Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Punk'N'Stones

Updated
Punk'N'Stones
Eagles of Death Metals rockfest i Vega tangerede en lørdag aften med fri bar, mener vor udsendte. Nej, trods navnet lyder dette band ikke som vestkystrockerne The Eagles, og nej, det er langtfra dødsmetal, de spiller. Vi har her fat i noget så særpræget som fed garage-rock’n’roll med androgyn vokal. En vokal, der leveres af Jesse ”The Devil” Hughes (bill.), som ubetinget er hjernen bag Eagles of Death Metal (EODM).

Det er i bund og grund Josh Homme fra Queens of the Stone Ages ”skyld”, at EODM findes. Han er barndomsven af Jesse ”The Devil”, og han medvirker som trommeslager på begge de skiver som EODM har indspillet. Josh har sågar trukket vennens band med på tour som opvarmning for sit eget, hvilket betød, at EODM var med (og gav et forrygende supportshow), da Queens... senest spillede i Danmark i juni 2005.

Dén koncert fandt sted i Store Vega. Bookerne regnede dog ikke med, at EODM kunne fylde mere end Lille Vega uden Queens... som headliners. Derfor var aftenens koncert i starten henlagt til den mindre sal, men efter hurtigt udsolgt og enorm billetefterspørgsel blev koncerten flyttet til Store Vega.


Flirt og fest

Og efter ca. fem kvarter i selskab med Hughes & Co. forstår man hvorfor dette band – som Axl Rose kaldte ”Pigeons of Shit Metal” og fyrede fra ”GNR’s” USA-tour efter blot én koncert – er så populært.

Vel er Hughes er ligeså rødhåret og indpiskende som Axl Rose, men i modsætning til sidstnævnte, så har ”The Devil” et stænk af sarkasme og selvironi som hr. Rose i dén grad mangler. Næsten vigtigst af alt, så render han rundt med en umiskendelig snegl af et rødt overskæg. Et overskæg, som flere gange undervejs fik en tur med redekam, hvorefter disse kamme blev delt ud til de ”heldige” kvindelige publikummer foran.

Det er ingen hemmelighed at Jesse ”The Devil” Hughes er en trussetyv af format, og han gør bestemt heller intet for at skjule det. Det var også åbenlyst, at manden havde dopet sig med speed, ecstasy eller noget andet godt, sådan som han spjættede hyperaktivt rundt på scenen. Men det gjorde ikke noget, og det var ganske underholdende at følge hans ganske udtalte flirten med pigerne i de forreste tilskuerrækker.

Ingen Josh

Rygterne havde verseret op til koncerten, men Josh Homme var IKKE med på trommer. Det var til gengæld en anden kending fra Hommes Desert Sessions-projekt og en årgang også Queens Of The Stone Age-trommeslager, Gene Trautmann.

Uanset hvad, klikkede det musikalske helt perfekt fra første nummer ”Don’t Speak (I Came to Make a BANG!)” over den Rolling Stones’ske boogie ”I Like to Move in the Night” og hitcoveret ”Stuck in the Middle” (bedst kendt fra ”øre-scenen” i ”Reservoir Dogs”).

Og den fest, EODM fik startet i Vega var komplet ubeskrivelig. Den var uhørt. Publikum bar over med at Hughes havde nogle problemer med stemmen og kvitterede i stedet med overdreven entusiasme, som var det lørdag aften med fri bar!


Hej til Woodrose - og Axl Rose?

Med ”I Want You Soo Hard (Boy’s Bad News)” har EODM et vaskeægte groovy rockhit, salen kogte, og hver eneste tilskuer brølede med på det fine omkvæd.

Der var ingen ord om den føromtalte GN'R-fadæse undervejs, men man bliver velsagtens også sagsøgt af Axl for den slags? Til gengæld åbnede Hughes virkelig op for godteposen under ekstranumrene, hvor vi først fik The Damneds ”New Rose”, som blev dedikeret til de danske rockere fra Baby Woodrose, og som GN'R også har lavet en version af (måske var der alligevel en slet skjult hilsen her?).

Men dette var blot inden d’ herrer brød ud i Ramones’ ”Beat on the Brat” og til slut en genial, euforisk version af Rolling Stones’ ”Brown Sugar”. Her kunne man virkelig høre, hvor EOD har hentet en stor del af deres inspiration, særligt når man tænker på hvor godt deres lyd klædte klassikeren.

Pu-ha, for en fest!

Spillested
Dato
07-02-2018
Genre
Trackliste
Don’t Speak (I Came to Make a BANG!)
Kiss the Devil
Bad Dream Mama
I Like to Move in the Night
English (Danish) Girl
Cherry Cola
Whorehoppin’ (Shit Goddamn)
Already Died
Stuck in the Metal
Flames Go Higher
I Want You Soo Hard (Boy’s Bad News)
I Got a Feeling (Just Nineteen)
Only Want You
Speaking in Tongues
-------------------
Midnight Creeper
New Rose (The Damned)
Beat on the Brat (The Ramones)
Brown Sugar (The Rolling Stones)
Karakter
4