CPH:DOX - Jimi Hendrix: Hear My Train A Comin'
Populær
Hendrix' magiske musik løfter dokumentarfilmen 'Hear My Train a Comin'', som hans familie har produceret, hvilket desværre har resulteret i et ensidigt og meget positivt portræt, der undviger de dødlige omkostninger, arbejdspresset havde på den legendariske guitarist.
"Jeg mistede muligvis en god ven, men verden mistede et geni", siger lydteknikeren Eddie Kramer om Jimi Hendrix i den sidste scene i dokumentarfilmen 'Jimi Hendrix: Hear My Train a Comin''.
Eddie Kramer sad bag mixerpulten på de tre mesterværker, guitaristen nåede at udsende, inden han i en alder af kun 27 år blev kvalt i sit eget opkast 18. september 1970.
Det var også Eddie Kramer som optog legendens optræden på Miami Pop Festivalen 18. maj 1968, hvor Hendrix første gang optrådte live med netop 'Hear My Train a Comin''.
Optagelserne er aldrig før udsendt officielt. Nu udsendes de på CD 5. november, sammen dag som dokumentarfilmen - der viser hidtil usete klip fra koncerten - bliver vist på den amerikanske tv-station PBS.
The Hendrix Estate – hans efterladte – er notoriske kendte for at være yderst sparsomme med at give tilladelser til brugen af Hendrix' arv. Det gode ved denne film er naturligvis så, at når de selv producerer, er dokumentaren fuld af forrygende liveoptagelser og interviews fra Hendrix' korte karriere.
Vi følger ham fra fødselen i Seattle i 1942 over hans indskrivning i hæren, hvor han brækkede anklen og i stedet gik efter karrieren som musiker og endte i London, hvor han dannede The Jimi Hendrix Experience.
I London opdagede The Animals bassist Chas Chandler Hendrix på en natklub og førte ham som hans manager til berømmelse. Chandler døde i 1996 – men det undlader filmen at informere om. Sådan medvirker flere afdøde personer med anekdoter om stjernen. Martin Scorsese gjorde det samme i sit portræt af Bob Dylan i 'No Direction Home'. Det skal åbenbart så vidt muligt skjules, når man bruger arkivoptagelser i den her type musikportrætter. Givetvis fordi gamle klip har været benyttet før, og det ikke ser så smart ud med genbrug – trods optagelsernes ringe kvalitet egentligt gør det åbenlyst.
Der skal ikke herske tvivl om, at Hendrix var – som Kramer korrekt siger – et geni. Desværre maler filmen et stort ensidigt og positivt portræt af geniet Hendrix. Meget af handlingen fortælles gennem tre af hans veninder/elskerinder. De karakteriserer hans liv ud fra tre ting: Han var altid i strålende humør og smilede konstant, havde næsten altid sin guitar flittigt i hånden og lagde damerne ned på stribe.
Vi får bare aldrig bagsiden af medaljen serveret, som flere andre biografier og film har dokumenteret. Hendrix skabte sin uvurderlige arv på pladerne og gav alle de berømte festivalkoncerter på alt fra Monterey Pop til Woodstock på under fire år. Presset sled ham op og han druknede det hårde arbejde i et misbrug af piller og alkohol. Det misbrug, som ifølge flere kilder ofte gjorde ham til et dumt svin og i sidste ende kostede ham livet.
Hele den side af Hendrix er - forståeligt nok set i lyset af producenten – skåret væk her i familiens dokumentarfilm, der gennem dens to timer desværre kommer med alt for mange lyserøde beretninger, der forbliver uinteressant, såvel som de er ukritiske.
Højdepunkterne kommer i stedet gennem musikken, og når Eddie Kramer tager os ind i studiet og finder de gamle optagelser frem. Vi hører først hver især de tre guitarspor til genistregen 'Little Wing' og oplever magien, når de mixes sammen til det færdige nummer. Det er sådan små mirakler blev skabt i 1960'erne, men de momenter er der alt for langt imellem i det her overfladiske portræt, der mere har præg af, at være et udspekuleret reklamespot for Miami Pop Festival-udgivelsen.
Filmen vises under CPH:DOX i Københavnske biografer 8.12.15. og 17. november