SRF 2011 - en reportage

Populær

Sveriges største festival Sweden Rock Festival (SRF) er netop løbet af stablen og det igen med kæmpe succes.  I omegnen af 35.000 hard rock og heavy metal-elskende mennesker kunne igen i år opleve et superbt velorganiseret festival i mestendels perfekt vejr med et soundtrack to die for.

Dato
08-06-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Martin d'Amour
Karakter
5

Lad det være indrømmet og erkendt lige med det samme. Undertegnedes gerning på Sweden Rock Festival er og var også i år, selv med Devilution kasket på, udelukkende for egen underholdnings skyld og ganske uden journalistblok i hånden. Kyndige og uddybende anmeldelser af et udvalg af koncerterne står for den gode Lars Schmidts regning, og kan læses andetsteds på siden her. Efter aftale med dette estimerede medies førstemænd, er al materiale til denne artikel samlet med minimum én bajer i hånden. Du kan med fordel læse optakts-artiklen HER og bidrag gerne til debatten ved at kommentere på artiklen, skulle du have noget at byde ind med.

DET SURSØDE CAMPINGLIV

Festivalen starter officielt sent på onsdagen, med noget der minder om en håndfuld bands, hvor af ingen er rigtig store og mestendels er indtrækkere for den unge del af publikum. Den reelle første "vigtige" dag er derfor torsdag og med slut lørdag nat og stor afrejse-helvede søndag formiddag kan man ikke kalde SRF for en lang festival. Ikke desto mindre er der jo alligevel nogle nætter der skal teltes i, hvis man ikke vælger anden løsning.

I år blev teltet med stor møje og promille banket op med "Gummihammer of the Gods" på festivalens medarbejder- og pressecamping. Sammenlignet med tidligere år, i andre af campingzonerne, var der ingen særlig forskel ud over at den var gratis. SRF har nemlig for uvane at bonge sine gæster et yderligere kontant gebyr for campering. Det kan man vælge at knurre af og kalde en svinestreg eller blot regne ind i billetprisen.

Jeg vil gøre det første, idet at hvis man bor i én campingzone, kan man ikke besøge de andre zoner uden at skulle betale. Og der er nu engang stunder på en festival hvor der skal drikkes billigt i rundkreds med ens tabervenner og høres sure blandede bånd på bilbatteri. Et lille minus, der alt i alt bliver opvejet af gode træk og slip forhold, nem adgang til bad, daglig oprydning og lignende. Af andre boformer, er der områder for campingvogne, busser og lignende. Der er en decideret MC camp og mere pebrede varianter som hoteller og den ultimative model der er at leje et sommer- eller helårshus i området omkring festivalen. Blandt andet helt ned til vandet i et nærmest paradisisk område, inden for fem minutters gågang fra nærmeste musikscene. Det sidste skal død og pine gøres næste år, efter at have været på visit i et af dem, er der ingen tvivl om det, selvom det bliver dyrt.

MUSIKKEN KORT

Det er jo heldigvis langtfra teltpløkker det handler om det hele. Der var over tre ganske så mange afkrydsede bands end der blev set, men sådan er det. SRF har for 20. gang skruet et fremragende udvalg af verdens fremmeste artister indenfor de hårde rockgenrer sammen, med en behagelig og smagfuld overvægt i den ældre, erfarne og lette ende. Nogle mere friske end andre, selvklart. 

