ProgPower - dag 1
Updated
Jævn førstedag på The Rocks ProgPower-arrangement. Pagans Mind var lidt bedre end Wuthering Heights og Vanden Plas. Fredag aften var første af to progressive temaaftener på The Rock - hele fem bands på plakaten og syv timers musik. Denne anmelder nåede ikke Nostradamus og Secret Sphere, men med de tre sidste, Wuthering Heights, Pagans Mind og Vanden Plas var der også rigeligt at koncentrere sig om.
Wuthering Heights
Wuthering Heights vil utroligt meget med deres musik. Det skal være kraftfuldt, hurtigt og effektivt, som i power metal stilen, men det skal også være anderledes, progressivt og med overraskende elementer.
Det kræver teknisk kunnen, og på den instrumentale side var der ikke så meget at sætte en finger på. Et godt sammenspil fik numrene til at piske af sted, og de mange skift fungerede upåklageligt.
Samtidig var der en god kontakt med publikum, og specielt den norske forsanger fik udført sit vokale arbejde perfekt, uden at det gik udover sceneshowet.
Alligevel var der noget, der haltede.
Noget gjorde, at koncerten var på det jævne, og det var ikke kun den grusomme lyd, der er blevet et af The ROCKs mindre beundringsværdige varemærker.
Sekstettens lyst til at udfordre metalgenren og tilføje uvante input er interessant, men også en hæmsko, fordi man ikke altid når at fæstne sin opmærksomhed mod et godt riff eller melodistykke, før bandet er videre i teksten og til tider i en helt anden genre.
Derfor var det en god koncert for de indviede, mens nye lyttere fulgte forvirrede med fra sidelinien uden at blive ført ind i bandets univers.
Pagans Mind
Efter skandinaviske Wuthering Heights kom norske Pagans Mind på banen, og de havde med sig en helt anderledes kontant lyd, som kunne bære dem frem fra første takt.
Samtidig er dette bands metal, trods komplicerede elementer, også lettere tilgængeligt, og selvom det ikke nødvendigvis er et plus, gav det dem, sammen med den forbedrede lyd, en stor fordel i forhold til publikum.
Væk fra den mudrede guitarlyd til fordel for en brutalitet, der krystalklart fik samtlige riffs til at brage knivskarpt ud i salen.
Det gav en god halv time for bandet, som ikke forsømte lejligheden og spillede med stor energi og glæde, og som bevarede publikums interesse.
Men med en time igen, ud af de i alt 90 minutter, begyndte trætheden at melde sig. Ikke fordi bandet blev mindre interessant eller numrene dårligere, det holdt nemlig et konstant niveau.
Pagans Mind manglede at nå til et klimaks, en art eksplosion i koncerten, såvel som i de enkelte numre. Selv med rimeligt stor variation i sætlisten, kunne bandet ikke få serveret det afgørende metalliske slag mod publikum, som kunne hæve det fra en jævn præstation.
Vanden Plas
Et stykke over midnat, mens Halloween-gæster begyndte at indtage Rocken, var det endelig tid til Vanden Plas, der ikke har været flittige gæster på vores kolde breddegrader – sidst var i midthalvfemserne, hvor tyskerne agerede opvarmning for den progressive genres konger i Dream Theater.
De var ligeledes forundt en rimelig lyd, dog uden at det var prangende, og det fungerede godt til deres meget melodiske numre, der som regel holder sig i midttempo.
Det gav dog også lidt for meget plads til forsanger Andy Kuntz, der trods udmærkede færdigheder, ikke har den stemme, der kan bære en helt koncert igennem. Der mangler variation i hans udtryk og en varme, som kan give numrene det sidste skub.
Bedre var det, når resten af bandet, og specielt guitarist Stephen Lill foldede sig ud. De var godt sammenspillede, og gav hinanden plads til at udfylde hver deres rolle, og til at brillere med både melodi og rent blær af den sjove slags.
Generelt har tyskerne dog ikke numre nok til, at fange opmærksomheden hos nye lyttere i gennem længere tid, og mod slutningen var der ved at indfinde sig en vis progressiv mæthed på The ROCK – hvilket Vanden Plas selvfølgelig ikke kan bære skylden for alene, nær man tænker på det lange program og ikke mindst tidspunktet ud på natten.
Karakterer (på old skool 13-skalaen):
Wuthering Heights: 8
Pagans Mind: 9
Vanden Plas: 8
Wuthering Heights
Wuthering Heights vil utroligt meget med deres musik. Det skal være kraftfuldt, hurtigt og effektivt, som i power metal stilen, men det skal også være anderledes, progressivt og med overraskende elementer.
Det kræver teknisk kunnen, og på den instrumentale side var der ikke så meget at sætte en finger på. Et godt sammenspil fik numrene til at piske af sted, og de mange skift fungerede upåklageligt.
Samtidig var der en god kontakt med publikum, og specielt den norske forsanger fik udført sit vokale arbejde perfekt, uden at det gik udover sceneshowet.
Alligevel var der noget, der haltede.
Noget gjorde, at koncerten var på det jævne, og det var ikke kun den grusomme lyd, der er blevet et af The ROCKs mindre beundringsværdige varemærker.
Sekstettens lyst til at udfordre metalgenren og tilføje uvante input er interessant, men også en hæmsko, fordi man ikke altid når at fæstne sin opmærksomhed mod et godt riff eller melodistykke, før bandet er videre i teksten og til tider i en helt anden genre.
Derfor var det en god koncert for de indviede, mens nye lyttere fulgte forvirrede med fra sidelinien uden at blive ført ind i bandets univers.
Pagans Mind
Efter skandinaviske Wuthering Heights kom norske Pagans Mind på banen, og de havde med sig en helt anderledes kontant lyd, som kunne bære dem frem fra første takt.
Samtidig er dette bands metal, trods komplicerede elementer, også lettere tilgængeligt, og selvom det ikke nødvendigvis er et plus, gav det dem, sammen med den forbedrede lyd, en stor fordel i forhold til publikum.
Væk fra den mudrede guitarlyd til fordel for en brutalitet, der krystalklart fik samtlige riffs til at brage knivskarpt ud i salen.
Det gav en god halv time for bandet, som ikke forsømte lejligheden og spillede med stor energi og glæde, og som bevarede publikums interesse.
Men med en time igen, ud af de i alt 90 minutter, begyndte trætheden at melde sig. Ikke fordi bandet blev mindre interessant eller numrene dårligere, det holdt nemlig et konstant niveau.
Pagans Mind manglede at nå til et klimaks, en art eksplosion i koncerten, såvel som i de enkelte numre. Selv med rimeligt stor variation i sætlisten, kunne bandet ikke få serveret det afgørende metalliske slag mod publikum, som kunne hæve det fra en jævn præstation.
Vanden Plas
Et stykke over midnat, mens Halloween-gæster begyndte at indtage Rocken, var det endelig tid til Vanden Plas, der ikke har været flittige gæster på vores kolde breddegrader – sidst var i midthalvfemserne, hvor tyskerne agerede opvarmning for den progressive genres konger i Dream Theater.
De var ligeledes forundt en rimelig lyd, dog uden at det var prangende, og det fungerede godt til deres meget melodiske numre, der som regel holder sig i midttempo.
Det gav dog også lidt for meget plads til forsanger Andy Kuntz, der trods udmærkede færdigheder, ikke har den stemme, der kan bære en helt koncert igennem. Der mangler variation i hans udtryk og en varme, som kan give numrene det sidste skub.
Bedre var det, når resten af bandet, og specielt guitarist Stephen Lill foldede sig ud. De var godt sammenspillede, og gav hinanden plads til at udfylde hver deres rolle, og til at brillere med både melodi og rent blær af den sjove slags.
Generelt har tyskerne dog ikke numre nok til, at fange opmærksomheden hos nye lyttere i gennem længere tid, og mod slutningen var der ved at indfinde sig en vis progressiv mæthed på The ROCK – hvilket Vanden Plas selvfølgelig ikke kan bære skylden for alene, nær man tænker på det lange program og ikke mindst tidspunktet ud på natten.
Karakterer (på old skool 13-skalaen):
Wuthering Heights: 8
Pagans Mind: 9
Vanden Plas: 8
