Top 5 – Matrix-virussen

Mens verden går helt i spagat over corona, ser vi nærmere på den virus, der ramte black metal-scenen omkring årtusindeskiftet: Matrix-virussen, der medførte uanede mængder af hurtige solbriller, glinsende skoleskyderlæderfrakker, cybergoth-look og dårligt udførte elektroniske eksperimenter i black-genren.

Covid-19 har ikke kun hærget gennem Sydøstasien, Mellemøsten, Europa og USA, men også i medierne. Aviserne fyldes med artikler om virussen og med historiske tilbageblik på tidligere epidemier. Alligevel er Matrix-virussen, der er identificeret af den svenske metal-virolog Hatpastorn, gået upåagtet hen i mediebilledet, selvom den lå så sent som omring årtusindeskiftet. Måske skyldes det, at den stort set kun ramte black metal-musikere, og at dens effekt var så meget i pagt med tidsånden, at den vanskeligt lod sig diagnosticere. Men på afstand er det tydeligt: Særligt norsk black metal blev i de år inficeret af en virus, der gik ud over bandenes udseende, deres kognitive evner, deres evne til kritisk sans og i flere tilfælde sågar også musikernes videre karriere.

Matrix-virussen, opkaldt efter filmen ’The Matrix’, fik en generation af norske black metal-musikere til at se ud som denne filmplakat:

Virussen ramte også de kognitive evner og fik musikerne til at tro, at filmen var dyb og intellektuel, og at de også selv skulle lave noget dybt og intellektuelt, noget futuristisk og begavet, der viste verden som en illusion. Det ville også gøre al den latex nemmere at goutere. Der mangler stadig forskning på området, men måske var musikere med intellektuelle prætentioner mere udsatte for virussen end musikere som for eksempel Nifelheim. I hvert fald syntes Garm fra Ulver lige pludselig, at han skulle hedde Trickster G., Arcturus syntes, at et remix-album var en bragende god idé, og Satyricon ville også være med på remix-vognen.

Selvom de fleste synes at have glemt virussen og i dag lever videre, som om intet var hændt, var eftervirkningerne langvarige, og den norske scene kom sig aldrig rigtigt ovenopå sygdommen. Vi ser nærmere på de hårdest ramte ofte.

1. Patient Zero: Dødheimsgard


Efter at have lavet to gode traditionelle black metal-album og én ep, der var lidt mere eksperimenterende  og virkede som et frisk pust (men som med musikerpseudonymer som "Mr. Anti Evolution Human Deviation" viste tidlige tegn på virussen), ramte Matrix-virussen allstar-bandet Dødheimsgard hårdt. I populærmytologien taler man om en "patient zero", den første patient, hvori virussen opdages, og en mulig smittekilde. Patient zero er nok et konstrukt, for der vil altid være flere inficerede.

Ikke desto mindre: Se på skrifttypen her. Vi er i fremtiden. Se på makeuppen. Og alle technoeksperimenterne på pladen, al den dumme futuristiske stadionrock. Da '666 International' udkom i 1999, spredte virussen sig med lysets hast. Og da Dødheimsgard var et allstar-band og udkom på Satyrs label Moonfog, kunne virussen herfra sprede sig uhindret.

2. Z/Samoth og Zyklon
Ztakkelz Zamoth. Han var med i ztilzkabende Emperor, men omkring årtuzindezkiftet gik det galt. Ihsahn overtog mere og mere og ville hellere proggegokke. Hvad gør man zå? Man reaktiverer zit gamle band Zyklon-B, zkifter navn til noget futuriztizk og zkifter ogzå zelv navn fra Samoth til Zamoth. Og i 2001 udgiver man så (ja, nu kan jeg ikke mere med z'erne) 'World ov Worms' med science fiction-grøn farve på coveret og en meget futuristisk menneske/orme-hybrid. 

.

Man ser sådan her ud på bagcoveret:


Og man får Bård "Faust" Eithun, der sidder i fængsel og læser mange bøger (okay, måske træner han mere, end han læser), til at skrive teksterne, så man kan være dyb. I interview husker man at være behørigt imponeret over Fausts belæsthed, hvilket der ikke er nogen grund til, når man ser linjer som disse:

Stereogothic void – predestination of being.
Psychothronic schizoid – conditioning the future.
Past without content – life without meaning

Hvis bare Zamoth havde læst interviewet med Faust i Slayer Mag. nr. 13 i stedet for at gå til technofest, havde han kunnet se, at Fausts yndlingsbøger var 'Alkymisten' af Paolo Coelho og Ken Folletts middelaldermursten 'Jordens søjler', dertil Aldous Huxleys 'Brave New World' og Brett Easton Ellis' 'American Psycho', der begge er bøger for folk, som gerne vil fremstå intellektuelle, men bare ikke har fattet det. En stereogotisk afgrund indeed.

