Masser af sjæl, men...

Populær
Masser af sjæl, men...
Den gamle Deep Purpe-bassist Glenn Hughes sang til den store guldmedalje i Amager Bio. Men sætlisten kunne sagtens have været mere rocket. "The Voice of Rock". Det er hans kælenavn og har været det i rigtig mange år, men burde egentlig snarere være "The Voice of Soul", for der er efterhånden snart ikke mere heavy rock tilbage i den gamle Deep Purple-bassist og -sanger Glenn Hughes.

Han blev vel overværet af et halvt tusinde forholdsvis glade fans i Amager Bio en lunken november-aften. Og lad det være sagt én gang for alle: Manden kan fanme synge de fleste andre rock- og soulsangere baglæns ud af enhver scene. Men efter denne anmelders smag er hans forkærlighed for soulet og funky heavy rock ved at tage fuldstændig overhånd. Det var okay fedt på albummet "Soul Mover", men er blevet for meget på efterfølgeren, det seneste "Music for The Devine", der i parantes bemærket er mandens bedst sælgende soloalbum til dato.


Mere soul, mindre hard rock

Glenn Hughes og band leverer rigtig meget sjæl, men desværre knap så meget melodi. Ja, slet ikke antydningen af den melodiske hard rock, som denne anmelder er så glad for - og som Glenn Hughes sammen med David Coverdale og de andre i Deep Purple Mrk. III jo nærmest var med til at genre-definere på især "Burn" og "Stormbringer" tilbage i omegnen af 1974.

Vi var en stor procentdel af de fremmødte, som var der for de gode gamle dages skyld. Og vi fik da også tre Deep Purple-numre: "Mistreated", "You Keep On Moving" og "Burn". Men
desværre med en mere rytmisk og soulfuld indfaldsvinkel, hvor højdepunkterne var Hughes' vokalmæssige fortolkning af numrene, som han fraserede sig så voldsomt igennem, at en sanger som eksempelvis Al Jarreau ville blive noget rød i pæren af misundelse.

Og ja, så dygtig en sanger er Glenn Hughes. Men hvorfor synger han så kun for en halvfuld Amager Bio? Det gør han blandt andet, fordi han aldrig har haft det helt store verdenshit. Og det gør han, fordi han er så musikalsk multi-skizofren, som han er.

Og lige nu peger skizofrenien så på soulet hard rock. Fint nok, men numrene er altså bare ikke stærke nok rent kompositorisk og må derfor overleve udelukkende på Hughes' sjæl, energi, indlevelse - og basspil. Og det basspil er altså heller ikke sådan at kimse ad. Når manden fraserer derudad og samtidig laver de 'onde', swingende basgange, så kan man ikke undgå at blive imponeret. Det var ren nydelse at opleve mandens sangpræstation i fortolkninger af Moody Blues' "Nights In White Satin" og Procul Harums "Whiter Shade of Pale".


Den fjerne fortid

Men der manglede altså noget for, at koncerten kunne ringe to-cifret på karakterskalaen: melodi og stærke kompositioner i klasse med førnævnte Purple-klassikere. Og numrene er der i Hughes' fantastisk fine bagkatalog. Var han dykket lidt ned i pladerne med Black Sabbaths Tony Iommi, med Gary Moore, John Norum og til dels også Dario Mollo, og var han lige taget et lille sving forbi skuffen med egne melodiske hard rocknumre, så ville den gamle her med garanti have været fuld af lidt flere lovord.

Og ja, undertegnede har det jo godt med rent musikalsk at leve i den fjerne fortid. Ærgerligt, at Glenn Hughes ikke også har det sådan.

Kunstner
Spillested
Dato
06-11-2012
Genre
Trackliste
Glenn Hughes spillede i Amager Bio:

The Valiant Denial
Orion
Land of the Livin' (Wonderland)
Monkey Man
Nights In White Satin
Black Light
Guitarsolo (Jeff Kollman)
Mistreated
In My Blood
Whiter Shade of Pale
Don't Let Me Bleed
You Keep On Moving
Ekstra:
Soul Mover
Burn
Forfatter
Karakter
3