Paganizer viser råstyrke med 'The Tower of the Morbid', selvom bandet stadig ikke selv har blandet krydderierne til serveringen og låner uhæmmet fra de bands, der har opbygget den klassiske svenske dødsmetal.

Bombus er på 'Vulture Culture' de svedige, fedtede rockere, som iklæder sig det stiveste puds til et elegant galla og holder skuespillet, indtil alkoholen alligevel får lokket den indre djævel frem.

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.

Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.

Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.

Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.

Der er lidt til den brede smag i denne uge, hvor Airbourne allerede er udsolgt, men man kan også gå mere ekstremt til sagen og søge mod grind eller ond og dystopisk black metal, hvis ikke det skal være prog eller core. Eller bare lidt af det hele.

Med undtagelse af en brandalarm uden ild forløb også lørdagen på Copenhagen Metal Fest planmæssigt, og den unge festival kom således stilsikkert i mål og kunne endda allerede hinte, at en Version To skulle være sikker.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.

Uge 30 er for alvor post-festival-blues-uge, og der er bare ikke meget trøst at hente. Men lidt metal, punk og rock er der da. Find ud af, hvad og hvor her.

Når man ikke selv kan indfinde sig på Roskilde Festival, så er det jo godt, at der er Devilution-kolleger, som kan, og som ovenikøbet har taget notesblokken og den skarpe blyant med. Villumsen roser kollegernes ordstrøm fra festivalen i denne top 5.

På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.

Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.

Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.

Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.

En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.

Med kun Pandæmonium-scenen åben er opvarmningsdagen perfekt til at få udvidet sin musikalske horisont og nå hele programmet. Det byder på rock i både alternativt poppet, tung, mørk og overskægget form. Til dessert er der: dødsmetal.

Casper Villumsen og Steffen Nørregaard Rasmussen diskuterer opvarmningsdagen. Den ene skribent overvejer kun at tage med, selvom han faktisk har flere favoritter i programmet end den anden skribent, som selvfølgelig tager hele festivalen, herunder onsdagen.