Sex, stoffer og selvforherligelse

Motley-Crue-The-Dirt-netflix-lg-banner-ghostcultmag

Verden får aldrig et heavyrockband af Mötley Crües kaliber at se igen. Og godt det samme: Filmatiseringen af historien om dem ender med at vise, hvor ligegyldigt hele eventyret var.

Titel
The Dirt
Label
Genre
Karakter
2

Musikken er altid kommet i anden række, når det handler om Mötley Crüe. Hvis overhovedet den er kommet så langt frem. Bevares, det kan godt være, at der er nogen, der i en solid kæffert kan brøle brudstykker af ‘Shout at the Devil’, ‘Kickstart My Heart’ eller ‘Girls, Girls, Girls’, men så er det stort set også dét. Og når de overhovedet kan det, er det på grund af alt det, der har fyldt så meget mere i Mötley Crües univers: damerne, de dyre såvel som de billige. Det store hår og den minituøse påklædning. Sprutten og stofferne. Balladen, al balladen. Død og ødelæggelse og genopstandelse.

Derfor har Mötley Crüe altid været fascinerende at følge på afstand. Som fænomen. Og skamfuldt, men alligevel nyfigent. Altid gode for en skandale, altid tåkrummende dårlige til at håndtere det. Eller mesterlige, hvis man er af den opfattelse, at al omtale er god omtale, som Mötley Crüe tydeligvis har været. Ikke alene too fast for love, men også for meget fart på til om- eller eftertanke.

Bortset fra at det var præcis det, biografien ‘The Dirt’ bød på, da den udkom i 2001 med pennen ført forbilledligt af Neil Strauss. Her fik man deres egen version af, hvorfor medlemmerne havde opført sig, som de havde op gennem 80’erne og 90’erne. Og man fik alle anekdoterne om, hvor langt ude de havde været. Det var en bog, man læste med lige dele bestyrtelse og benovelse: Rygterne talte ikke bare sandt, de var kun en brøkdel af sandheden.

Den glatte fortællekurve
Selvfølgelig måtte det munde ud i en film på et tidspunkt. De forsøg på dokumentarfilm, der er lavet om bandet igennem tiden, har alle lidt under, at medlemmerne konstant er for overstadige, for berusede, for selvhøjtidelige eller slet og ret for dumme, til at man har kunnet få noget brugbart ud af dem. Bogen ‘The Dirt’ samlede det hele til et sammenhængende forløb med en smukt formet fortællekurve: En flok udskud, der rejser sig ud af ingenting, får gigantisk succes, sætter det hele over styr, synker til bunds og rejser sig igen. Selvfølgelig skulle der blive en film ud af det, ikke mindst nu, hvor Mötley Crüe formelt er stoppet som aktivt band og har sat punktum.

Derfor har ‘The Dirt’ været længe ventet. Ti år for at være præcis: Det blev oprindeligt annonceret, at den skulle laves som MTV-produktion med premiere i 2009, men som Mötley Crüe skiftede MTV også fokus væk fra musikken og droppede idéen. ‘Jackass’-instruktøren Jeff Tremaine er siden blevet hevet ombord for at sikre, at det hele bliver holdt så drengerøvsagtigt, som bandets image var i storhedstiden; Netflix er gået med for at sikre, at filmen kan gå uden om usikker biografdistribution og ramme det nyfigne publikum bag de nedrullede gardiner. 

Der er bare det i det, at den fortællekurve, der gør historien så oplagt at filmatisere, ender med at gøre filmen så forudsigelig. Vi kender historien om Mötley Crüe, vi ved, hvad der vil ske, og det er nu engang sådan, det må være, men filmen gør på intet tidspunkt noget forsøg på at vige uden om de oplagte klichéer. David Lee Roth er en groovy guru, og Ozzy Osbourne er en gakket galning, når de dukker op i fortællingen, og lige så endimensionel er skildringen af medlemmerne af Mötley Crüe: Tommy Lee og Vince Neil er young, dumb, and full of cum, Mick Mars og Nikki Sixx er mørke, mystiske og martrede. I bogen skilte Nikki Sixx sig ud som den – relativt – mest reflekterede i bandet; i filmen betyder det, at han bliver den bærende fortæller, uden at man egentlig aner nogen dybere refleksion bag hans voiceover.

Som de vil huskes
For først som sidst vil ‘The Dirt’ fortælle om en flok fyre, der med musikken som alibi knalder en masse damer, smadrer en masse inventar og sniffer, drikker og skyder op i ét væk undervejs. Det er i bund og grund ikke vanvittigt sindsoprivende. Deres levevis bringer dem i uføre, men de betaler for deres ugerninger og bliver tilgivet: Vince Neil kører galt og er skyld i Hanoi Rocks-trommeslageren Razzles død, men så dør hans egen datter, og han er ked af det på en bar, så alle bliver venner igen. Nikki Sixx prøver at forråde sin troløse mor i en af den nyere filmhistories mindst troværdige dialoger, men så besøger han sin fars gravsted og slutter fred med sine dæmoner. Mick Mars har bare ondt altid; Tommy Lee giver sin forlovede én på kassen, efter hun har ægget ham så meget til det, at man godt kan forstå, at han knækker, og så er vi ellers ude over de historier om hustruvold, der har floreret om ham gennem tiden, for det er jo bare i bund og grund elskeligt goofy Tommy Lee med den konstant snurrende trommestik.

Dét er grundlæggende problemet med ‘The Dirt’: Den postulerer at lufte alt det beskidte vasketøj, men med Nikki Sixx, Tommy Lee, Vince Neil og Mick Mars som executive producers er det fuldstændig på deres præmisser, det foregår. ‘The Dirt’ kommer til at stå som Mötley Crües eftermæle: Det var sådan, de var. Det er i hvert fald sådan, de for alt i verden vil huskes. Filmen stopper der, hvor de bliver genforenet med Vince Neil i slutningen af 90’erne, og en tekst proklamerer, at de fortsatte i 20 år endnu, indtil de spillede deres sidste koncert i 2015. Fornuftigt nok er der intet med om, hvor stadig mere jammerligt det hele blev i de 20 år. 

Hvis man virkelig ville tegne en klassisk fortællekurve, kunne man have gået fra den purunge Vince Neil, som ikke efterlod en trusse tør, til den grufuldt opsvulmede og hæst kvækkende rædsel, der stavrede rundt på scenen på bandets afskedsturné. Man kunne have vist Tommy Lee, der forsøgte at genopfinde sig selv som rap-metaller, som DJ, som hvad som helst andet end den udryddelsestruede 80’er-glam metal-dinosaur, der var hans uundgåelige endeligt. Men så ville det ikke blive med Mötley Crüe som producere.

Med ‘The Dirt’ har de bygget sig en smagløs og intetsigende mall af et mausolæum. Men i det mindste har de erkendt én ting: at musikken er det mindst interessante i hele den historie.