Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ved helvedes porte en sidste gang

Populær
Updated
Ved helvedes porte en sidste gang
Genredefinerende At The Gates gav en fin koncert i Malmö på et af reunion-tourens sidste shows. Der lyder et brøl fra publikum, da bandet går på scenen og trykker titelnummeret fra sit mest berømmede album af. Det velfortjente bifald er ikke rettet mod ligeledes svenske Tyrant, der opvarmede med en beskidt klon af Motörhead, Venom og Carpathian Forest på en måde der bare ikke rykkede eller fængede publikum.

Nej, brølet fra den fulde sal i Malmø blev rettet mod At The Gates, der kører på sidste vers i deres "one-time-only" reunion-tour her i 2008 og deres veloplagte eksekvering af "Slaugther of the Soul", der straks gik over i endnu mere populære "Cold".

I en helt og aldeles glimrende lyd brager kvartetten derudad. De er der alle, Bjørler-brødrene, karismatiske Tompa med det særegne growl/skrig, Martin Larson og Adrian Erlandsson og sangene fra hele karrieren er der også. Således bliver det til "Terminal Spirit Disease", "Neverwhere", "The Burning Darkness" og sågar et nummer fra EP'en "Gardens of Grief".

Ingen tvivl om de mange fede sange fra den mere ligetil "Slaughter of the Soul"-skive får folk mest med, men det er også fedt at høre sange fra dengang At The Gates havde en anden tilgang til tingene og sangene varieredes ved spøjse takt- og temposkift samt melodiguitar i fuld fræs, ligesom det lød i den første spæde melodødstid, hvor ’Gøteborg’-lyden blev defineret.

Havde niveauet fra de første tre sange bandet i en maskingeværssalut bragede ud mod den forventningsfulde sal holdt hele vejen, havde det været den perfekte koncert: fed stemning, fed lyd og flot lys. Og naturlig en super sætliste.

Men intensiteten dalede lidt undervejs, der var steder hvor trommeslageren virkede en kende træt. Det skal dog læses med streg under "lidt", for det var en fed koncert og med afslutteren i "Blinded by Fear" fik bandet sluttet af som det startede aftenen; helt på toppen.

Det var 12 år siden dødsmetalheltene sidst havde besøgt Malmø. Nu sker det aldrig igen bedyrede forsangeren. Men så var det jo godt, at denne sidste koncert var et flot farvel, og at man var en af de heldige, der var til stede.

Kunstner
Dato
03-09-2008
Koncertarrangør
Karakter
4