Flimmer for de indviede

Populær
Flimmer for de indviede
Primus' mærkværdigheder på DVD'en "Blame It on the Fish" giver faktisk god mening - for de indviede fans. I 2003 blev Primus gendannet i den originale konstellation med Tim Alexander tilbage på trommer, og indspillede et håndfuld nye sange til musikvideo-kompilationen ”Animals Should Not Try to Act Like People”.

Året efter udkom en live-dvd optaget under denne tour, og nu kommer så dvd’en ”Blame I ton the Fish” med undertitlen ”An Abstract Look at the 2003 Primus Tour de Fromage”. Og abstrakt, ja, det kan man roligt kalde denne godt én time lange dokumentarfilm af Matthew J. Powers.

Undertegnede havde ellers fået nok af abstraktheder efter at have siddet igennem Slipknots lignende forsøg på at lave en anderledes dokumentarfilm. Heldigvis passer ”abstrakt” og ”psykedelisk” bedre på Primus’ krøllede univers end på Slipknots rasende metalliske.


100-årig gubbe

Hovedattraktionen på dvd’en er altså dokumentaren. En film man dog nok vil få meget lidt ud af, hvis man ikke kender til Primus i forvejen, idet mange af scenerne foregår i ”experimental mode”, hvor Powers filmer en landevej med et psykedelisk filter foran linsen, og Primus’ musik spilles i baggrunden.

Men det fungerer som sagt ganske godt, og det er ligeså interessant at høre, hvordan Les Claypool skrev ”Over the Electric Grapevine” inspireret af et LSD-trip, ham og en ven var på, kort forinden.

Herudover er der sammensat materiale fra en stor del af koncerterne fra genforeningstouren (som desværre ikke nåede udenfor USA’s grænser), mens der også vises uddrag fra fotosessions og radiointerviews.

Specielt til DVD’en har man produceret et interview med Les Claypool, hvor han har fået make up på, så han ligner en 100-årig (bill.). Dette er også resulteret i den ”retrospekte” featurette ”Primus 2065”, der er anbragt som bonusmateriale på dvd’en. En aldrende Claypool ser her tilbage på karrieren, og fortæller – meget engageret og interessant – om sin musikalske gøren og laden.


Fiktivt hippieband

Udover featuretten, får man også en times ekstra film, ”Fish On”, som primært fokuserer på liveoptagelser, og bringer komplette udgaver af sangene - i modsætning til versionerne i hoveddokumentaren.

Som skrevet, så skal man være fan af Primus, for at denne dvd vil give nogen som helst mening, men er man det, så er der til gengæld meget at komme efter, alt i mens det ser sort ud mht. en kommende Europaturné…!

Bandet har lige færdiggjort dets veltitulerede The Beat a Dead Horse Tour 2006 i USA, og Les Claypool lægger i øjeblikket sidste hånd på en Spinal Tap-agtig film om det fiktive hippieband Electric Apricot, som han selv har skrevet og instrueret.

Kunstner
Titel
Blame It on the Fish
Distributør
Genre
Karakter
3