Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallica: Live i lydhelvedet

Populær
Updated
Metallica: Live i lydhelvedet

Genial koncert med verdens dårligste lyd, konstanterer Mathias Nielsen - oppe fra de forreste rækker i Parken.

Kunstner
Spillested
Dato
26-05-2004
Genre
Trackliste
Blackened
Fuel
The Four Horsemen
Fade To Black
Frantic
Holier Than Thou
I Disappear
St. Anger
Sad But True
Creeping Death
Battery
-----------------------
Wherever I May Roam
Nothing Else Matters
Master Of Puppets
One
Enter Sandman
-----------------------
The Wait
Seek & Destroy
Karakter
4

Så var det endelig tid til at se, om man i det hele taget kunne opnå en bare tilnærmelsesvis værdig lyd under en koncert i Parken. Svaret er desværre: ”Nej!” Metallica havde taget både Slipknot og Lostprophets med som opvarmning. Alle bands led egentlig under det uudholdelige ekko på lyden, som Parken er garant for. Værst var Lostprophets’ lyd dog. Det er svært at sige, hvad den helt præcise årsag til ”lortelyden” er. Men en af faktorerne, som i hvert fald ikke hjælper til det bedre er, at man lader alle sæderne på den øverste del i enden af arenaen være ubesatte. Her får ekkoet jo et dejligt springbræt – i form af en masse plastiksæder – til at kaste sig tilbage i nakken på de mange stående tilskuere på plænen.

Bekæmp idioti med idioti?

Lostprophets går på som de første. Efter den udmærkede optræden (i forhold til deres niveau på plade) i Vega, tidligere på året, var forventningerne skruet en anelse i vejret. Det skulle senere vise sig at være en dårlig idé. Først og fremmest var lyden noget af det værste, undertegnede nogensinde har lagt ører til under en koncert. I det hele taget virkede det som om, ingen rigtigt gad høre på Lostprophets, lige meget hvor mange hits de så fyrede af.

Under koncerten blev scenen bombarderet med halvfulde ølkrus og andre skyts. Det hjalp heller ikke, at nogle idioter blandt publikum havde besluttet sig for at give fingeren til bandet mellem hver sang. Det kunne (den selvhøjtidelige?) bassist, Stuart Richardson, ikke se igennem fingre med, så han valgte at placere en snotklat lige i synet på et af fjolserne, der stod og gav ham fingeren. Så var han ligesom nede på samme tåbelige niveau, som ham havde snottet på… Det er ikke til at andet end dumpekarakter. Ikke noget at skrive hjem om, og en forestilling som både band og tilskuere vist gerne vil glemme hurtigst muligt.

Ni maskerede sataner sætter kog i den

Om muligt var en lille brøkdel blandt publikum kommet for at høre Slipknot frem for Metallica. Da bandet gik på scenen i deres sorte kedeldragter, gik folket i frontområdet foran scenen i hvert fald voldsomt amok. Med to slagtøjsfolk, som baldrer løs på kæmpe trommer i hver side af scenen, en "almindelig" trommeslager, en DJ, en sampler-mand, en bassist, to guitarister og en sanger er bandet dækket ganske godt ind, når man skal fylde en stor scene i Parken ud. Lyden var stadig ikke noget at råbe hurra for, dog bedre end ved Lostprophets (men det kræver vel også sit for en lydmand, at holde styr på ni musikere som spiller værd sit instrument?).

Med det nye sublime "Vol. 3: The Subliminal Verses" i bagagen, havde man en vis grund til at skrue forventningerne i vejret. Desværre blev der kun luftet et par stykker fra det nye album, "The Blister Exists", "Three Nil" og "Duality". Derimod virkede bandet ualmindeligt veloplagte, og det var i sig selv underholdende at (prøve på at) følge de ni maskerede mænd vælte rundt på den store scene, og ikke mindst se "klovnen", Shawn Crahan, slå på en metaltønde med et baseballbat (!). Der var rigeligt med sange fra debuten, blandt andre "Spit It Out", hvor publikum blev bedt om at sætte sig ned, indtil forsanger Corey gav beskeden "Jump The Fuck Up". Inferno i frontbåsen, hvor metalhoveder i alle aldre fik fyret nogle kalorier af under Slipknots en time lange sæt.

