Middelalderligt men bestemt ikke middelmådigt stål
Medieval Steel overraskede positivt med en veloplagt og lettere intim koncert på årets Metal Magic.
Metal Magic Festival er altid garant for mærkelige og spøjse bookinger, som umiddelbart ser lettere hasarderede ud, men som ofte viser sig at være mere end almindeligt vellykkede. Det skete heldigvis også flere gange på årets festival, heriblandt med det gamle amerikanske band Medieval Steel.
Medieval Steel kan dårligt prale af et glorværdigt bagkatalog. Bandet blev dannet i 1982 og nåede inden de i første omgang blev opløst i 1992 kun at udgive én enkelt ep opkaldt efter bandet. Efter en gendannelse i 2012 er det blevet til et enkelt album, og endnu et udkommer om et par måneder. Medieval Steel må i den forbindelse betegnes som et rigtigt kultband inden for amerikansk metal.
Tilbage fra bandets begyndelse er kun forsanger Bobby Franklin, og det er uden tvivl hans band. Det er ham der fylder scenen og giver bandet en relevans her så mange år efter debuten. Ifølge leksikale optegnelser skal trommeslageren Chris Cook, som har været i bandet siden 1986 også fortsat være med, men i Fredericia havde de en ung knægt, som de kun havde haft med i en uge. Samtidig skulle der også være to guitarister med i bandet, men i Fredericia var der kun Jeff Miller på guitar.
Stilen er traditionel amerikansk metal, idet der dog allerede på debut-ep’en spores tegn på en amerikansk power metal-stil, som efterfølgende viste sig hos eksempelvis Crimson Glory. Det viser sig særligt i Franklins vokal, der med sin højt pitchede stil giver mindelser om de sangere, der efterfølgende skulle udvikle og definere den amerikanske power-stil. I 2019 er Franklins vokal heldigvis forsat på det nærmeste intakt, selv om han på Metal Magic Festival mere lød som en amerikansk udgave af Saxons Biff Byford.
Bandet spillede naturligvis de gamle sange, hvor ’Eyes of Fire’ og sangen med bandets eget navn ’Medieval Steel’ stod ganske stærke. Det intime i koncerten bestod ikke mindst af Franklins og guitarist Jeff Millers godmodige kommunikation med publikum, men også med det lidt underlige i, at Franklin havde sin kone med på scenen. Hun indgik som sådan ikke i bandets optræden, men sørgede for, at der blev taget behørige fotos af publikum, ligesom hun fik sørget for drinks til manden og ved lejlighed fik tørret sveden af hans ansigt. Da der gik kuk i Franklins in-ear monitor, måtte fruen også træde behjælpeligt til. Det var lidt mærkeligt, men det tog heldigvis ikke voldsomt fokus fra, at såvel Franklin som resten af bandet var tændte, velsyngende og velspillende og fik givet publikum en overraskende god koncert.
Det kan undre, at bandet aldrig rigtig fik større succes med at udgave materiale og nu så mange år efter som (måske) lidt et hyggeprojekt for Franklin pludseligt er blevet et pladeudgivende band.
Medieval Steel sluttede koncerten med signatursangen af samme navn, og det var måske lidt optimistisk af Franklin, at han fra starten mente, at publikum alene kunne synge omkvædet på denne mere end 30 år gamle sang. Men det gik nu helt godt, og bandet kunne forlade scenen til akkompagnement af publikums taktfaste råb og klapsalver.
Medieval Steel var en glædelig overraskelse og endnu en bekræftelse på, at det netop er sådanne overraskelser, som Metal Magic Festival er garant for år efter år. Hvor kan man ellers i rigsfællesskabet få oplevet sådanne bands, som man enten havde glemt eller aldrig havde kendt til eksistensen af?