Festen, der fes ud
Forventningerne var høje til Perturbator, Author & Punisher og Health. Desværre fik publikum og bands ikke rigtig fundet rytmen, og kun sidstnævnte lykkedes for alvor.
Indrømmet: Jeg havde sat snuden op efter denne aften i Pumpehuset, hvor tre eminente navne var sat på linje og dermed på papiret garanterede årets fest. Ikke mindst med tanke på den magtdemonstration, Perturbator gav os i Vega dengang før corona. For slet ikke at tale om den sublime collab med Johannes Persson fra Cult of Luna, som blev sat op på årets Roadburn Festival og sendte vores anmelder ud med 666 i øjnene. Og kan forventninger blive for høje? Ja, det kan de godt, viste det sig.
Iskold opvarmning ude af takt
Vi kom stormende ind i første nummer med Author & Punisher, hvilket gjorde koncertstarten lidt hæsblæsende. Det var dog ikke mange publikummer til den udsolgte koncert, der havde fundet vej til aftenens første navn. Koncertens første par numre var desværre skæmmet af en skidt lyd, der fik de massive maskinelle angreb, som Author & Punisher sætter ind mod lytteren, til at mudre sammen. Det eneste, der for alvor gik klart igennem, var den voldsomme subwoofer, der sendte alles næser i vibrationer. Lyden blev heldigvis bedre og Author & Punisher fik i resten af det knap 40 minutter lange set vist sin særegne evne til at kombinere det iskolde maskinelle trædeorgel fra helvede med det storladne og let svulstige.
Om vokalen minder mig mest om Deftones i gamle dage, eller om vi er mere ovre i en Devin Townsend’sk vibe fra Terria-dagene, fik jeg aldrig rigtig afgjort. Godt lød det, men der er grænser for hvor meget suppe, der kan koges på den høne, og settet blev en kende ensformigt undervejs. Desværre lykkedes det heller aldrig rigtig for bandet at komme i takt med publikum, om end de fik lukket koncerten med manér og således udfyldte en, for et opvarmningsband, meget vigtig funktion: at gejle publikum op til at ville have mere.
Efter Author & Punisher fik vi lejlighed til at samle tankerne, købe øl og lige se os lidt omkring. Synth/metalkoncerter som denne trækker et finurligt publikum – således var både weekendveste og knæklys repræsenteret og publikum i alle aldre havde fundet vej, herunder et par meget unge mennesker, der måtte gå slukørede fra barens forjættede land med uforrettet sag.
At svæve blidt gennem kaos og lande på fødderne
Publikum begyndte at komme ind lige så stille, og da Health gik på, var vi en del flere i salen. Ikke fyldt, men et helt hæderligt fremmøde. Health startede koncerten med festlig disco på anlægget, og aftenen igennem blev vi sendt igennem kaos-modulatorer for at ramme gulvet i stram 80’er-æstestik. Alt sammen akkompagneret af Jake Duszik’s blide, svævende og lyse vokal. Det føltes som en blid hånd på kinden kombineret med hårde los i maven.
Vokalen var en smule lav i starten, men det fik en ferm lydmand rettet op på i en fart, og vi havde virkelig god lyd resten af koncerten. Indpisker og bassist John Famiglietti havde en dobbeltrolle, som han fyldte godt ud. Ind imellem med bas, ind imellem uden, men altid med håret svingende i store cirkler og armene oppe. En lidt sær dans at lave til lige præcis denne her slags musik, som trods de opstillede instrumenter i høj grad var maskinel, hård og kold. Det er lyden af biler, der bliver knust. Lyden af verden, der ryddes til fordel for en intergalatisk motorvej. Lyden af Strunge og modløsheden, som man kun finder den i 1980’erne (om end onde tunger vil vide, at vi er på vej retur).
Når vi ikke kollektivt stod modløse tilbage skyldes det udelukkende Dusziks drømmende vokal, og den energi som Famiglietti havde med sig på scenen. Det overbeviste os til sidst om at Health er rigtige mennesker og at de vil os det godt. Et fremragende show ganske enkelt
Tårnhøje forventninger og en fest, der fes ud
Efter mindre ventetid end forventet var tiden så kommet til aftenens hovednavn. Perturbator, også kendt under det borgerlige navn James Kent. Manden, der gav en koncert extraordinaire på Roadburn Festival tidligere i år og ikke mindst viste, hvad synthwave kan og vil på Vega tilbage i marts 2019. Det er store sko at fylde, men på den anden side er hans egne sko, så vi var fulde af forventning. Og det startede heftigt. På blot et enkelt nummer havde Kent skruet op til 99% af maks. Og der blev han så. Det er der ikke noget galt i som sådan, men koncerten manglede dynamik, og det satte sig i publikum, måske lige bortset fra de allerførste rækker, der lod til at have en dansefest af en anden verden foran scenen. Det er bare ikke helt nok, når man spiller for et fyldt Pumpehus, og vi må nok erkende, at vi hurtigt fik en lidt flad fornemmelse.
Det føltes nærmest som om, han med vilje aflivede intensiteten i sit eget sæt, hvilket var både ærgerligt og afvendeligt. Alt det sagt, så er Perturbator en af de største på synthwavescenen lige nu, og blandingen med den hårde metal er godt tænkt såvel som eksekveret. Og skulle man være i tvivl om genren, så var det bare at skue op på det gigantiske pentagram på bagvæggen, der i overensstemmelse med genrens ophav, lyste op i dioder i forskellige mønstre og farver. Der var styr på visuals, ligesom Kent selv gav et virkelig gennemarbejdet sceneshow på trods af sin noget statiske position bag tårnet af keyboards. Og jeg forstår ikke, hvorfor det ikke rigtig lykkedes for ham i aften. Vi ved, han kan. Vi har set det før. Flere gange. 
Men denne aften var Kent og publikum ikke rigtig i sync, og det blev en lidt uforudsigelig koncert med enkelte højdespringere og dertilhørende jubelbrøl, og en hel del af de der numre, hvor publikum mistede koncentrationen og hellere ville tale om deres igangværende projekt på jobbet. Det er måske ikke Kents skyld, men det er symptomatisk for en koncert, der ikke fik fat i ret mange andre end de forreste, og hvor mere end bare de få, grå stille og rolig sivede ud længe før sættet var bragt til ende. Det var en fest, der aldrig blev, og vi gik uforløste hjem – helt uden de ømme dansefødder og det lette hoved, vi havde sat snuden op efter.
Author & Punisher: 3/5
Health: 5/5
Perturbator: 3/5