Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF '15: Fredag

Populær
Updated
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag
SRF '15: Fredag

Fredagen bød på en historisk ringe koncert fra headlinerne Mötley Crüe. Backyard Babies gjorde forrygende comeback. Opeth faldt til jorden, mens midnatsmesser med Marduk og Meshuggah blæste festivalen godt igennem.

Fredagen startede hårdt ud 11.30 med svenske M.O.B. Ganske klassisk heavy metal med tung bund, og en skaldet frontmand med kulsort moustache. Han fremstod med en dæmonisk aura, som han stod der på scenen og sang med sin rolige men indtrængende stemme til de hårde riffs. 

Udmærket uden at være særlige originale i deres udtryk, men en fin start på dagen, før de melodiske dødsmetallere i Dark Tranquillity gik på Rock Stage kort efter, der gjorde starten på fredagen til en af de bedre (læs anmeldelsen).

Bedst blev eftermiddagen dog under Scott H. Biram. En autentisk bluesbums fra Texas, der virkelig imponerede med et show, der var blandt de bedste og mest overraskende på festivalen. (læs anmeldelsen)

Molly Hatchet fra Jacksonville, Florida åbnede hovedscenen og de tunge drenge leverede absolut en godkendt omgang Skynard-rock. I 40 år har de eksisteret, men formen fejlede absolut intet. Klassikeren, ’Flirtin' With Disaster’ rundede naturligvis koncerten af.

Hatebreed måtte aflyse deres koncert i Vega, da en punkteret bus fik dem strandet i Tyskland. Gruppen nåede dog til Sverige. Næsten forgæves fristes mand til at sige. Jamey Jasta og co. kom ind på scenen, fyrede op for kedlerne på lavt blus, mens den ellers så energiske frontmand stod lettere gumpetung i det, gloede meget ned i scenegulvet og var lige i stand til at få armen i vejret og sveje den lidt frem og tilbage.

Piratfest i neonfarver

Vreden var ikke til at mærke i amerikanerne, så piraterne i Alestorm på Sweden Stage fik opmærksomheden. Det virkede som det rigtige træk. Det skotske band havde festivalens mest farvestrålende banner. Det skreg af neon og havde påtrykt to store bananer med svanehalse.

Publikum var klar. En seriøs stor menneskeflok stod foran scenen og hoppede trofast i takt gennem alle koncertens 90 minutter. De fik, hvad de kom efter lod det til. ”Den næste sang handler om drikke sig stiv med krokodiller!” Hvorefter ’Shipwrecked’ bragede løst.

Det er Alestorm. Sådan er det. Elsket af nogle. Hadet af andre. Det er tekster om pirater, træben, rom og plyndringstogter på de syv verdenshave. Det er her man ser store mænd kun iført g-streng stå og være begejstret blandt publikum. Alestorm var fredagens mest muntre indslag i den bagende sol.

Fra den ene yderlighed til anden. På 4Sound Stage stod den britiske heavytrio Rock Goddess. Tre blonde kvinder, der startede ud i 1977, dannet af søstrene Turner, Jody på sang og vokal, og Julie på trommer.

Gruppen debuterede i 1983, og koncerten var deres første i Norden siden netop det år. Måske ikke just verdenskendte, men netop et af de scoops, der kendertegner festivalens profil. Sammen med bassist Tracy Lamb var der pondus i de tre blondine.

Åbneren ’Satisfied Then Crucifide’ lagde hårdt ud. Jody Turners barske vokal komplimenterede trioens rå image og deres fængende stil, som hvis Mötorhead og Girlschool bragede sammen. Rock Goddess var en gedigen oplevelse af dem, der sætter sig fast i erindringen.

Det gjorde Manfred Mann’s Earth Band derimod ikke. ”Vi står jo bare, og venter en time på, den kommer,” som sidemanden sagde. 40 minutter kunne dog gøre det. Så kom den. Velsagtens en af rockhistoriens store kendinge. Skrevet af Springsteen, men udødeliggjort som one hit wonder af manden på scenen. ’Blinded by the Light’ udløste kortvarigt kollektiv opmærksomhed mod Festival Stage. Cirka syv minutter tog det. Det var det. Efter en karriere på over 50 år og en af de første til at spille rockmusik i hjemlandet Sydafrika, er arven syv minutter.

Opeth faldt total igennem

Næste navn på Festival Stage havde sjældent problemer med at komponere deres progressive metalskæringer i langt over syv minutter. Opeth gav en mindeværdig og forbilledlig koncert på Vega tilbage i november.

Det gjorde de på ingen måde tidligt fredag aften. Lyden var så latterlig lav, at sangenes stille passager druknede i publikummets inferno af knevren. Sådan er rammerne på en festival. Friheden til blot at betragte scenen, tale med sidemanden og egentlig slet ikke være til stede i oplevelsen. Opeth fungerer ikke på festival. De faldt igennem på Roskilde Festival 2006. Copenhell 2011. Nu også Sweden Rock 2015.

Der skal mørke rammer til. Ordentlige lydforhold. Og et publikum, der værdsætter Mikael Åkerfeldt og andenguitarist Fredrik Åkessons forrygende evner. De spiller af det drømmestof, deres geniale debutplade ’Orchid’ fra 1995 er lavet af.

Det album, de nærmeste konsekvent forbigår live. Desværre. Opeths originale udgangspunkt har alle dage været gruppens bedste. De tre første plader er ganske simpelt de bedste. Vi fik ingen numre herfra. Vi fik faktisk kun en kedelig fortolkning af band, der hverken var på rette sted eller i rette gear.

Deres landsmænd i Backyard Babies havde heldigvis en helt andet indstilling. Efter fem års pause var der dømt potent comeback til de svenske rockdarlings (læs anmeldelsen).

Historisk ringe koncert

Fra optur til nedtur. Måske den største nedtur i nyere skandinavisk festivalregi. Mötley Crüe overgik sig selv under en så ynkelig koncert, at ikonernes sidste rest af værdighed forsvandt op i den svenske nattehimmel. (læs anmeldelsen)

Fra nedtur til den sorteste optur.  Netop som det afdankede orkester på Festival Stage sluttede klassiske ’Shout at the Devil’ af, gik Marduk symbolsk på scenen i teltet og gav en times non stop opvisning i ekstrem metallens ypperste vanvid. Svenskerne er i kampform til Copenhell! (læs anmeldelsen

Natten blev rundet af med et visuelt bombardement af sansernes sidste opfattelse. Meshuggah er en magtdemonstration på en scene. Den 49-årige frontmand, Jens Kidman, førte frontalt an for sine overlegne musikanter, der stod badet i scenens violette lys, mens Meshuggah-maskinen kørte på fuld damp. De er i særklasse. En mesterlig opvisning, der satte et tungt punktum fredag nat.