Gammel syrerocker overraskede positivt
Populær
Trods lave forventninger og angst for hvad koncerten ville bringe, indfandt Devilutions udsendte sig til koncert med syrerocklegenden Roky Erickson. De lave forventninger blev dog i den grad gjort til skamme, da den psykedeliske magi blev genskabt på Loppen.
Det var med bange anelser, at man gik ind til onsdagens koncert med syrerocklegenden Roky Erickson og hans band The Hounds of Baskerville. Bange anelser fordi den seneste koncert på dansk grund, i Vega i 2010, var en veritabel katastrofe, hvor hovedpersonen i bedste fald var fraværende og sang som en tvivlsom version af Flemming ”Bamse” Jørgensen, og hvor backingbandet (hvis navn jeg lykkeligvis har glemt) absolut ikke gjorde noget for at løfte den labile frontmand – endsige holde koncerten på nogenlunde rette spor.
Dén koncert blev så meget mere trist af, at Roky et par år forinden havde leveret en virkelig god koncert på Roskilde i 2007, hvor det rutinerede backingband The Explosives sørgede for sikkerhed i leveringen og for at sikre, at Erickson var mentalt til stede. Ved koncerten i Vega var det mest af alt bare sørgeligt at se, og det blev ekstra sørgeligt af, at man jo for pokker holder med Roky på samme måde som folk holder med sportshold og filmhelte og tegneseriehelte og alt muligt andet, ligesom det heller ikke blev mindre sørgeligt af, at manden er en af sin generations bedste sangskrivere, og at hans sange har betyder og betyder så meget for én personligt.
Måske var den pauvre indsats i Vega medvirkende til, at koncerten var blevet flyttet til Loppen fra den oprindeligt planlagte placering i Den Grå Hal pga. svigtende billetsalg. Svigtende salg til en legende som Roky Erickson burde være en skandale, men i dette tilfælde forstod man det nu godt.
Men selvom forventningerne således var lave, og jeg egentlig var klar til helt at droppe koncerten for ikke at få ødelagt mit billede af en af mine største personlige favoritter, så kunne jeg heldigvis ikke helt holde mig væk. Det var i den grad en positiv overraskelse.
Roky og den hårde rock
Ved første øjekast kan det virke lidt mærkeligt, at Devilution beskæftiger sig med Roky Erickson, der som bekendt ofte placeres i syrerockregi. Men alligevel er det ikke så mærkeligt, for selvom Roky ikke har så meget med den hårde rock at gøre, så har den hårde rock alligevel en del med Roky at gøre.
Entombeds cover af Erickson-klassikeren ’Night of the Vampire’ er det mest kendte eksempel, men også et band som Ulver har lavet et cover af 13th Floor Elevators (det banebrydende syrerockband, som Erickson var forsanger i i 1960’erne), mens et band som Witchcraft nok ville have lydt end del anderledes uden Ericksons ikke ubetydelige indflydelse, ligesom den nyere bølge af 70’er-doom skylder Erickson en hel del. Og så må man ikke glemme, at det første soloalbum, ’Roky Erickson and The Aliens’ lige så godt kunne være en hard rock-klassiker, som det kunne være en syrerockklassiker, og burde appellere til folk med hang til den tunge 70’er-rock.
Ericksons tekster, med deres uophørlige fokus på horror- og B-films-troper, zombier, ufoer, varulve, vampyrer, dæmoner og Satan har også sat deres aftryk i metallens verden, og en sang som ’Stand for the Fire Demon’ er lige så satanisk som sortmetal.
Af samme grund er det alligevel ikke så mærkeligt, at Devilutions udsendte var på plads sammen med ca. 250-300 andre sorte sjæle, der bl.a. talte notabiliteter som Lorenzo Woodrose (Baby Woodrose, Spids Nøgenhat, Dragontears).
Atmosfære og tyngde
Fra starten med ’Cold Night for Alligators’ var det tydeligt, at dette ville blive en helt anden og bedre koncert end sidst. Først og fremmest fordi Roky var på og tilstedeværende på en helt anden måde, men især fordi hans vokal (på trods af en forkølelse) var langt stærkere end længe - både hans sang og det klassiske skrig. Og så var der også backingbandet til forskel – The Hounds of Baskerville (med bl.a. Rokys søn, Jegar Erickson, på backingvokal og percussion) var ganske enkelt et godt match, og især leadguitaristen imponerede med nogle velplacerede soli, mens den kvindelige keyboardspiller og backingvokalist tilføjede noget af den atmosfære og de lysergiske, psykedeliske elementer, som er styrken ved meget af Ericksons materiale, men som ikke altid er i forgrunden live.
Dette viste sig især i sange som ’The Interpreter’, ’White Faces’, ’Stand for the Fire Demon’ og gamle The 13th Elevators-klassikere som ’Roller Coaster’ og ’Levitation’, der alle fik et godt skud atmosfære (i nogle tilfælde i lettere omarrangerede versioner), mens andre sange som, ’John Lawman’ og ’Night of the Vampire’ blev tilføjet en klædelig tyngde, og oven i købet var ballader som ’Goodbye Sweet Dreams’ og ’Splash 1’ smukke og regulært rørende.
Læg dertil, at The Hounds of Baskerville var gode, når Roky fik et af sine små udfald, og at disse udfald var relativt få og små, og at der var en varm og tæt atmosfære på Loppen – så tror jeg faktisk ikke, at man kan få en bedre Roky Erickson-koncert på dette tidspunkt i mandens karriere.
Da vi ramte ekstranumrene virkede Rokys vokal slidt op, og han fik ikke sunget meget med på ’You’re Gonna Miss Me’. Alligevel var det med et stort smil på læben, at man gik fra Loppen – troen på Roky er i hvert fald intakt, og dette var nok den bedste af de tre koncerter, jeg har set med Erickson.