Roskilde Festival 2016: Lørdag

Det var ikke metalnavnene, der imponerede på Roskilde Festivals sidste dag. Tværtimod lød aftenens store navn, Gojira, historisk ringe. Heldigvis kunne man høre så meget andet, og den største overraskelse kom i form af en lille protesterklæring fra Orange Scene.

Det er altid svært at få trukket sig ud af smatten på Roskilde Festivals sidste dag, når sandpapirstungen og tømmermændene er altdominerende. Copenhell havde weekenden forinden sat sine tydelige spor, og for denne skribent var det blevet til en enkelt hviledag, inden turen gik mod Roskilde Festival. Men fem dages vandren i et (herligt) inferno af druk, musik, halvdårlig mad og for lidt søvn kan få selv den bedste ned med nakken.

Cyborg-eksperiment og country-blæs
Der kan musik være en god ting, for det kan hive én langt ud af tømmermandsdyndet. Dagens første indslag var for mig Guardian Alien på Pavilion-scenen kl. lidt over 16, og selvom det i og for sig var en spændende performance, var cyborg-improvisationsmusik langtfra det, der passede til sindsstemningen eller ændrede den til det bedre.

Der blev plads til en udmærket bagel med laks (vigtigt!) efterfølgende, mens Dizzy Mizz Lizzy gjaldede ud fra Orange Scene og spillede en række sange fra det seneste, udmærkede album, 'Forward in Reverse'. Det var dog Sturgill Simpson, der fik min opmærksomhed med sin fængende country-soul, der umiddelbart fungerede og lød lige så godt på Avalon-scenen, som det gør på plade. Flere blæsersektioner på Roskilde, tak!

Det blev desværre kun til ti minutter, for mægtige Gojira skulle kort tid efter gå på på Arena. Det var ikke en obligatorisk koncert i mit program, da jeg ærligt talt ikke forstår begejstringen for det nye album 'Magma', der blandt andet høstede 666-karakteren her på sitet. Men da Gojiras tidligere plader (især ’The Way of All Flesh’) betyder meget for mig, ville jeg gerne overvære bandets tilbagevenden til Roskilde Festival.

Gojiras afmægtighed
Det viste sig dog at være en forkert beslutning. Endnu engang var lyden i Arena-teltet voldsomt uproportioneret. Der var angiveligt tekniske problemer lige inden koncertstart, og så snart Duplantier-brødrene og deres metal-makkere gik på, var jeg klar til at smutte igen. Bassen fyldte alt i lydbilledet, guitarerne var ikke til at skelne fra hinanden, al metallisk diskant manglede, og vokalen var næsten fraværende der, hvor jeg stod (hvilket var lidt til højre bag pitten). Jeg kan ikke mindes at have hørt så ringe lyd til en metalkoncert på Roskilde nogensinde, og da bandet oven i købet også virkede mærkeligt uoplagte (Joe Duplantier beklagede senere, at de var lidt rustne), kunne jeg mærke, at det ikke var noget, jeg ville bruge mere tid på end højst nødvendigt.

Jeg halsede derfor gennem regnvejret tilbage til Sturgill Simpson og nåede lige at få Nirvana-coversangen ’In Bloom’ med som flot opbyggende sjæler. Til de efterfølgende og mere boogie- og rootsrockede numre fik det lidt mere aldersmodne publikum danset lystigt, krammet og kysset (og snakket), og man kunne tænke: Hvorfor får countrymusikken ikke mere plads på Roskilde? Stemningen til Simpson-koncerten var i hvert fald sådan én, festivalen efterspørger, men det er sjældent, genren tilgodeses i programmet. Måske er countryen bare i bad standing herhjemme på grund af associationer til Kandis? Jeg aner det ikke.

Jeg ilede bagefter tilbage til Gojira for at se, om lyden var blevet bedre. Og joh, det var blevet en anelse bedre, men ikke nok til at løfte oplevelsen. ’Oroborus’ var domineret af mudder, og så skulle Mario Duplantier lige fyre en trommesolo af (hvorfor er det nødvendigt på en festival?), før ’Vacuity’ afsluttede et for mit vedkommende rigtigt ærgerligt gensyn. Det sagde sit, at der var lavet plads til et kæmpe pit midt i teltet, men at stort set ingen benyttede sig af det.

Det kunne have været så godt … og det endte så skidt.