Judas Priest kan ikke længere skjule, at gejsten og gnisten er gennemrusten. Der har været mandefald og Halford kan ikke klare to timer mere, men skal have al mulig kredit for at prøve og anden halvdel var bedre end første. Vitale David Coverdale har fundet løsningen på dette problem, ved at give sin gnistrende version af Whitesnake en masse instrumental spilletid og næsten ubemærket begrænse sin egen effektive syngetid til 30 ud af 120 min. The Cult var fremragende. Mr. Big, nørdede og fesne som de er, var helt på toppen og udviste kæmpe spilleglæde. Joan Jett var et kuriøst og hyggeligt møde. Stryper af alle bands spillede (undskyld) gudsbenådet. Molly Hatchet svingede røven ud af bukserne, selvom de var markant berusede. Morbid Angel, som jeg på ingen måde er kvalificeret til at ekspertvurdere, leverede i den grad dødsmetal-varen. Rob Zombie, som netop har aflyst sin optræden på dette års Roskilde Festival var mega cool og overskudsagtig og det er også ordet for pikrockende Steelheart, som nogle vil kende fra filmen "Rock Star". Saxon var Saxon, og Ozzy var Ozzy. Og det selvom vores allesammens yndlings onkel i høj grad er reduceret til en vandslage-sprøjtende klovn, så kan man ikke lade være med at elske ham bare for at være.  Down sparkede virkelig røv og Anselmo er ikke set i bedre form siden Pantera. Accept uden Udo holder bare ikke. Basta! Det samme vil jeg mene om Helloween uden Kiske. Guns N' Roses og Velvet Revolver bassisten Duff McKagan er ikke frontmand og det gør hans band Loaded en smule unødvendigt om end ok hyggeligt. Buckcherry var underligt kedelige og kunne ikke spille den store scene op de var blevet tildelt. Og som alkoholen sparkede ind og koncentrationen tjekkede ud, blev flere acts set med et halvt øje og øre. Det gjaldt blandt andre Iced Earth, Destruction og Overkill der alle leverede noget der virkede som meget tilfredsstillende performances. 

SKRUE OP!

Sweden Rock Festival skal skamroses for at organisere en fantastisk festival og pleje den niche, de selv har skabt til noget nær perfektion. De har fortjent den internationale bevågenhed, de har opnået og ikke mindst det positive og tjekkede svenske publikum, og den generelle stemning skal have X antal rigtig mange stjerner. Men der er også ris:

Over de seneste år er lydniveauet blevet skruet meget ned. Så meget ned at det nu også føles totalt ufarligt at høre selv det mest aggressive band. Og det er bare ikke i orden. Tendensen er efter sigende ved at sprede sig til andre europæiske scener efter svensk forbillede. Gud forbyde det! Det er ikke meningen at man skal kunne have en normal samtale med sin sidemand på tredje række midtfor. Heavy Metal skal kunne mærkes såvel som høres. Én kunne ønske sig en moderne øreprop med mulighed for at skrue op, ikke ned.

MADEN OG ØLLEN

En anden anke er maden og bajerne. Svenskerne har et skodkøkken og ingen øl-tradition overhovedet. Og det lider man under som gæst fra et andet land. Dog vil jeg påstå, at det alligevel kan gøres bedre. Først og fremmest ved at finde en international øl-sponsor. Det ville klæde hele arrangementet enormt ved at have dansk, hollandsk eller tysk øl i hanerne. Svensk produceret øl er bare noget fladt rævepis uanset mærket.

Og så er der maden. Som garvet Roskilde-gænger og egentlig også som dansker er barren sat meget højt når det kommer til kvaliteten og udvalget af hvad man ønsker at stoppe i hovedet. Mindre kan gøre det, men det bør ikke være så ringe som det mestendels er på SRF. Kold, kedelig, sjusket og fritureramt er ordene. Festivalen burde i højere grad stille krav til dem der udbyder maden og endda invitere nogle restauranter ind med et højere prisniveau. Det ældre publikum, der er talstærkt, er også pengestærkt og vil ikke brokke sig over at slippe mere for noget, der er bedre og det vil også tiltale det stadigt større antal internationale publikummer.

TAK FOR I ÅR

Sweden Rock er verdens bedste festival når ris of ros regnskabet er gjort op. Selv en der ikke er til hverken til heavy metal eller festivaler vil have en god tid her. Det hjælper selvfølgelig på det, hvis man er til mindst en af delene, men så meget charme og god stemning er der. Andre har skrevet om, hvad festivalen skal gøre når de gamle bands de booker år efter år forsvinder. Men denne skribents bud er, at det nok skal justere sig selv.

Der er mange både etablere og nye bands i kulissen indenfor de genrer SRF repræsenterer og med festivalens stærke brand og fortsatte udvikling imod stadig at overgå sig selv i kvalitet, er der også Sweden Rock om 20 år. Hvor mange jeg endnu skal på, vil tiden vise, men opsparingen til luksus festival med egen knaldhytte i vandkanten er sat ind.