Hvad blev er egentlig af Zyklon? Ingen husker det. Hvad blev der egentlig af Zamoth herefter? Og hvad blev der af de øvrige medlemmer? Ingen husker det, alle er ligeglade, men ingen af dem har drevet det til noget. Selv måtte jeg ty til Metal-Archives for at finde ud af, at Zamoth hedder Samoth igen og nu er med i noget, som hedder The Wretched End. Ihsahn må være et meget stort menneske for at gide tage på tour med Emperor en gang imellem, for at hans gamle bandkammerater trods alt har lidt penge på kistebunden. Faust? Han er vist nok stadig med i Blood Tsunami, som ingen rigtig kan huske.

3. Mayhem
Selv veletablerede bands blev ramt. Således også gudfædrene Mayhem, hvis grundlægger Euronymous havde en faible for elektronisk musik, der dog aldrig udartede til det, Mayhem skulle blive til på 'Grand Decleration of War'. Klinisk og steril guitarlyd, akavede arrangementer, datede trip hop-elementer og Maniacs periodevise spoken word-vokal, der rigtig fremhæver teksterne og får Maniac til at lyde som en sprechstallmeister i fremtidscirkus i en C-film.

Dette er lyden af Matrix-virus i sit sidste stadie:



Pinlig spoken word-vokal, stop/start-trommer og riff, et riff, der ikke kommer nogen vegne, vocoder ("uuuh, hvor vi eksperimenteeeerer") og sikkert meget mere. Jeg holdt ikke hele nummeret ud. Hvis vi bor inde  i The Matrix, vil jeg hellere skifte til en illusion, hvor Mayhem ikke har lavet det her. Det har intet at gøre med at være åbensindet og alt at gøre med at være ren lort.

Digipack-versionen kom med en af de der midlertidige tatoveringer, man holder under vandhanen og gnubber på. Velkommen til fremtiden.

4. The Kovenant
Var det mon Hellhammer, der inficerede resten af Mayhem? Det skulle man tro, når man ser The Kovenant anno 1999:

Hellhammer er ikke helt så hårdt angrebet som de andre medlemmer: ingen maske, ingen Madonnabrystvorter på øjnene, ingen Marilyn Manson-kontaktlinser og ingen dreadlocks, blot et prominent armbåndsur, der skal se lidt hi-tech ud. Og han kalder sig trods alt også bare "Von Blomberg" og ikke "Lex Icon" eller "Psy Coma"; navne, der formentlig er opstået, efter at de resterende medlemmder har set et afsnit eller tolv for meget af 'The Tribe'.

D

Det er billedet af en mand, hvori Matrix-virussen først peaker et par år senere. Tænk, at det var de samme mennesker, som lavede 'In Times Before the Light' og 'Nexus Polaris'. Et navneskifte og en gang Matrix-virus senere, og pludselig laver man da lige et cover af Babylon Zoo og synes selv, at det er en fed idé:



5. Mezzerschmitt
Til gengæld var Hellhammers virusudbrud langvarigt og næsten dødeligt. Tag nu for eksempel det heldigvis glemte Mezzerschmitt, og tænk lidt over, at det er Hellhammer ("Hauptmann Hammer") og Blasphemer ("Herr Schmitt", også hårdt ramt af virussen i Mayhem, heldigvis fri for den i Aura Noir) og, nåja, Lars Sørensen ("LRZ") fra industrial/death/black-bandet Red Harvest, der har udgivet syv album, som ingen rigtig kan huske, der laver det.

Matrix-virussen var særligt ondsindet ved, at den gik efter musikere, der havde været dygtige og stilskabende, men som havde fundet ud af, at der ikke var damer i det der metal, og så måtte man hellere lave noget, der var klogere, og så fandt man på sådan noget som det her:



Dette var selvfølgelig ikke Matrix-virussens eneste ofre. Andre prominente ofre var Tom G. Warrior (men det er trods alt for smerteligt at huske på), Satyr, måske endda hele compilationen 'Moonfog 2000', og Garm og Thorns, hvor begge sidstnævnte trods alt var så dygtige, at det ikke rigtig blev dårligt. Måske ser vi nærmere på dem, når det en anden gang er tid til at dykke ned i årtusindeskiftets excesser.