Top 5 – Hvad metal har lært mig

Metal er ikke særlig anvendeligt til ret mange ting, men fem ting har vor skribent dog lært af knap 30 år med metal.

For nogle måneder siden skrev jeg om nogle af de utallige gange, hvor metallen løj for mig. Det var hårdt at erkende, at den musikgenre, man holder mest af, på nederdrægtig vis har bundet mig noget på ærmet. Men man skal også huske på alle de lyse stunder og alt det gode, metallen har givet én.

For metallen er ikke kun en løgner: Metallen er også en livslang læremester, hvis man forstår at bruge den rigtigt. Her er, hvad metallytning gennem 29 år har lært mig.

1. At dømme et album på dets omslag
"Døm ikke en bog på dens omslag", lyder et kendt mundheld, som mange har forsøgt at udstrække til musik. "Døm ikke et album på dets omslag", bliver folk ved med at sige. Også selvom det vitterligt er noget vås. Metal har nemlig lært mig, at man altid – altid – kan dømme et album på dets omslag. I metal er det altid muligt at se på coveret, om musikken er FED. Se bare her:

Fedt:


Ikke fedt:

Håndtegnede og -malede covers er altid fedt, photoshop, computergrafik og fotos er ikke. Noget, der er ekstra fedt, er krigere med våben. Det er altid fedt. Medmindre det er lavet med photoshop eller computergrafik. Se bare her – det er ikke svært at se, hvilken af de to Jag Panzer-plader, der er den fede:




Tak, metal!

2. Alt, hvad jeg ved om det modsatte køn
I sommerferien mellem 8. og 9. klasse købte jeg Tiamats 'A Deeper Kind of Slumber' på lp i forbindelse med en tur til Ungarn med fodboldholdet. På samme tur kyssede jeg med en pige for første gang. Det blev selvfølgelig ikke til noget med hende, dels fordi jeg var andetvalg efter min ene værelseskammerat, der var noget længere fremme i skoene på det punkt, end jeg var (jeg var vel nærmest lidt tilbagestående i skoene), dels fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til en pige. Der var sikkert også andre grunde, fx min almene kiksethed. Men jeg tror alligevel, at Tiamats lidt mystiske aura smittede positivt af på mig.

Da jeg kom hjem, hørte jeg endelig albummet, og 'Teonanacatl' fra albummet indeholdt disse linjer, som jeg virkelig tog til mig: "You could stay at my place if you want/ I'll sleep on the floor". De gav mig senere noget større held og resulterede i, at jeg flere gange endte med at sove på gulvet. Nok heldigt, man ikke hørte glamrock. Tak, metal!

Metal lærte mig også, at mange kvinder (i hvert fald i 90'erne) ikke var så interesserede i metal, og at det nok var en god ide at udvikle sin personlighed lidt videre end bare at være en, som hører metal.



3. At læse bøger
Hvis ikke det var for et Iced Earth-interview i Metalized nr. 23 (i dag går jeg stille med dørene om at have været helt vild med Iced Earth), havde jeg sikkert ikke læst 'Dantes guddommelige komedie' (som er meget lang, og det fede er overstået en tredjedel inde). Hvis det ikke var for interview med metalbands, havde jeg sikkert ikke læst H.P. Lovecraft, og det blev en katalysator for ret meget andet, fx en relativt ubrugelig kandidatgrad i litteraturvidenskab, som ingen bliver imponeret af. Tak, metal!

4. Værdien af at være prætentiøs
I metal fantaserer man om at være en muskelsvulmende barbarkriger, for hvis fødder kvinder ligger stønnende, i hvert fald hvis Manowar er blot ti procent så metal, som de siger, de er. I metal ifører man sig ringbrynje og våben og makeup og prætentiøse pseudonymer og taler med stor alvor om magi og satanisme og kalder sange for fx 'Cosmic Keys to My Creations and Times' på et gebrokkent engelsk. Man sammenligner sig selv med klassisk musik og er utåleligt storladen og -skrydende. Man bruger vendinger som 'thee', 'thou', 'hast' i et forsøg på at lege Lord Byron, selvom man lever i en højst moderne virkelighed og sikkert har dårligt betalt job med elendige arbejdsvilkår, men ingen kæreste. Man skriver tekster om store bedrifter og drabelige slag og historiske epoker farvet i et romantisk lys. Metal er virkelig prætentiøst, og mange kedelige typer lurede det og foragtede metal, fordi det jo ikke "handler om virkeligheden" og er "latterligt", og "hvorfor klæder de sig ud og maler sig?".

Men alt det er netop metallens styrke. At prætendere er at foregive at være noget, man ikke er – og hvordan skulle man blive til noget som helst, hvis ikke man først forestillede sig det og foregav at være det, netop for at blive mere sig selv, som man forestiller sig det? Hvis ikke man prøvede sig frem og arbejdede hen imod at blive mere, end man allerede var? Det prætentiøse er nært forbundet med det skabagtige (det er metal også), og er det skabagtige netop ikke også at skabe sig? Skabe sig selv på ny, blive noget andet.

Tak, metal, for at ville være mere, end du er.



5. At man ikke nødvendigvis har noget til fælles med folk, der også hører metal
Optændt af fantasier hentet fra 80'er-metallens idealer om metal som en samlende kraft (se fx Running Wild-nummeret i ovennævnte top 5) troede jeg, at metallen var den store forener, at alle var brothers of metal, der forevigt var united i kampen mod majoritetssamfundet og til sidst ville take on the world. Da jeg kom i gymnasiet, hørte de andre metalfans nu-metal, og jeg var aldeles fremmedgjort over for det projekt.

Man behøver ikke have noget til fælles med andre metallyttere, for de hører alligevel ikke den samme metal som én selv, og de hører det næppe på samme ophøjede og forstandige måde heller. Og det er jo en fin lektion at lære, at man ikke nødvendigvis har det store til fælles med folk, som hører musik, der minder lidt om noget musik, man selv hører, og at der er så meget andet, man så kan være fælles om. Tak, metal!