Den herligt småbizarre kvartet Violent Magic Orchestra kunne noget særligt i Gloria.
Efter en smårodet start fik Prison Religion stortrommebombet os, der stod rundt om bokseringsgulvscenen på Avalon, på plads.
John Cxnnors triumftog på Copenhells bedste scene, Gehenna, var en milepæl for både duoen og for Copenhell, og de tog ingen fanger.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.
St. Digue trak Gehenna op til et rebelsk rave og lukkede onsdag på Copenhell af med maner.
Offermose og kunstnerduoen Last Oblivion fusionerede cinematiske toner og cirkulær mystik.
Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
Scaler brød ud af en noget stenet og sløv opstart på festivalen, og lagde endnu en solid trædesten i retning af det, som Roadburn Festival bevæger sig hen imod: det elektroniske univers.
Det er et punket og gotisk rave i en fabrikshal med en stor, kold og trist rumklang, og halvdelen af gæsterne er vampyrer. Og du ser det hele på et vhs-bånd, som er besat af dæmoner.
Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
Det kan klart anbefales at tage turen over Øresund og tilbringe en aften med at danse i den svenske undergrund – men husk ørepropper.
Der er ikke meget glæde at komme efter i Sierras melankolske univers, til gengæld byder den franske kunstner på flere medrivende, neonfarvede kompositioner.
Tirsdag aftens mest interessante band var opvarmningen, mens Perturbator var mere veloplagt, end sidst vi så dem i København.
Det er altid godt nyt, når Perturbator er på plakaten – eller sådan var det i hvert fald engang. Men synthwave-kongen fra Frankrig evnede ikke at forny sig i containerhavnen på Roskilde og vi gik hjem lidt uforløste.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Aftenens koncert på Apollo handlede om så meget mere end blot lyd. Det var følelser. De helt ubehagelige. Dem vi ikke har lyst til at tale om. Dem så mange metal-bands higer efter at kopiere.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Depeche Mode indtog Parken med rutineret selvfølgelighed og indhyllede os i deres charmerende mørke.