Trang ekstremitet
Herefter var det tid til Cattle Decapition på Pavilion-scenen, hvilket til gengæld var præcist så ekstremt som forventet. Det løftede sig dog ikke til mere end det udmærkede for overtegnede, men i det mindste var det mere kompakt og intenst til forskel fra Gojiras utæmmede lydhelvede.

Det lader i det hele taget til, at metallen har trange kår på Roskilde Festival. De store navne som Metallica, Iron Maiden og Slipknot, der kan sættes på Orange Scene, har alle været der adskillige gange. Og når den nyere generation af metal-headlinere som Gojira, Ghost og Uncle Acid and the Deadbeats sættes på Arena, hæmmes de ofte af dårlig lyd. Det var i hvert fald tilfældet i år, hvor det for denne skribent var Sleep og Meshuggah, der gav årets metalbrag. Begge på Avalon-scenen. Og så var der selvfølgelig hiphop-punkerne i Ho99o9, der blæste hjerner ud på Pavilion.

Roskilde Festival kan på metalfronten ikke længere hamle op med Copenhell. Et stille håb går på, at man i stedet for at fokusere på Arena-teltet som samlingspunktet for metalnavnene ville booke flere mindre, men spændende navne, som kunne sættes på de små scener rundt omkring. For det er oftere dér, de virkelig gode koncerter finder sted.

Orange-poppens fest og protest
Og ja, så var der Halshug ovre på Gloria-scenen. De blev for mit vedkommende fravalgt til fordel for Møs store popfest på Orange. Festivalens store, ikoniske scene havde dette år ikke lagt plads til noget, jeg skulle se, så folkefesten blev prioriteret over punkfræset. Hvilket til gengæld viste sig at være en god beslutning.

Kort forinden spottede jeg et par Venstre-ministre, Sophie Løhde og Karen Ellemann, ovre ved Pavilion. Mit bud går på, at de nok ikke hørte Cattle Decapitation (eller hvad?!), men var der for at høre Mø. Og netop den brede folkelighed, som Mø er begyndt at repræsentere – den folkelighed, der får kendisser, politikere og alle os andre til at valfarte til Roskilde Festival – er der efterhånden ikke mange danske kunstnere, der kan løfte. Men det kan Mø, og der er et særligt spænd mellem hendes fortid som Ungdomshuset-punker og hendes relativt nye status som international popstjerne, som er spændende.

For protester kan også leveres i pop-format.

Selvom der er kommet skår i Møs venstrefløjsintegritet efter en Israel-koncert og et Microsoft-samarbejde, står hun stadig og giver sit livs måske største koncert i en "refugees welcome"-t-shirt. Det var en lille protest, der ikke havde nogen betydning for koncerten som sådan, men som alligevel viser, at popmusik i sin masseappel sagtens kan have en politisk pondus.

Hvor Gojiras øko-protest faldt til jorden som en død hval under Arenas teltdug, og Cattle Decapitations tekster om menneskehedens snarlige uddøen aldrig trådte klart igennem lydmuren på Pavilion, så var Møs protest på Orange Scene tydelig, men aldrig italesat. Hendes baggrund i en modkultur og nye placering i en massekultur mødtes uden at træde hinanden over tæerne.

Det var en vellykket balancegang, og pludselig inviterede hun sin gamle bandmakker Josefine Struckmann fra Ungeren-punkbandet MOR med på scenen. Hvis de så bare lige havde spillet 'Fisse i dit fjæs' i stedet for Elliphant-sangen 'One More'. Men det flugtede måske ikke så godt med pladeselskabets ønsker ... 

Musikalsk var koncerten glimrende. De mellow popsange gjorde sig godt på den store scene, mens de obligatoriske megahits blev fyret af til sidst og trak festen hjem. Undervejs var der egentlig ikke andet at gøre end at lade sig opsluge af den gode festivalstemning. Og efter dén oplevelse havde jeg ikke brug for mere.

Spilleplanens sidste metalnavn, post metal-spinoffet Sumac måtte derfor vige for den sidste omgang øl og sprut i campingområdet.

Derefter var der intet andet at sige end: Tak for i år, Roskilde. Vi ses igen, men forhåbentlig med bedre forhold for metalnavnene. Og ellers må vi håbe på, at både festen og protesten kan findes andre steder i programmet.