Top 5 - Forventninger til Copenhell
I dag begynder Copenhell, og forventningerne er i top. Får vi hygget os? Skal vi drikke bajer på bakken? Skal vi se nogle gode koncerter? Bliver vi skuffede?
Ja, ja, ja og ja. Her er, hvad denne skribent kan forvente sig af dette års tur til Refshaleøen.
1. At se færrest koncerter på Helvíti
Sådan er det altid. I ugerne op til Copenhell lyder kritikken af, at hovednavnene ikke er gode, store eller metal nok, men sandheden er, at det stort set er ligegyldigt med hovednavnene. Næsten alt interessant på en festivalplakat står med mindre typer. Bevares, jeg glæder mig til at se The Prodigy og … vist egentlig ikke så meget andet på Copenhells største scene, men jeg er mere oppe at køre over navne som HEALTH, Julie Christmas, Sewer Haul og Wormrot.
2. At hade lyden på Pandæmonium
Jeg lyder som en plade, der er gået i hak. Jeg ved det godt. Jeg har klaget over lyden på Pandæmonium i årevis, og jeg bliver ved, for det forekommer mig, at problemet med den lange sidemur let kunne løses med en billig trækonstruktion til at bryde det korte ekko, der smadrer lyden og får toppen af trommelyden til at lyde som lasere. Men jeg gider stadig godt se Abbath.
3. At gå glip af Blood Incantation, men ikke skulle vælge mellem dem og HEALTH
Lørdag er jeg indforskrevet andetsteds, så jeg går glip af Blood Incantation, og det ærgrer mig kolossalt, for deres koncert i Amager Bio var blændende. Til gengæld slipper jeg for ærgrelsen over at gå glip af HEALTH, som spiller samtidig, ved simpelthen at gå glip af begge dele. Smart! I kan ikke dræbe mig, for jeg er allerede død. Ha!
4. At blive træt af jer
Lad os se det i øjnene. I er pisseirriterende, og I bliver ikke mere omgængelige af, at I spritter jer ned. Og sådan er det også med mig. Jeg er nemlig også pisseirriterende. Jeg står sikkert med mine 190 cm og spærrer for en eller andens udsyn, eller også kommer jeg til at trampe en eller anden over tæerne. Copenhelvede er andre mennesker. Undskyld, men også fuck jer. Det er godt, der næsten er et år til, at vi skal ses igen efter på lørdag.
5. Ikke at se noget, der ikke er musik
På Devilution har vi travlt. Der skal ses koncerter, skrives anmeldelser, korrekturlæses, publiceres og drikkes ultrasnobbet, pøbelforagtende naturvin, så alt det, der ikke lige er musikken, må jeg som regel springe over. Således også i år, selv om jeg gerne ville se Ditte Krøyer (Vulvatorious), Kasper Deichmann (St. Digue) og Jakob Møller-Nielsen (Nexø) samt hjerneforsker Peter Vuust tale om personlige og videnskabelige vinkler på det med, hvorfor voldsom musik kan give indre ro.