Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'04: Mnemic

Populær
Updated
RF'04: Mnemic

Fornuftig fra start på en tung torsdag: Mnemic, Dropkick Murphys, Hatebreed og Korn.

Kunstner
Dato
01-07-2004
Koncertarrangør
Karakter
3

Mnemic aka ”Danmarks nye metalhåb” havde fået æren af at åbne Orange scene torsdag. Mnemic har skrevet under på en god pladekontrakt, så de er ikke helt uvante med store scener og havde inden Roskilde bl.a. spillet på de store metalfestivaler ”Rock Am Ring / In Park” og ”Aerodrome” i hhv. Tyskland og Østrig. Det var da også til at se, at Mnemic har det fint med at spille på en stor scene og de havde ingen problemer med at få gang i den horde af fans (og nysgerrige tilhørere), der var mødt op. At Mnemic så stadigvæk - mest af alt - fremstår som en billig kopi af Fear Factory og til tider Meshuggah, er så en anden sag. Mnemic er utroligt godt sammenspillede og kan deres kram. Under det meste af koncerten blev forsanger Michaels vokaler dog overdøvet af guitarerne, og det var kun til at høre hvad der foregik når han ”skreg”. Bortset fra det, var der (heldigvis) også tid til at lufte et par nye sange fra det kommende album, og det tegnede faktisk godt. Det så således ud til at der er en chance for, at Mnemic træder ud af ”plagiatets skygge” på det næste album. Lad os håbe...