Efter sættet følte DJ, Sid Wilson, lige at han ville indhente lidt ekstra respekt fra publikum, så han entrerede lige scenen i en "Bevar Christiania"-shirt, så fik vi også den på plads!

Kunsten at kæmpe med lyden

Nu var forventningerne sat lidt ned, inden Metallica gik på, da det nu var understreget, at ingen af åbningsbandene kunne hamle op med Parkens såkaldte "akustik". Der blev - som forventet - åbnet med en af klassikerne med intro på, nemlig "Blackened". Inden da, havde man haft mulighed for at overvære en mørkelagt Parken - fyldt med tændte lightere - til introen "Ecstacy of Gold" akkompagneret af den tilhørende filmstrimmel fra "The Good, The Bad & The Ugly" fordelt udover de fire storskærme, der var installeret i aftenens anledning. STORT!

Der var ellers ikke det store at komme efter mht. scenen. Det var samme scene som den, der blev brugt på den europæiske indendørs-turné i december sidste år. Småskuffende, når nu vi alle havde håbet på en scene placeret centralt i Parken, omgivet af alle os Metallica-hungrende hoveder…

Det havde måske hjulpet på lyden også? Så heldige var vi ikke denne "sommeronsdag" i København. Udover mindre sådanne mindre skuffelser fik vi serveret den ene klassiker efter den anden. Kun afbrudt i midten af en noget malplaceret "I Disappear", og til sidst i showet Killing Joke-coveret, "The Wait", to sange, det vist kun var et mindretal i Parken den aften, der kunne nikke genkendende til?



James Hetfield var som altid – i sit nye ædru jeg – veloplagt og sprudlende af glæde over at se 40.000 danskere i øjnene, og man troede på ham i hvert eneste ord, han sagde til publikum denne aften. Da al lyden pludselig forsvandt totalt, et minut inde i "Wherever I May Roam", herskede der tvivl om, om det var en planlagt geek fra Metallica. Det blev hurtigt klart, at det var det bestemt ikke. Robert Trujillo og Lars så sig nødsagede til, at åbne deres eget tomands-cirkus i de knap ti minutter, det tog, at få rettet op på den tekniske fejl. Lars scorede blandt andet til 1-0 med et glas vand på Danmarks nationalstadion. Lyden kom, trods alt, tilbage, og showet blev genoptaget.

Hele Parken sang kor på "Nothing Else Matters" (igen: STORT!), vi fik en kongeversion af "Master Of Puppets", en – som altid – smuk version af "One" med fyrværkeriintro og eksplosioner, som nok fik pulveriseret trommehinderne på de, der ikke havde medbragt ørepropper. Et lidt underligt valg af ekstranumre, gjorde afslutningen af koncerten til en underlig affære. "The Wait" – som tidligere nævnt – et obskurt cover af punkerne Killing Joke (dvs. "art punkerne" - red.) og "Seek & Destroy"(!... skal den ikke spilles i midten af sættet mens publikum ikke er kørt trætte?).

Undertegnede havde hellere set en dræberversion af "Overkill" og en "So What", men trods alt en kongekoncert som altid. Lyden trækker en karakter fra og et par malplacerede sange trækker en karakter mere fra. Men nu er det jo ikke Metallicas skyld, at lyden i Parken er totalt ubrugelig, og enhver kan jo lave et par smuttere i en ellers klassikerbesat sætliste, så der lægges en halv karakter til igen… NB. Følg i øvrigt med i HeavyJam, hvis du vil finde ud af, hvordan denne Europa-turné udvikler sig for Metallica, da undertegnede vil anmelde en koncert senere på turnéen direkte fra en europæisk storby. Coming up i HeavyJam!