Lyden af volden, billedet af smerten

nasum-e1602002971557
news_2020-10-06_Nasum-735x1024

Nasum er ikke mere. Men dokumentarfilmen om bandets afsluttende koncert og farvel til den afdøde frontmand Mieszko Talarczyk er et glimrende værk, der sætter sine spor i seerens bevidsthed.

Kunstner
Titel
Blasting Shit to Bits – The Final Show
Dato
18-12-2020
Forfatter
Karakter
4

Selv med det udgangspunkt at alle dødsfald er ulykkelige hændelser, er der alligevel få i metalhistorien, der synes så tragiske som Mieszko Talarczyks død under tsunamien i Thailand i 2004. Den 30-årige frontmand var drivkraften i svenske Nasum, hvis variant af grindcoren allerede havde cementeret deres navn som et af de helt tunge i genren. Han havde også gjort bandet til et af Sveriges mest respekterede metalnavne omkring årtusindskiftet og syntes på nippet til at slå et hul for en af metallens mest ekstreme nichegenrer ind til den brede lytterskare, for hvem grindcore indtil nu havde været for grimt, dumt eller vildt. Stilskabende? Ja, det er ikke helt forkert.

Talarczyks bortgang efterlod et band, der ikke så anden udvej end at lægge Nasum i graven. Ingen farvel-tour, intet sidste stort album, ingen interne stridigheder, der allerede havde revet bandet i stykker. Blot en følelse af afmagt og et tab så dybt og smerteligt, at ingen af de tre tilbageværende medlemmer, Urban Skytt, Anders Jakobson og Jon Lindqvist, så nogen mulighed for at videreføre Nasum uden hjernen bag det. Talarczyks død var enden på Nasum. Og begyndelsen på en proces, der slutteligt mundede ud i 'Blasting Shit to Bits'.

Otte år efter den tragiske dag i december og på 20-året for bandets dannelse samlede Jakobson bandet igen til en enkelt turné for at sige farvel. Et band, hvor Lindqvist og Rotten Sound-forsanger Keijo Niinimaa overtog Talarczyks funktioner, mens tidligere bassist Jesper Liveröd trådte ind i bandet igen. Det farvel og den efterfølgende følelsesmæssige forløsning nåede sit klimaks en december-aften i Stockholm, hvor det endegyldigt afsluttende show i historien om Nasum fandt sted. Et show, som er basis for nærværende dokumentarfilm, som danske Michael Panduro står bag, hvilket vi interviewede ham om tidligere på året.

Smerten i kunsten
Filmen består af den komplette afsluttende koncert, brudt op af jævnlige interviews med de fire tilbageværende Nasum-medlemmer samt Niinimaa. Selve live-delen bærer præg af en rå og voldsom kameraføring, der ikke er for finpudset og overproduceret, men i stedet underbygger den kaotiske stemning og brutalitet, Nasums musik står for, og komplimenterer den uden på noget tidspunkt at blive rodet og irriterende. Lyden er glimrende, og generelt er det en koncertoptagelse af høj kvalitet, hvor 'Bullshit' er et tidligt højdepunkt, 'Particles' og den tunge og emotionelle 'The Final Sleep' er to små klimakser undervejs, inden 'Inhale/Exhale' sætter et mindeværdigt punktum inden ekstranumrene i det 33 skæringer lange sæt.

'Blasting Shit to Bits' er en tour de force gennem Nasums bagkatalog og giver et fremragende musikalsk billede på, hvorfor Nasum var så vigtigt et band. De evnede at få det grimme og primitive i grindcoren til at blive komplekst, musikalsk interessant, ja, næsten ophøjet. Og dét i et tempo og med et raseri få bands kan gøre dem efter.

Interview-delen af filmen er dog stadig, hvor den rejser sig over den almindelige koncertfilm. Her får man smerten, afsavnet og frustrationerne ind under huden. Selvom interviewene er foretaget tre år efter koncerten, mærker man omgående, hvor dybe sårene er hos de efterladte. Selv om Jakobson og Liveröd synes afklarede og reflekterende, sidder indtrykket af deres fortællinger om Nasum efter Talarczyks død i én, længe efter filmen er slut. Og man skal være en helt speciel slags kyniker for ikke at finde det hjerteskærende, når Jon Lindqvist med grødet og grådkvalt stemme, 14 år efter Talarczyks død, fortæller om, hvordan han hverken er afklaret eller forløst, hvordan hans liv er blevet vendt fuldstændig på hovedet, og at han blot savner sin bedste ven og kammeratskabet i Nasum. Det gør ondt at se på.

Det samme gør backstage-optagelserne efter koncerten, hvor et fysisk og mentalt udkørt band kollapser efter en kraftpræstation, der har tappet dem for alt. Man fornemmer tydeligt, hvilken betydning denne koncert og tour har haft for bandet, hvor ramte de stadig er af tabet, og hvor tungt det for altid vil sidde i dem. Man ser Nasum som mennesker frem for musikere, og det tilføjer en ekstra dimension til filmen, som gør den mindeværdig.

Panduro holder sig heldigvis for god til at lade det hele eskalere i følelsesporno, og det samlede indtryk af 'Blasting Shit to Bits' er både et musikalsk testamente over Nasum samt et indblik i det savn og den smerte, tabet af en ven for livet kan føre med sig. Som koncertfilm er den god. Som helhed efterlader den et indtryk, der er svært at slette fra hukommelsen. På godt og ondt. 'Blasting Shit to Bits' er et værk, de fleste metalfans bør kunne få en oplevelse ud af, uanset éns udgangspunkt og kendskab til bandet.