WOA'13: Lørdagens skål- og skrålrapport

Lørdag på Wacken kunne siges at byde på lige så stor spredning i det oplevede musikprogram som vejrudsigten, der både bød på behageligt solskin, skyer og monsunlignende regnvejr. Det musikalske højdepunkt var uden tvivl Alice Cooper. 

Efter en ekstremt varm fredag med over 37 grader i skyggen så alle i Devilution-lejren frem til en dag med mere køligt vejr. Så humøret var højt, da vi sad i skyggen af vores opslåede pavilloner. Hver af os sad og spiste morgenmad – nogle rugbrød med Nutella, andre blot et æble og noget vand, mens andre lagde hårdt ud med Red Bull og vodka, før klokken var slået 10.

Der blev igen hygget og festet i lejren lørdag formiddag til lyden af Fear Factorys koncert på Black Stage – der ikke lød godt - før turen endelig gik ud på det store Wackinger Village-område. Her fik vi spist et stort saftigt grillspyd og drukket et par kølige øl. Så gik turen videre ned over pladsen for at kigge på merchandise og skrammel i de mange boder på pladsen. Vi købte ikke noget, og solen fik så meget bid i huden, at flere af os søgte skygge i en bar ovre i backstageområdet for at nyde endnu en kold øl, før det gik løs på Black Stage, hvor Lamb of God snart skulle spille. På den måde var vi også i behagelig afstand til netop Black Stage, for på en varm dag som denne gælder det om at minimere sine anstrengelser - såsom at gå for langt!

Så kom regnen!

Endelig blev klokken Lamb of God-tid, og vi gik forventningsfulde og ... ja, bare fulde til deres koncert. Det startede godt ud, og vi fik hørt og sunget med på flere numre med tempo og smæk på, mens skyerne trak behageligt ind over området og gav svalende kølig vind. Det kunne ikke blive mere perfekt vejrmæssigt for sådan en viking som udsendte, der befinder sig bedst, når vejret ikke er for varmt og solrigt. Bedst som bandet sender en varm hilsen til Lemmy, der måtte stoppe Mötorhead-koncerten aftenen før en halv time inde i sættet, begynder det at smådryppe, hvilket kun er meget godt for den ophedede kropstemperatur. Men, men ... regnen lod ikke til at ville stoppe. Før vi vidste af det, var vi – uden regntøj, kasket og støvler – drivvåde. Desværre måtte jeg trække mig og først søge lidt ly i backstageområdet, inden en hurtig vandring mod lejren blev indledt. Jeg havde nemlig taget lange gummistøvler, kasket og ny sort regnfrakke med på grund af mine erfaringer med regnvejr og Wacken sidste år. Øv hvor var det bare ærgerligt, nu hvor jeg havde glædet mig så meget til netop Lamb of God på Wacken.

I lejren mødte et mindre behageligt syn mig – begge pavilloner var blæst om kuld. Den ene havde valgt at flade mit telt ud, så jeg fik travlt med at få krænget pavillonen op og sat fast. Så, endelig, tøjskift inden jeg skulle ned og se Anthrax spille på True Metal Stage. En kollega dukkede op - han fik set hele Lamb of God-koncerten. Jeg ventede på, at han også skiftede tøj, før vi sammen gik ned for at se Anthrax.

Mudderbad

Det store koncertområde havde på en time forvandlet sig til et stort mudderbad, og de allermest fulde og sindssyge badede rundt i mudderet til glæde for et par af fotograferne der.

Med tørt tøj fra top til tå – det gavnede sig at pakke lange gummistølver og bukser – kunne jeg sammen med kollegaen, der er kæmpe Anthrax-fan, nyde en topmotiveret og veloplagt forsanger i front for et band, der gav os det, vi kom for – velsungne numre med fede riff. Oh happy day!!! Alt var godt, so to speak!!

Herefter stødte vi ind i manden bag et fænomen, der i den grad betyder noget for danskerne på Wacken, nemlig Livescenen.dk, der igen i år havde arrangeret og fragtet flere hundrede danske metalhoveder over grænsen. Vi hang lidt ud med Kasper og fik spist noget spaghetti bolognese og drukket lidt vand og flere øl, før vi sammen gik ud og så Alice Cooper. Jeg slog dog lige et smut i lejren og hentede en trøje, hvor jeg fandt en kollega siddende og sove i en festivalstol. Jeg brugte mere end tre minutter på at få liv i manden og spurgte, om han ikke skulle med ned og se Alice Cooper eller i det mindste lægge sig i sit telt - han valgte desværre det sidste! Inden afstikkeren til lejren havde der været diskussion om, hvorvidt vi skulle gå over og se Candlemass, der spillede på samme tid. Vi valgte dog Alice Cooper, da flere af os ikke havde set dette teater – som det skulle vise sig at være – før.

Man bags og Beck's-øl

Og vi blev bestemt ikke skuffede, som vi stod i den mellemstore danskerflok, der nu havde samlet sig. Blandt andet Sort Søndags Anders Bøtter, der også havde været en tur i shoppen og købe gummistøvler og en gennemsigtig plastictaske (og nu, efter festivalen, ærgrer jeg mig over ikke at have lavet en "Hvad har du med i din festival man bag?"-serie, men det er så en idé til næste år ...). Hr. Bøtter var lige så tørstig som os andre og fik købt øl af en af de mange omvandrende Beck's-ølsælgere. Mellem skål og skrål steg begejstringen for det storslåede show, vi var vidnet. Hold da op, hvor var det band fedt at se! Der var velspillende musikere, og forsangeren gav os heller ikke noget at klage over. Det var sjovt, bizart og festligt, og det var lige, hvad jeg havde brug for lørdag aften. Da klokken nærmede sig 23.59, kunne jeg ikke klemme mere fest ud af mig og heller ikke flere øl ned, og da jeg ikke er den helt store Meshuggah-fan, valgte jeg at gå i seng og sove. Fire gode festivaldage i en herlig lejr, som ikke gjorde fornøjelsen mindre.