Larmende mørkemesse i Valby

Larmende mørkemesse i Valby
I Valby Hallen beviste Marilyn Manson, hvilken stor og energisk performer han er, men åbenbarede også svagheder i sit repertoirevalg. Forventningerne var høje, men blev de indfriet? De mere end 4.000 tilbedende disciple i Valby Hallen var ikke i tvivl - specielt ikke under den effektive og fejende flotte første halvdel af den kun én time og et kvarter korte koncert med et af vor tids største ikoner og symboler på et aldrig slumrende ungdomsoprør, den skæveste af alle eksistenser, Marilyn Manson.

Manson var lang tid om at gå på. Først skulle vi igennem et komisk supportsæt med afklædte Peaches, der skrålede og vrikkede sig igennem en times båndet musik. Dernæst gik der næsten en time, før Mansons scene stod klar. Og så begyndte højttalerne ellers at blæse et langt og rytmisk mere og mere skævt celloforspil ud - mens lyset stadig var på i salen. Kunne Peaches ikke få salen til at gynge, kunne dette noget særprægede intro. Da lyset i salen gik ud var luften tyk af røg og Satan-håndtegn.

Gyngende gåsehuds-entré

Ét lys fokuseret på et sted oppe under scenetaget, og Marilyn Manson tonede frem på sin trone oppe under loftet til en gåsehuds-entré af de helt store, og Valby Hallen var for et øjeblik omdannet til et Satan-tempel med mere end 4.000 tilbedende disciple. Publikums engagement var tæt på at tangere stemningen ved Iron Maidens tordnende triumftog, den 12. november samme sted, og Manson styrede kompetent og helt udflippet begivenhederne lige fra start. Publikums "massepsykotiske" adfærd blev sat i relief, da Manson tre numre inde i koncerten brølede "Copenhagen, let me see your middlefinger!" - og Satan-håndtegnene blev prompte og uden tøven erstattet af 4.000 gange to langefingre in the air.

Højenergisk lige fra starten, men der kom først rigtig kog på gryden, da Manson efter tre numre rullede sig ud med fire greatest hits. Først gik han lidt ned i tempo, men op i intensitet med "Great Big White World", og jublen syntes ikke at kunne blive større. Men det kunne den, da først "mOBSCENE"
rykkede - og der også var et par bandduller med meget lidt tøj og masser af hud til husarerne. Størst bifald fik efterfølgeren, "Tainted Love", leveret i en stram og benhård udgave, inden publikum blev overdænget af blodrødt konfetti i kilovis som optakt til dét nummer, som for alvor breakede Manson
for mainstream publikummet, "The Dope Show". Mainstream eller ej. Dét nummer er så intenst og fængende og tungt, at man ikke kan lade være med at blive suget ind i det.

Og så røg intensiteten i koncerten. Lidt op kom det dog under "The Golden Age of Grotesque", også takket være de to - nu endnu mere afklædte - bandduller, som atter entrede scenen og afledte opmærksomheden fra det faktum, at Manson musikalsk faktisk ikke havde ret meget mere at bidrage med.

De musikalske højdepunkter var overstået, og så blev der skruet op for lyden og tempoet, så sidste halvdel af sættet blev afviklet i en infernalsk larm med masser af form, men meget lidt indhold. Sceneshowet stjal billedet, og det, der skulle have været en kulmination, blev nærmest til en ørkenvandring. Den afklædte Peaches entrede scenen og gav sammen med Manson en ultrapunket udgave af "Disassociative" fra "Mechanical Animals", og man ønskede bare, at hun (Peaches!! – Red.) skulle skride og overlade begivenhederne til den store showmester.

I takt med, at numrene blev mere og mere ligegyldige, blev sceneshowet flottere og flottere og musikken højere og højere. Det var møghårdt og møglarmende og møghamrende flot. Men næsten for meget til sidst.

Højt gearet showmanship

Blev forventningerne indfriet? Hos publikum - ja. De spiste af Mansons hånd og havde en dejlig aften. Leverede Manson varen? Ja, som showmaster, der var hundrede procent på hele vejen igennem.

Men koncerten får ikke en skyhøj karakter af denne anmelder. Manson disponerede ikke sit sæt godt nok til, at koncerten musikalsk holdt hele vejen hjem. Og Valby-Hallens beton-inferno, der gav en skingrende, skærende lortelyd, specielt i sidste halvdel af koncerten, trækker som sædvanlig ned. Men Mansons indlevelse og højt gearede showmanship var direkte imponerende.
Manden har star-quality, men han skal til at passe på, for kompositorisk når hans musik ikke de højder, som hans performance fortjener.

Spillested
Dato
03-12-2016
Forfatter
Karakter
3