Loser (Trapeze)
5. Hey Bulldog (The Beatles)
6. I Got the Fire (Montrose)
7. Oh I Wept (Free)
8. Up and On (Tempest)
9. Never in My Life (Mountain)
(PAUSE)
10. Armageddon (Axis)
11. Hey, Hey What Can I Do? (Led Zeppelin)
12. Hearts on Fire (Baker Gurvitz Army)
13. Polecat Woman (Three Man Army)
14. Taxman, Mr. Thief (Cheap Trick)
15. Wasteland (Zoser Mez)
16. Foyers of Fun (Tempest)
17. Dancing Madly Backwards (On a Sea of Air)/Armworth/Myopic Void (Captain Beyond)

Ekstranummer:
18. I Got the Fire (Montrose)
Fotograf
Jacob Dinesen

Michael Denner er en af landets bedste guitarister. Han kendes bedst for sit parløb med Hank Shermann; først i punkbandet Brats, siden i Mercyful Fate – Danmarks mest indflydelsesrige metal-band – og kortlivede Zoser Mez (90'erne) og Force of Evil (00'erne). De seneste par år har han dog holdt relativt lav profil bag disken i sin egen københavnske pladebiks Beat Bop.

Men i sommer vendte han tilbage på scenen på Sweden Rock, hvor han optrådte med King Diamond samt på Wacken med Volbeat, og dén fornemmelse har utvivlsomt været medvirkende til, at Michael nu har søsat projektet Denners Trickbag, der fredag og lørdag for første gang spillede foran et publikum til to intimkoncerter i kælderstedet Dæmonens Port på Amager.

Foruden Denner selv består bandet af forsanger Thomas Berthel og trommeslager Kim Hagemann, der begge medvirkede på Zoser Mez' eneste album, guitarist Peter "Petse" Domtorp fra Midnight Blues og Søren Berlevs Gasolin'-coverband samt Denners barndomsven, sessionbassisten Flemming Muus, der har spillet på hundredvis af danske plader.

Kræs for feinschmeckere

Forud for koncerterne blev der på Denners Trickbags hjemmeside lovet "urimeligt mange guitarsoloer", og dét holdt stik! Over halvanden time spillede bandet sig igennem samme sæt begge aftener, der var fyldt med obskure sager, primært hentet fra den hårdere del af 70'ernes progressive rock. Og allerede fra første sang blev der på hæsblæsende vis åbnet op for solodueller mellem de to guitarister via Jerichos ouvertureagtige 'Ethiopia'. En ægte glemt perle, i øvrigt.

Denner bestyrer til daglig også en quiz for musiknørder, og det var tydeligt, at sangene denne aften var udvalgt med lige så stor nøjsomhed og næse for at kræse for kendere og feinschmeckerne, som spørgsmålene er det til quizzerne. Dog var der få kendte afstikkere i form af både Beatles ('Hey Bulldog') og Led Zeppelin ('Hey, Hey What Can I Do?'), to Cheap Trick-sange, heriblandt den tunge 'Taxman, Mr. Thief' og Mountains hardrock-hit 'Never in My Life'.

Men det spillede meget sigende bedst, når der for alvor blev gravet ned i historien efter mindre kendte sager, eksempelvis med 'Loser' af Glenn Hughes' tidlige band Trapeze – et engelsk modsvar til The James Gangs funky hardrock – aftenens to Tempest-sange, 'Up and On' og 'Foyers of Fun', hvor Denner og Petse med stor succes forsøgte at spille op til guitarikonet Allan Holdsworths orkanformat, ligesom Kim Hagemann ramte Tony Newmans trommesolo mere end godt i Three Man Armys 'Polecat Woman'.

Passioneret rundtur i pladesamlingen

Axis' 'Armageddon' er mildt sagt inspireret af Led Zeppelin, men Denners Trickbags fremførelse mindede mere om, at Iron Maiden har planket sangens omkvæd til deres eget hit, 'Run to the Hills'... Netop heavy a la Maiden var der ikke meget af, og de, der havde håbet på bare en lille bid Mercyful Fate, gik forgæves. Det tætteste var Zoser Mez' 'Wasteland', der rykkede hårdt mod slut, lige inden der blev lukket med en ti minutter lang Captain Beyond-medley, som leverede psykedelisk prog til den skævere del af publikum.

Men der blev altså udelukkende spillet coversange, og det virker spøjst, hvis det "nye" album, der tales om, blot er en coverplade. Især fordi Denners Trickbag er blevet lanceret som et projekt, der skal bringe nye, anderledes toner fra den danske guitarlegende. Heldigvis var koncerterne på Dæmonens Port langt fra tomme hitparader, som man normalt hører dem fra hyldestbands, men snarere passionerede rundture i Denners personlige prog/hardrock-pladesamling.

Det virkede under alle omstændigheder reelt og indfølt, da Ronnie Montrose, der begik selvmord sidste år, blev hyldet hele to gange med den festlige 'I Got the Fire'. Alt i alt var det to særdeles hyggelige og rocknørdede aftener i selskab med fem velspillende og ikke mindst velmenende herrer, som det skal blive spændende at høre nyt fra – i hvert fald hvis de kan samle den musikalsk tråd op efter forbillederne og skrive deres egne sange.

Menu