Sidste brag fra den svenske garage

Uden at være ringe blev den danske afskedskoncert ikke den kæmpe oplevelse, man kunne have håbet på. Desværre havde denne anmelder alt for sent opdaget glæderne ved de svenske garagerockere i The Hellacopters, og derfor var det en anelse frustrerende at vide, at den første koncert han skulle se, også ville blive den sidste.

Det sætter måske også forventningerne en del op med en næsten stensikker skuffelse, som en naturlig og uundgåelig konsekvens.

Ikke fordi det ikke var en stabil præstation fra den svenske kvintet, men så var det heller ikke mere.

Først og fremmest var der en skævhed på scenen, som blev afledt af, at de to guitarister og trommeslageren i hvert fald var rutinemæssigt tændt (og måske mere), mens specielt bassisten og til dels også pianisten virkede umotiverede, og så ud til at de helst ville være et andet sted.

Det var ellers en meget passende sætliste, der selvfølgelig ikke kunne være andet end en klassisk Greatest Hits, hvor vi kom fra start til slut i bandets karriere, og med deres udmærkede bagkatalog kunne det ikke gå galt, hvilket det heller ikke gjorde.

Vildere end det blev det bare ikke.

Perfekt udgangspunkt

Helvedeshelikopterne kan ellers spille ægte rock’n’roll med twinguitarer, de rigtige attituder og armsving, soloer, headbangning og en stor insisteren på at nå udover scenekanten og til publikum, og det gjorde de sådan set også.

De gjorde det endda ganske overbevisende og havde endda medbragt en smuk mudret øvelokalelyd, som et perfekt match til den beskidte rock. Og publikum gav den ligeledes gas på de forreste rækker, så noget blev gjort rigtigt.

Men stadig efterlod det denne anmelder med en skuffet fornemmelse i maven. Det var bare ikke den rigtige afskedskoncert.

Måske er det bare en umulighed, at alle koncerterne på en rimeligt lang afskedsturne skal være den i særklasse helt rigtige koncert, hvor man får sagt ordentligt farvel. For det var i hvert fald ikke den koncert, vi fik serveret onsdag aften på Amager.