WOA '17 – Lørdag
PopulærLørdagens program bød på klassiske koryfæer som Alice Cooper, Amon Amarth og Kreator. Det rockede fra Orange Goblin var også godt, og så var mudderet næsten væk!
Lørdag morgen og formiddag var en ujævn affære for enkelte af vore redaktionsmedlemmer. Selvom varmen i teltet bevægede sig op, hvor det var ubehageligt, og blæren var klar til at blive tømt, så tvang humøret i styrehuset alligevel enkelte til at blive liggende længere, end det var rart for alt andet end balancenerven.
Heldigvis havde vi en anmelder klar, da Possessed startede lørdagens program allerede kl. 12.00 på Faster-scenen. Da vores anden anmelder omsider havde fået såvel hoved som tøj sat ordentligt på, begav denne sig ud på en længere vandretur. Pressecamping er lagt lidt ude til en side i forhold til festivalpladsen, og der er shuttlebusser ind til området. Men af tekniske og sikkert også vejrmæssige årsager gik busserne fra pluralis til singularis fra fredagen og frem. Så lørdag klokken 13 var der kun én bus i pendulfart og en kø så lang, som når Justin Biebers papfigur giver selfies på en efterskole i provinsen. Denne anmelder valgte så at gå, men måtte ikke skyde den samme genvej, som pressefolkene havde måttet torsdag og fredag, og jeg måtte derfor gå en ekstra lang tur rundt om hele festivalen. Det betød, at gåturen kom til at gå gennem både Wacken by og Gribbohm by.
Det gik ikke værre, end at der blev snuset en del til stemningen omkring festivalen væk fra scenerne, og hvordan byfesten i specielt Gribbohm trak mange folk til. Både med og uden festivalarmbånd. Desværre betød det, at anmelderen først nåede ind i teltet og kun lige akkurat fik sidste nummer af Aura Noir med. Men så fik vi i mellemtiden på vandreturen foreviget en vegansk madbod, der spredte noget halm udover mudderet, og det gav en del moro på de sociale medier.
Faktisk fortjener Wacken ros for den indsats, de havde gjort fredag nat og lørdag morgen. Der var fjernet mudder mange steder, der var lagt flis ud her og der, køreplader, som folk kunne gå på og flere andre små tiltag, der gjorde lørdagen langt mere behagelig for de mange gående tilskuere. Det hjalp naturligvis også, at vejret faktisk var behageligt det meste af lørdagen og ikke mindst holdt nogenlunde tørt.
Så da Max og Igor Cavalera gik tilbage til rødderne 14.30 på Faster-scenen, var det med tørre sko og højt humør, og man kunne fornemme et tydligt større overskud blandt bandets tilskuere. Derfor havde vi også en fest til Orange Goblin på W:E:T Stage klokken 17.30, og efterfølgende hyggede vi os med Alice Cooper på Harder-scenen ved 19-tiden. Senere på aftenen fangede vi både svenske Amon Amarth i en byge af ild fra scenekanten, og det hele blev lukket fornemt ned af de lokale helte fra Kreator.
Wacken Open Air 2017 var således en blandet fornøjelse for de involverede parter. Ingen tvivl om at arrangører såvel som publikum havde håbet, at dræningsanlægget havde haft en større og bedre effekt, end det havde, men musikalsk var der lige dele store og skuffende oplevelser. Præcis som det altid er på en festival. Situationen med mudderet bedrede sig markant lørdag, men det ændrer ikke på, at folkene bag Wacken Open Air bliver nødt til at kigge sig selv dybt i spejlet for en holdbar løsning. Ellers er årene med udsolgt til næste års festival dagen efter, at de netop har afholdt festen, endegyldigt ovre. Allerede til 2017 måtte de på den anden side af nytår, før der var udsolgt. Før det havde de jo haft den luksus, at billetterne til næste års festival var revet væk hurtigere, end teltene var det. Sådan er det ikke mere, og Wacken kommer til at føle det endnu mere, hvis ikke der sker noget drastisk nu. Konkurrerende festivaler med bedre publikumsvilkår står uden tvivl på lur, klar til at vinde metalfolkets loyalitet, hvis Wacken ignorerer betydningen af mudderet.
Derudover var det svært at komme med indvendinger. Publikum var som altid i godt humør, og vi gik flere gange i Biergarten og Wackinger Village for at proviantere både flydende og fast. Kødspyd, vegetarpizza, varme og kolde retter, øl, sodavand og sågar besøg i de veganske boder var alle ting, der blev prøvet og diskuteret i lejren alle tre dage, og der er ingen tvivl om, at Wacken stadig kan konkurrere med andre aktører på markedet. De skal bare lytte til publikum.
Læs anmeldelsen af Possessed her
Læs anmeldelsen af Max & Igor Cavalera her
Læs anmeldelsen af Orange Goblin her
Læs anmeldelsen af Alice Cooper her
Læs anmeldelsen af Amon Amarth her
Læs anmeldelsen af Kreator her