Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – De fem mest læste

Updated
TR526454-copy-50-1655678019

Vi ser tilbage på de fem mest læste artikler, vi har begået om Metallica. Alt fra debutpladen til Copenhell og vores opsamling på alle deres koncerter.

Kunstner
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest

Ingen over, ingen ved siden af. Metallica er det største band indenfor heavy-metal nogensinde. Når de samtidig har en dansk trommeslager kan det næsten ikke overraske, at også vores læsere flokkes til artiklerne om netop Metallica. Denne uges top 5 omhandler de fem mest populære artikler, vi gennem tiden har bedrevet om Lars Ulrich og resten af Metallica, der fredag og søndag gæster Parken i København til to koncerter, hvor ingen numre spilles to gange.

Som optakt gennemgår vi derfor de fem artikler med Metallica, der har haft flest læsere.

1. Tidsrejsen: Metallica i Danmark 1984  2022

Ikke overraskende er det vores udførlige gennemgang af samtlige af Metallicas koncerter på dansk jord, der har fanget flest læsere. Her gennemgår vi alt fra deres første koncert i Danmark på spillestedet Saga tilbage i december måned 1984 til store koncerter som Gentofte og Forum i halvfemserne, Roskilde Festival i 2003, lydhelvedet i Parken i 2004, fem dage i Forum, fire koncerter i Royal Arena, Copenhell og alle de andre derimellem. Vi har været i arkivet for at finde anmeldelser og reaktioner fra dagbladene før internettet kom til, så hvis du vil vide hvordan de forrige koncerter med Metallica i Danmark har været, så er det her, du starter!

2. Metallica  samlingen

Live er én ting. Noget andet er de mange timer derhjemme ved anlægget. Når der lyttes til musik. I gamle dage var fysiske udgivelser eneste mulighed for at høre Metallica, så der blev købt vinyler, bånd, cd'ere og alt derimellem. For nogle gik der sport i at have særlige udgaver af en specifik plade. Eller dem alle sammen. Samler-manien kender ingen grænser, så for nogle er det blevet en regulær besættelse af såvel tid, plads og privatøkonomi. Vi har kigget lidt på nogle af de samlerobjekter, der stadig her i 2024 kan vende vrangen ud af selv den bedst polstrede tegnebog. En artikel for nørden med bundløse lommer.

3. Copenhell '22: Forfriskende uforudsigeligt

Efter en del besøg i Forum og Royal Arena var der ved at danne sig et mønster på, hvordan en koncert med Metallica blev afviklet når James Hetfield, Kirk Hammett, Rob Trujillo og Lars Ulrich var på besøg i trommeslagerens hjemland. Derfor var det glædeligt da Metallica rystede posen til deres optræden på Copenhell i 2022. En anmeldelse, der blev vældig populær. Efter to års nedlukning af store festivaler var der omsider blevet tid til at komme på græs, og hvordan bedre end ved at verdens største heavy-orkester gæster Copenhell i juni måned og sørme også lige har en god dag på kontoret. Det var en god koncert.

4. Fra flop til forløsning  Metallica tog revanche

Da Metallica skulle indvie spillestedet Royal Arena var der lagt op til fire shows i træk. Sådan blev det ikke helt. James Hetfields stemme var ikke på toppen under den første koncert, og allerede efter seks numre spurgte forsangeren om de skulle fortsætte eller komme igen en anden gang. Publikum fik ham til at fortsætte, men noget brag af en åbning blev det ikke. Næste koncert blev udskudt og fire dage efter en hæs optræden var Hetfield så tilbage. Og der tog bandet revanche. Alt det, Hetfield ikke kunne til den første koncert, fik han indhentet og mere til i andet forsøg.

5. Metaldiktator: Metallica  Kill 'Em All

Debutpladen. Og hvilken debut! Metallica blev ikke superstjerner over natten, men alle der har hørt 'Kill 'Em All' ved, at den plade er fyldt til bristepunktet med potentiale, ungdommelig kådhed og en vilje til at spille hurtigere, vildere og bedre end alle andre. Metallica satte thrash-genren på landkortet i juli måned 1983. Hetfield, Ulrich, Hammett og daværende bassist Cliff Burton markerede sig og Metallica har ikke set sig tilbage siden. Bandets senere udgivelser kan og skal diskuteres til evig tid, men debutpladen står som afgørende milepæl for heavy metal helt generelt. Hvis ikke du allerede har læst artiklen eller hørt pladen, så er det som minimum pensum før koncerterne i Parken fredag og søndag.

Bang that head that doesn't bang!