Top 5 - Iggy Pop

Populær
Top 5 - Iggy Pop

Iggy Pop kommer til sommer til landet igen, hvor han besøger Haven Festival. I ugens Top 5 bruger vi besøget som en undskyldning til at savle over ham.

Kunstner
Genre
Til sommer skal vi opleve Iggy Pop på den nye Haven Festival, der finder sted på Refshaleøen d. 11. og d. 12. august. Festivalen, der har en række mediefeterede folk som Claus Meyer, Mikkeller og Dessner-brødrene fra indiebandet The National som sommerglade initiativtagere, har sammen med Beatbox strikket et program sammen, der på ingen måde får os til at headbange, men som dog har et af alletiders største rockikoner øverst på programmet og som derfor selvfølgelig har vores opmærksomhed.

Iggy fyldte tidligere på måneden 70, og i entusiasme efter at drikke os ned under hans koncert på Haven langer vi her fem hurtige youtube-klip afsted.

1. Iggy and the Stooges, 1970.

End ikke klippets skodkvalitet kan skjule det faktum, at The Stooges var forud for deres tid. Bandet fra Michigan blev i samtiden ofte udskældt for ikke at kunne spille på deres instrumenter, hvilket selvfølgelig er en omgang bullshit. Ron Ashetons guitarspil er ramt lige i røven, og Dave Alexander på bas er så æggende, som bassister overhovedet kan være. Klassikeren 'T.V. Eye' fra bandets bedste plade 'Fun House' (1970), der er den første sang i klippet, handler angiveligt om det blik, man giver en person, som man finder attraktiv. Så når Iggy synger: "See that cat / Down on her back / She got a T.V. eye on me", synger han om en røv, der på en eller måde taler til ham. Det er da til at forstå. Senere i klippet smører han sig ind i peanut butter, mens han bliver båret på publikums hænder under sangen '1970'.



2. Iggy and the Stooges, 2010.

Indbegrebet af coolness aka. Scott Asheton har muligvis set bedre dage bag sit trommesæt, men det er alligevel stort at se både Iggy, Scott Asheton, Steven Mackay og James Williamson på en og samme scene i 2010. At Rock and Roll Hall of Fame indlemmer The Stooges i deres klub lige præcis året efter, at Ron Asheton er død af et hjertetilfælde, er selvfølgelig et sørgeligt tegn på, at de såkaldte meningsdannere altid er for langsomme til at have relevans. Og det er selvfølgelig heller ikke utænkeligt, at Ron Ashetons død har sat sit præg på lillebror Scotts spil under fremførelsen af monsterklassikeren 'Search and Destroy'.



+ Da de bliver overrakt æren:



3. Iggy and the Stooges, 2011.

Sådan her lød og så det ud, da Devilutions redaktør og nærværende skribent var til koncert med gendannede Iggy and the Stooges på The Warfield i San Francisco i 2011. Det var en guddommelig aften. Bandet spillede hele 'Raw Power' (1973) samt mere til, og under 'Shake Appeal' inviterede Iggy vanen tro publikummer op på scenen, hvilket bragte en broget skare af folk med sig. Freaks i flere aldre, der alle vil danse og røre ved Iggy. Det forstår man. The Stooges bestod denne aften af James Williamson på guitar, Larry Mullins på trommer, Steven Mackay på saxofon og Mike Watt på bas.



Fra samme koncert, thi der er altid er plads til 'Cock in My Pocket':



4. Iggy, 1988.

Jeg har aldrig lyttet meget til glam rock, men jeg har længe syntes, at Iggys eneste plade i genren, 'Instinct' (1988), er undervurderet. Han har selvfølgelig leget med glam rock-modellen før, men ikke så tydeligt som her. Det var Devilutions korrekturlæser, der engang sagde noget i retning af, at "ingen musiker fejler bedre end Iggy" (om den undervurderede bizarro-hitplade 'Party', red.), og det kan der være noget om. Åbningsnummeret fra pladen, 'Cold Metal', fejler vel egentlig fælt som hit, men har alligevel så meget potent sleaze ball over sig, at den altid får hankatten frem i mig. Steve Jones fra Sex Pistols spiller leadspade på pladen og er også med i dette klip fra David Letterman. Iggy, Jones og Paul Shaffer side om side ser man ikke hver dag.



5. Iggy, 2016.

Da Iggy sidste år gæstede Falconer Salen med blandt andet Josh Homme på guitar og Matt Sweeney på bas, var vi flere Devilutionister, der skålede og grinede af Politikens anmelder, der kaldte dette band for "det måske bedste, [Iggy] nogensinde har haft". Det er sådan noget, man får Steven Mackays saxofon stukket op i røven for at påstå. Men selvom det ikke var den bedste koncert, man har oplevet med Iggy, og selvom bandet, han havde med, selvfølgelig langt fra er det bedste, Iggy har haft, var det alligevel en næsten fremragende koncert. Især da han spillede 'Repo Man', aka titelsangen til verdens bedste film, blev det meget, meget godt: