Roskilde-headlinere i festivalform

Roskilde-headlinere i festivalform
Judas Priest gav solide forhåbninger for deres Roskilde-koncert, mens Immortal kæmpede imod sommervejret på Trondheim Rock Festival. Trondheim Rock Festival (TRF) fødtes for præcist et år siden, hvor selveste Ozzy fyldte Lerkendal Stadion, den normale hjemmebane for fodboldstoltheden Rosenborg BK. I år er denne "en-dags festival" så fordelt over to omgange: i lørdags med Judas Priest som headliner, den 22. juli med Iron Maiden.

Modsat Maiden, der allerede har svinesolgt stort set hele stadion, måtte Priest-koncerten designes i en mindre ramme på P-pladsen langs hovedtribunen, mens selve sceneshowet dog var af helt samme kaliber som stadionformatet.

Judas Priest headlinede senest Valby Hallen i storbyen København og det så var lidt i samme tilskuermæssige skala, at dette show løb af stablen i denne Norges tredje største by.

Lokale hårdage

Nåede desværre kun at høre åbnerne, prog/power metallerz Pagans Mind fra Telemark udefra festivalområdet, så de er dermed uden for bedømmelse, men var til gengæld på plads da dagens mest lokale indslag, Stage Dolls, gik på scenen.

Husker bandet - fra Trondheim-forstaden Melhus - fra 1988 og bandets tredje album "Stage Dolls", som er vaskeægte puddelhunds- og pop metal, med en snert af både Bon Jovi og Europe, men også med lidt ren røvballe rawk'n'roll i grundrifferne.

Bandet sparkede showet i gang med de gamle hits "Still in Love" og "Love Cries" fra ovennævnte album, og gjorde en ganske engageret indsats for en indledende rockfest sammen med det ganske dedikerede, lokale fanfølge. Men overordnet set er der bare alt, alt for lidt substans i Stage Dolls' sange til at kunne andet end at undergå en lunken bedømmelse, selvom deres måske bedste nummer, "Wings of Steel" nu også var på setlisten. Og ganske velspillet, sådan.

Biler, kvinder og druk

Husker også tydeligt The Quireboys' entre på rockscenen i 1990, hvor briterne i kølvandet på Guns N' Roses' verdenserobring var det nye, store rock band i navnlig den hjemlige rockpresse. Albummet "A Bit of What You Fancy" var hypet vel op, og det dirrede af den "næste, store ting", da bandet kort efter gæstede et propfyldt Pumpehuset i København.

Dengang som nu er The Quireboys såmænd "bare" et udmærket og bundreelt rock'n'roll band, der elsker Rolling Stones' og iøvrigt alle de andre andre rock & rul rødder fra Chuck Berry og fremefter. Bandet går stadigvæk på scenen med stor ildhu, hvilket man øjeblikkeligt fornemmede, da frontmand Spike havde introduceret bandets show med ordenene og sangtitlen: "This Is Rock'n'roll!"

Spike (bill.) med den hæse Rod Stewart-røst kom vandrede på scenen med en halv liters dåse-Heineken i hånden og virkede vældig engageret i sit showmanship, tilsat den klædelige britiske selvironi og humor.

"We've a long repertoire of songs about cars, women and drinking. This one is about all three," som Spike introducerede "One for the Road" fra det aktuelle album "Homewreckers & Heartbreakrs", mens den nye single fra samme, "Mona Lisa Smiled," viste bandets mindre interessante Smokie-side.

Gennemgående udgjorde The Quireboys dog et udmærket rock & rul indslag i programmet, og som en fin afveksling inden den dobbelte dosis ægte METAL skulle buldre løs. Afslutningen med de tre hits fra "A Bit of What You Fancy" viste dog tydeligt den komositoriske forskel fra dengang og nu; først med "Hey You", der nærmest er en maskulin udgave af Janis Joplin, den fængende og drivende "7 o'Clock" og slutteligt "Sex Party", der vel nærmest er en eksplicit udgave af Mike Jaggers vildeste nætter.

"God bless," hilste Spike publikken, som afslutning på dette godkendte Quireboys-show, inden de ugudelige Immortal linede op til en time og et kvarters ond, sort metal i det svinestegende solskin.

Til kamp mod sommersolen

Nærmest som en målsøgende projektør stod solen henover Bymarka- fjeldet lige ned i sanger/guitarist Abbaths (bill.) bistre corpse paintede ansigt. "Fuck the sun," hvæsssende han ned til de 3-4000 shortsklædte landsmænd, og annoncerede bandets højeste ønske på modersmålet: "Vi vil have MØRKE, for fanden!"

Abbaths gennemgående retoriske kamp mod det forrygende sommervejr udgjorde ikke så lidt af underholdningen på denne tidlige lørdag aften, hvor Immortal selvsagt ikke var i helt vante koncertrammer.

Lyden var heller ikke i absolut top, men det var nu intenst nok, da bandet gik i krig med den onde, tunge "Tyrants", "One by One" (med den uforlignelige norske introduktion: "hold på skalpen!" = ... parykken!) og "Damned in Black", som inkluderede meterhøje flammer og ildspyding (troede ellers ikke de fyre brød sig om varme!?).

Afslutningsvis fyrede bandet godt op under "At the Heart of Winter" (en titel, der jo selvsagt måtte fejres med et forrygende fyrværkerishow) og den gamle "Battles in the North"; hvorefter Immortal kunne søge ned i deres dunkle dressingroom, mens et markant skydække faktisk - for første gang i flere dage - begyndte at stimle sig sammen foran solen!

Var kampen virkelig lykkedes for Immortal eller var det i virkeligheden bare Gud, der drillede sine ivrige opponnenter, nu da lige var gået af scenen??

Et svært fortolkeligt metorologisk/teologisk spørgsmål midt i metalfestivalen, og det var just her, at Heavyjam.dk's mest ihærdige Immortal-ambassadør Kong Kent burde have været tilstede for konsultation? Men han var desværre ikke i syne: måske havde han kørt fejl og taget turen de 20 km videre nord på til landsbyen Hell ved Trondheims lufthavn eller havde lyset måske bare taget ham!??

En time efter koncerten var jeg bogstaveligt talt ved at støde ind i Abbath, der - med vedblivende corpse paint over hele trynen - så mere bister ud end på noget tidspunkt under showet. Det lover godt for det kommende Immortal-album, som bandet allerede skulle være syv-otte sange inde i.

Frem til fortiden

Ifølge Judas Priest selv og lokale medier havde bandet senest spillet heroppe i dets tidlige midt-70'er dage, og anno 2008 var de så tilbage med en særlig spekatakulær entre, da Rob Halford (bill. nedenfor) kom hejsende op i scenesiden, klædt fra top til tå i en skinnende sølvkutte, mens bandets sparkede gang i et af de nye numre fra det kommende dobbelte koncept-album og såkaldte metalopera "Nostradamus" (16.6), som der i alt var tre af på sætlisten; hvilket gav showet en interessant ekstra-dimension. Både fordi det var premieremateriele og fordi disse sange, uden helt at slippe linket til Priest-sounden, lyder som en vis udvidelse af bandets musikalske repetoire.

Men der var jo ligesom også andre og ældre ting at komme efter. Judas Priest havde rystet posen med gamle numre, hvor klassiske og velbetitlede "Metal Gods" bød Halford velkommen tilbage til en position nede på scenen, inden flere, ganske overraskende bagkatalog-indslag fulgte i hovedssættet - eksempelvis "Between The Hammer and The Anvil" (aaaargh! Forrygende!), "Hell Patrol", "Dissident Agressor" (som Slayer i sin tid coverede på "South of Heaven") og den smukke ballade "Angel" (som såmænd var min vuggesang til min nyfødte datter, da den kom frem i 2005).

Det kostede selvfølgelig blandt de gængse sætliste-numre som "Victim of Changes" (øv, ellers topfavoritten herfra!), "The Ripper" (gør mig nu mindre) og endda "Living After Midnight"!

Når man nu har for vane at brokke sig over mange gamle metalbands manglende "poserysten" (Slayer især!), så er det dog svært at skulle begynde at anke; især fordi Priest spillede nyt og gammelt med et sikkert greb og en gedigen spillelyst, som fx gjorde den gamle "Sinner" til et kraftværk, der kunne gøre russiske Gazprom overflødig for europæisk strømforsyning de næste 100 år samt den altid uovertrufne nakkesmælder "Painkiller", som afsluttede hovedsættet.

Ingen overraskelser i de tre ekstranumre (bortset fra udblevne "Living After Midnight", forstås!?), hvor Halford som altid kom tøffende ind på den store Harley-kværn i "Hell Bent for Leather, mens det klart bedste og mest engagerede af de ialt tre ekstranumre, "The Green Manalishi (With the Two-Pronged Crown)" fulgte op. Og riffet i dette oldgamle nummer har det med at tage fusen på mig, her gang. Også her, inden "You've Got Another Coming" rundede en bundsolid Judas Priest-koncert af, og med et samtidigt løfte om en stor oplevelse lørdag aften på årets Roskilde Festival.

En lille halv time mere med de ovennævnte, manglende klassikere og/eller måske "Delivering the Goods", "Hot Rockin'" og "Freewheel Burning" og jeg ville have været mere rundhåndet med karakteren.

Kunstner
Spillested
Dato
08-06-2007
Trackliste
01. Intro: Dawn of Creation
02. Prophecy
03. Metal Gods
04. Eat Me Alive
05. Between the Hammer and the Anvil
06. Devil's Child
07. Breaking the Law
08. Hell Patrol
09. Death
10. Dissident Aggressor
11. Angel
12. The Hellion / Electric Eye
13. Rock Hard, Ride Free
14. Sinner
15. Painkiller
---------------
16. Hell Bent for Leather
17. The Green Manalishi (With the Two-Pronged Crown)
18. You've Got Another Thing Coming
Karakter
4