Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En lidt for lang rutsjebane

Updated
bongripper

Stairway lagde hus til to tunge bands i Dying Hydra og Bongripper. Førstnævnte lykkedes klart bedre med at gøre de tunge toner spændende.

Kunstner
Titel
+ Dying Hydra
Spillested
Dato
19-10-2022
Genre
Fotograf
PR
Forfatter
Karakter
3

Stairway har efterhånden fået rigtig godt fat i, hvordan man er metalspillested. Lyden er crisp og klar, og hvis man ser bort fra placering af bar og indgangsdør lige oven i hinanden, er det et fremragende sted at gå til koncert. Det værste ved Stairway er, at københavnere åbenbart tror, at Vanløse er et fremmed land.
Fremmødet er ofte sløvt, og det kan som regel mærkes af de sagesløse opvarmningsbands, da mange har for vane først at komme til hovednavnet – hvilket er en temmelig kedelig og fantasiløs tendens.

Basfri bulder
Nå, slut med løftede pegefingre, for publikum var sådan set ret fede denne aften i udkantskøbenhavn.
Det var dog morsomt at se, hvor rædde folk var for scenekanten, da de lokale atmosludgere i Dying Hydra spillede. Fra start kørte et slideshow på bagtæppet og dets screensaveragtige ambience med langsomt svømmende vandmænd og de høfligt afstandtagende lyttere gjorde det næsten komisk. En stor halvcirkel dannede sig foran de tre hårdtspillende musikere, og kun en enkelt modig sjæl vovede sig frem og havde det fedt med at headbange roligt i ensom majestæt.
Da skruede Dying Hydra op for intensiteten, hvilket løsnede op for os andre, og der blev langsomt trængsel foran det velplacerede trommesæt helt fremme.

Dying Hydra spiller tungt. Møgtungt, faktisk. Allerede fra første anslag var Tejs Kyhl helt fremme i lydbilledet. Hans sæt var placeret foran Bongrippers trommer og hans prominente placering matchede til fulde hans lige så fremtrædende rolle i lydbilledet. Kyhl banker hårdt, og han banker godt. Flankeret af Lars Pontoppidan og Patrick Fragtrup formåede det basløse band at spille så solidt, at bundlinjen slet ikke fremstod mangelfuld, men derimod fyldig og solid.
Da bagtæppet ændrede sig fra stemningsskabende naturbilleder til en absolut vanskabning af en tyre-ugle, tog musikken også en drejning mod det mørkere. Præcis så sejt som vi syntes, pladen var. Dying Hydra havde en tung opgave foran sig, men de løftede den uden problemer.

Mere droner end stoner
Bongripper
er kendt for at spille instrumental stoner doom, der smager lidt af black metal. Blandt de tungere bands på scenen – hvilket ikke siger så lidt – var stemningen sat til en øreflænsende omgang. Derfor kan man være mere end almindeligt overrasket, og måske lidt gammeldags forarget, når man ser hvor mange, der har ladet ørepropperne blive hjemme. Pas på ørerne, venner, I har mange koncerter tilbage.

Og Bongripper holdt sig også generelt i nærheden af de 95 decibel samfulde 60 minutter, så der var rig mulighed for at tilegne sig en skarp gang tinnitus. De spillede drønhøjt og fuldstændig uden pauser. Det er ikke noget, undertegnede er tilhænger af generelt. Jeg kan godt lide, når bandet i en eller anden udstrækning anerkender den forsamling, der er kommet for at høre dem. Men den var Bongripper ikke med på. Ikke et eneste ord kom over deres læber, og det blev ærlig talt en smule ensidigt.
Personligt holder jeg meget af Bongrippers 2007-plade ‘Hippie Killer’. Den er majestætisk i sin tyngde, men krydrer det hele med uanede mængder groove og psykedelia, hvilket holder den spændende alle 80 minutter. Andre sværger til den store ‘Satan Worshiping Doom’, der – ærligt talt – også er mere kendetegnende for den vej, Bongripper har valgt at gå. Og dem, der holder mest af den plade, havde rig mulighed for at blive begejstrede denne aften.
Det var nemlig den stil Bongripper holdt sig til på Stairway, og udover den mørke og solide doom, havde de skruet helt op for dronen.

Doomen kom med ti minutters mellemrum i spændende og intense passager, der var placeret som nedturen på en overordentlig lang rutsjebanetur. Men hvis man skulle vente ti minutter på det spændende, når man kørte i rutsjebane, ville det nok være en noget mindre populær forlystelse i diverse tivolier, og samme stemning kunne man godt få her. Dronen var tung og dyb, men man fik også rigeligt af den.
Alle blev rystet igennem; væggene rystede bogstaveligt talt og hvis det var det, man var kommet for, blev man rigeligt tilfredsstillet. Det var dog ikke hvad jeg havde ønsket mig, så det kom aldrig helt op at ringe.
Et introvert band og en ensformig performance rækker kun et vist stykke, men for en onsdagskoncert var det vel udmærket.

Dying Hydra: 4
Bongripper: 3

Menu