Rådne lydlækkerier

Populær
Rådne lydlækkerier

Rotten Sound leverede en jordnær koncert på Beta, hvor solid trademark-lyd og et fint udvalg af sange sikrede oplevelsen og en munter aften, uagtet at spillestedet end ikke var halvt fyldt op.

Kunstner
Spillested
Dato
22-04-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Den mest almindelige koncertopbygning for en aften på det glimrende spillested Beta, lige ved Amager Bio, er en løsning med to bands. Ét kl. 22 og så næste levende billede kl. 23.00. Men fredag aften havde finske Rotten Sound taget to amerikanske opvarmningsbands med, hvilket betød, at Cult Leader gik på allerede 21.30. og Abigail Williams en tre kvarters tid efter.

Punktlig som en fast Beta-gænger og altså uden hensyntagen til, at det fremgik klart og tydeligt på diverse medier, at klokken 22.00 ikke var tidspunktet for denne aftens koncertstart, dukkede aftenens Devilution-skribent akkurat sent nok op til kun at nå den afsluttende akkord fra Cult Leader. Det var ikke nær nok til bare at bestemme genren, men bandets egen beskrivelse er den interessante betegnelse "progressiv crust".

Udgangspunktet var fint
Det var derimod væsentligt lettere at beskrive Abigail Williams. Det var black metal, men uden at gå i den grøft, der benytter ansigtsmaling eller den anden mere naturdyrkende stil med røgelse og deslige. De hætteklædte strengespillere havde udmærket lyd, godt med bas og et fint nuanceret, men ret simpelt guitarbillede, hvor vokalist og guitarist mest tog sig af de lysere, hidsige dele af guitarriffene, mens den anden guitarist havde større fokus på de tykkeste af guitarens strenge.

Abigail Williams havde mange gode idéer og stærke riff i musikken, som dog ikke flyttede sig meget fra udgangspunktet,, når der blev skiftet nummer. Stilen var således lagt, og selvom den som skrevet var historisk genkendelig, så var der heldigvis en grad af selvstændighed i musikken. Men det kreative krudt syntes mest brugt på det overordnede udtryk og i mindre grad på de enkelte numre, selvom et par temposkift undervejs var appetitlige og brød den begyndende monotoni. 

Beta var langt fra proppet denne aften, og det faktum spillede sikkert ind for amerikanerne, der trods en synlig glæde ved at spille virkede lidt indadvendte med fokus på egne gøremål scenen og mindre på at aktivere det relativt inaktive publikum.

Den lyd!
Det var straks bedre med publikumsdeltagelsen, da finnerne gik på. Rotten Sounds lyd var som taget ud af motivet fra en af de t-shirts, bandet havde til salg i merchboden nedenunder. Shirten forestiller den velkendte HM-2-pedal, som siges at være en stor del af lyden bag den klassiske Stockholm-dødsmetal, som den i 90'erne blev indspillet i Studio Sunlight. Alle pedalens knapper skruet op til max. Og på den mest vellydende måde, det kan tænkes: Lyd ind, råddenskab ud. Simpelt og smukt.

Bassens lyd var formidabel. Fyldig, smadret og altødelæggende. En vigtig del af Rotten Sounds herlige lyd denne aften. Heldigvis stod guitar og trommer ikke tilbage for stærke bidrag til den gode lyd. Vokalen derimod kom ikke så godt fra start. Det kunne lyde, som om vokalen blot kom "tørt" igennem PA-systemet i starten, som den ingenting fyldte i mixet, men det tog heldigvis ikke længe, før brølet fra frontmand Keijo Niinimaa matchede bandmedlemmernes lydkvalitet. Om det var opvarmning af stemmebåndet, der krævedes, eller blot lidt magi fra lydmanden, skal være usagt. Men allerede ved andet nummer kørte det derudad.

Rotten Sound er på tour i forbindelse med det nye album 'Abuse to Suffer', hvorfra flere numre blev luftet. På trods af showets lidt korte varighed for en headliner, kun 45 minutter, så gav det med bandets forkærlighed for de kortere numre stadig plads til masser af andre fine ting på sætlisten. Energiudladningen fra scenen var tilpas, og der var heldigvis også kommet godt gang i de forreste rækker på spillestedet. Ikke en koncert, der vil gå over i historien for sin vildskab, men præstationen fra band og et publikum, der ikke behøvede træde hinanden over tæerne for at få fodfæste, var mere end godkendt. Man følte sig inviteret med på scenen af bandet og de rå toner. Et band i øjenhøjde med et publikum, der som skribenten virkede mere end almindeligt fornøjede med showet, og hvor kun spilletiden lod til at være en lille anke i den efterfølgende snak om oplevelsen i Betas bar.