Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lasher Fest 24: Hidtil ubesejret

Updated
_JD20542
_JD20832
_JD20274
_JD20269
_JD20218
_JD13592
_JD13053
_JD13323

John Cxnnor trak os ind i fremtiden og efterlod os sveddryppende, kraftesløse og tilbedende maskinen i komplet underkastelse.

Kunstner
Spillested
Dato
26-10-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Den korte version:
Vi har rost John Cxnnor før. Flere gange. Det gør vi igen.
Intet ville være mere fristende for den kritiske skribent end at prøve at finde det svage led i kæden. Det tynde sted i panseret. Ridserne i lakken. Vi prøver. Men det er pokkers svært.

Den lange:
Der begynder at tegne sig et billede af, at der, i hvert fald herhjemme, er John Cxnnor og alle de andre. Bevares, det er muligvis heller ikke fair at lave en direkte sammenligning mellem doomrave-duoen og størstedelen af de andre bands, vi til daglig beskæftiger os med, grundet det væsensforskellige udtryk, Sejersen-brødrene har i forhold til mere traditionelle metalbands, men alt andet lige er John Cxnnor lige nu det mest markante danske live-act ovre på mørkegangen, der gang på gang leverer live-optrædener, der for de tilstedeværende går over i historien.
Således også denne aften til bandets jyske debut i Aalborg.

At bandet var lørdagens store trækplaster var der ingen tvivl om. At de var det eneste orkester, der tilnærmelsesvis trak alle koncertgæster fra madboder, barer og hyggehjørner og spillemaskiner i forhallen og ind i kulden var også ganske tydeligt. Og aftenens optræden blev endnu én af dem, der kommer til at sidde der, bagerst i kraniet som et sødt og voldsomt minde, mange år ud i fremtiden. Der var ikke brug for, at koncerten lige skulle løbes i gang. At publikum lige skulle varmes op og alle skulle finde hinanden i helheden. Det var lige på. Det var hård, hamrende elektronik i et lydleje, hvor mennesket, tilhøreren, kun havde én mulighed: Underkastelse.

Hammeren falder igen og igen
Akkompagneret af duoens vanlige legekammerater, trioen Hiraki, var John Cxnnors optræden et unikum, som kun de selv kan matche. De to mørke majestæter bag styrepultene bagerst på scenen, hvorfra kun Rasmus Sejersen lejlighedsvis bevægede sig frem som indpisker mod et i forvejen kogende publikum, og de tre hirakikere som springende, væltende, pumpende, brølende vokal-primus motorer ude på og over scenekanten.

_JD13053.jpg

Læg dertil de supplerende optrædener af Meejahs Mai Soon Young Øvlisen og Sejersens gamle legekammerat fra The Psyke Project, Emblas Martin Nielskov, samt et fransk visit af Møls Kim Song Sternkopf, og du havde opskriften på en koncert, der blot blev ved og ved og ved med at give i et sindsoprivende tempo, hvor pusterummene og eftertænksomheden blev udraderet af pumpende beats, skærende diskant og en evig fremdrift mod det vildere, det højere og det maskinelt udraderende.

Musikalsk er John Cxnnor muligvis ikke for alle. Forsværger man elektronikken i musikken, kan duoen nok være en svær størrelse at kapere. Står du til gengæld midt i koncerten er det nok de færreste, der ikke let lader sig rive med. Nuvel, John Cxnnor er elektronisk, men det er samtidig et band med et udtryk, der deler den metalliske sjæl med selv den mest traditionsbundne heavy metal-fanatiker. Det er tungt. Det er mørkt. Det er aggressivt. Det går stærkt, og det gør ondt de helt rigtige steder. John Cxnnor er lyden for enden af den gråsorte regnbue, metallen er på vej over i det 21.århundrede. Det er lyden af en udvikling, vores elskede genre er nødt til at lade sig underkaste.

Bemærkelsesværdig er ligeledes duoens evne til at designe hver koncert efter lejligheden. Hvor John Cxnnors optræden på Copenhell var en strømlinet, massakrerende maskinel tour de force på Gehenna-scenen, hvor intet var overladt til tilfældighederne og alt skåret i stål, så syntes optrædenen denne aften i Aalborg lejlighedsvis at give et blik ind på menneskene bag. Der var plads til smil. Der var plads til en særdeles kort skål. Der var plads til et par mindre mikrofonudfald, slagsmål med kabler, til at vokalisterne bevægede sig ud blandt publikum og til et par malplacerede stagedives. Der var plads til spontaniteten, uden at det slog skår af den imponerende, støbte enhed, der er en John Cxnnor-koncert.

_JD20826.jpg

Sjældent oplever man en optræden, der på denne måde starter på så høje nagler, for derfra at buse sig frem og bygge sig op til det katarsis, som John Cxnnors to Hiraki-samarbejder, remixet 'Common Coma' og den mastodontiske 'Bunkers', udgjorde. En eminent, velkoordineret afslutning på en fænomenal koncert, der gav lige så meget som den tog. En maskine, der blev tilbedt af mennesket, der var vidne til den. En oplevelse af den nye tid.