Voldhøj stoddertråd

Voldhøj stoddertråd
Tungt, højt og enormt spillelystent da kultbandet Downs første Europa turné nåede til Oslo, to dage før bandets Københavner-show. For undertegende startede dagen ved daggry, da datterens første spæde babygrowls blandede sig med fuglenes kvidren ude på den vestsjællandske sommerhusgrund. En lang dag havde fået sin start, forude ventede knap otte timers samlet bus/tog/flytransport fra sommerhuset via en barnedåbsfrokost ved Roskilde Fjord til Rockefeller kl. 21.00, hvor Down skulle optræde. Efter 10 års venten på at opleve dette band live var træthed absolut heller ingen option.


Black Sabbath som "supportband"

Ingen supportbands på plakaten, men Down havde til gengæld linet en storskærm op med korte bandhjemmevideoklip (af den mere ligegyldige og uniteressante slags) sammenblandet med fuldfede musikvideo- og koncertklip fra de gamle inspirationskilder som (selvsagt) Black Sabbath ("NIB" live fra Paris 1970, aaaargh!), Motörhead, Led Zeppelin og Queeen samt jævnaldrene Cro-Mags og Slayer.

En rigtig god gimmick, der fik den solidt fyldte sal til at komme i bedre og bedre rockstemning i løbet af den times tid, "supportfilmen" kørte. En simpel men fuldfed effekt. Kom derfor i god tid i Vega, onsdag aften!


Volume 10

Da Led Zeppelins "Whole Lotta Love" tonede ud oppe på storskærmen, begyndte det så småt at støje på scenen, publikum jublede, skærmen blev fjernet og ind trådte bandet minus Anselmo, der lige skulle have sin egen efterfølgende entré til fansenes udelte jubel.

Down bragede dernæst ud med åbningsnummeret "Lysergik Funeral Procession" fra "Down II" - og med "brage", mener jeg altså BRAGE!

Down spillede virkelig voldhøjt, og det var lidt svært ved at finde nuancerne i lydbilledet. Men OK, Down er også i den grad stoddertråd. Lyden blev dog bedre efterhånden, om end ikke væsentligt lavere på noget tidspunkt.


Engagerede Anselmo

Og så var der Phil Anselmo. Efter første nummer udtrykte han behjertet sin dedikation til den afdøde ex-bandmakker Dimebag Darrell, som salen højlydt hyldede. Ellers pludrede Phil Anselmo selvfølgelig løs mellem numrene, men dog ikke altid lige sjovt og forståeligt. Både han selv og det øvrige band var imidlertid meget gode til at indlægge en vis ironisk distance og en lidet selvhøjtidelig stemning. Og ganske morsomt var det da Phil, der jo er stor fan af norsk black metal og stolt flashede sin Darkhtrone T-shirt under vesten, talte længe om de norske black metal musikere, der lusker rundt i skovene. "Det gør de for at så hamp," var Phils teori inden "The Seed" blev fyret af.

Ofte hamrede Anselmo mikrofonen ind i panden, så han til sidst lignede en konfirmandudgave af GG Allin. Og ham Phil virker altså som en lidt sammensat personlighed, som undertegende har lidt svært ved at blive helt klog på - men OK, hvordan skulle jeg blive det, når manden nu selv har så åbenlyst svært ved det?

Nuvel, ovenstående skal ikke ses som nogen decideret tilsvining af Down-frontmanden, snarere som en simpel konstatering (jf. også flere af Phils Down-tekster); for der er skam ganske meget postivt at berette om showmanden Anselmo, som stod for en enorm engageret og ihærdig indsats overfor det norske publikum. Et publikum, der responderede lige ivrigt på numrene fra "Down II" som dem fra debutten "NOLA", hvor særligt riffperlerne "Loosing All" og "Tempations Wings" og den groovetunge "New Orleans is a dying Whore" virkelig fik klubben til at syde og koge.

Basal fed heavy rock fra et band, der virkelig kan fyre den voldsomt af, takket være den rå og præcise guitarduo Pepper Keenan (COC) og Kirk Windstein (Crowbar) samt den betonsolide bund i Rex Brown (ex-Pantera) og Jimmy Bowyer (Eyehategod).


Bajerstemning

Mod slutningen gik der ikke så lidt bajerstemnining i den og publikum fik besked på at "slikke fisse og drikke øl" efter showet, som så blve rundet af med hittet "Stone the Crow", der endda også var blivet vist som musikvideo under "storskærmssupporten". Men, det er jo et forfærdeligt godt nummer, så det var kun helt fint.

Og så var Down ellers ikke helt færdige endnu. De spillede nemlig lige et sidste ekstra-ekstra nummer for den standhaftige del af publikum, mens vi andre måtte nøjes med at høre de sidste toner udenfor murene, mens naboen Møllerens Pub blev udset som post-show pintmål.

Her lød Slayers "South of Heaven" fra cd-afspilleren præcist på slaget tolv. Pinsemandag den 5.6 var just blevet til den 6.6.6., og min makker og jeg kunne skåle for mine 4(+)2 år og den dugfriske Down-koncert på vores headbanger-CV. En god aften var det, og der kan også let blive særdeles godt gang i Vega onsdag aften, den 7. juni, for Down er i den grad et sejt, spillelystent og kontant liveorkester.

Kunstner
Dato
06-06-2005
Genre
Karakter
4