Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
Scaler brød ud af en noget stenet og sløv opstart på festivalen, og lagde endnu en solid trædesten i retning af det, som Roadburn Festival bevæger sig hen imod: det elektroniske univers.
Det er et punket og gotisk rave i en fabrikshal med en stor, kold og trist rumklang, og halvdelen af gæsterne er vampyrer. Og du ser det hele på et vhs-bånd, som er besat af dæmoner.
Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
Det kan klart anbefales at tage turen over Øresund og tilbringe en aften med at danse i den svenske undergrund – men husk ørepropper.
Der er ikke meget glæde at komme efter i Sierras melankolske univers, til gengæld byder den franske kunstner på flere medrivende, neonfarvede kompositioner.
Tirsdag aftens mest interessante band var opvarmningen, mens Perturbator var mere veloplagt, end sidst vi så dem i København.
Det er altid godt nyt, når Perturbator er på plakaten – eller sådan var det i hvert fald engang. Men synthwave-kongen fra Frankrig evnede ikke at forny sig i containerhavnen på Roskilde og vi gik hjem lidt uforløste.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Aftenens koncert på Apollo handlede om så meget mere end blot lyd. Det var følelser. De helt ubehagelige. Dem vi ikke har lyst til at tale om. Dem så mange metal-bands higer efter at kopiere.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Depeche Mode indtog Parken med rutineret selvfølgelighed og indhyllede os i deres charmerende mørke.
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Det tyske electronicoreband fra Castrop-Rauxel væltede Amager Bio tidligere på året. Et stunt bandet matchede med en nærmest uimodståelig vanvidskoncert.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Boy Harsher fik med noget besvær startet en dansefest til dagens sidste koncert på den store scene, men da den først var i gang, gik det strygende.
Franske Sierra havde pokeransigt under det meste af sin koncert, mens hun kiggede ud over en kogende sal af danseglade roadburners. Mange andre måtte gå forgæves, da det franske multitalent lavede festivalens længste kø.
St. Digue ruller den store, sorte løber ud, når der inviteres til vampyrdisco. Og det gøres der naturligvis.
VNV Nation åbnede deres europatour med et brag en torsdag aften på Vestegnen.