Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mesterlig metal-weekend i Aalborg, del II

Updated
Mesterlig metal-weekend i Aalborg, del II
Og så blev det lørdag og tid til meget mere god metal... Scarve, lørdag
Et hårdtpumpet lineup fra Frankrig, der ligesom de lokale helte fra Mercenary benytter sig af dobbeltvokal, var lørdag eftermiddag ganske godt sat op til at give Skandinavien et los bagi af de bedre. Scarve spiller en tight thrash metal med klar inspiration fra bl.a. Meshuggah, Soilwork og SYL. Der er da også medlemmer fra Soilwork med i Scarve, så det hjælper jo også. Scarve var for første gang i Skandinavien, og efter publikums reaktioner at dømme, efterlod de et godt indtryk med et meget tætpakket lydbillede på Studenterhuset.

[8]


Mnemic, lørdag

Aalborgs lokale band med internationale ambitioner er så småt ved at træde ud af skyggen som Fear Factory og Meshuggah kloner. Deres seneste skive er et tydeligt bevis herpå, og det var da også sangene herfra der trak tænder ud på publikum, der skreg lystigt med på Michaels tekster. Mnemic har enten lokalkendskabet fuldstændig i orden eller også er deres lydmænd bare sublime, for bandet løber så afgjort med hele festivalens bedste lyd. Ingen mudrede trommer eller for lave guitarer. Det hele lød godt! Samtidig var publikum utroligt engagerede, så Mnemic kan rolig tage fra AMF 2004 velvidende, at de efterlod et meget positivt aftryk!

[10]


Zyklon, lørdag

De norske headlinere levede op til forventningerne. Samoth, Trym og co. leverede en teknisk velspillet omgang black metal med klar inspiration fra den mere seriøse side af den genre. Det her er garvede gutter der har skåret dem en niche hvori de fornemt viser vejen for mange andre. Zyklon pumpede åbningsnummeret ”Hammer Revelation” fra debutskiven ud samt ”Worm World” fra samme, mens åbningsnummeret ”Psyklon Aeon” fra den seneste skive også gav genlyd helt ned i de bagerste rækker. Også ”Two Thousand Years” og ”Trancendental War – Battle Between Gods” gav fuld valuta hos de fremmødte, og undertegnede måtte pænt bukke sig i støvet for de norske black/death metal konger. De formår at gøre det Dimmu Borgir skal bruge samples for at opnå, og det i en knivskarp og koldblodig udøven af de traditionelle instrumenter uden ret mange kunstige effekter fra en jukeboks. Den slags kræver respekt, og det fik de med Aalborg Metal Festivals bedste show!

[11]


Mercenary, lørdag

Aalborgs bedste band gennem 10 år fik æren af at lukke, da man kom i tidsnød med at sikre sig udenlandske navne. Så er det godt at have et bundloyalt lokalt band som Mercenary at trække på, og de stillede op til stor glæde for publikum. Mercenary kørte et set på omkring en time og valgte derfor klogt at promovere deres nye album ”11 Dreams”, hvorfor os der har hørt Mercenary siden 1993 naturligvis følte, vi gik glip af noget af det gamle stof ("Premature Burial", Kral? Hehe…). Mikkel og Kral var i topform på vokalsiden, mens resten af bandet virkede som fornem opbakning til de to frontfigurer. Mercenary leverede varen som bestilt, i sidste øjeblik, og lukkede således Aalborg Metal Festival 2004 ned med manér. Vi glæder os allerede til den 26. februar, når Mercenary returnerer til domicilet (hehe).

[9]

Tekst: Kong Kent og Morten Vejlstrup

Foto: Kong Kent (af Mercenary)

Kunstner
Titel
Zyklon
Karakter
5