Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Whitney Houston og GG Allin

Updated
Whitney Houston og GG Allin
Det ellers lidt tvivlsomme projekt, CKY, spillede en yderst fornuftig koncert i et halvfyldt Pumpehuset. De, der har set "Jackass", har med sikkerhed lagt mærke til lydsporet, som – når det da ikke er klassisk Misfits – bliver leveret af CKY. En tjans, bandet formentlig fik, fordi en af jackass’erne, Bam Margeras bror, Jesse, er trommeslager i CKY.

Så kan man kværulere og argumentere for, at CKY er blevet sparket frem på scenen på tvivlsom vis gennem "Jackass", men ikke desto mindre spiller dette band nu ganske gedigen tråd.

James Hetfield er en af bandets fans, og han valgte dem endda som et af de bands, der skulle åbne, da Metallica spillede fire lukkede koncerter i San Francisco for fanklubmedlemmer op til udgivelsen af ”St. Anger”.


Stener-mædl fra seriøst sideprojekt

Hetfield eller ej, så var Pumpehusets fadølsanlæg itu på begge etager, og så var det jo godt, at man kunne få en Tuborg på flaske til 38 (!!!) kr. Til gengæld kunne man så lave elefanttricket og købe en sådan til to kroner mere (sig mig, er Pumpehuset blevet flyttet til Norge? - red.).

Elefantøl sætter som bekendt det festlige niveau i vejret, og det blev ikke ødelagt, for CKY havde inviteret britiske Viking Skull med til at åbne ballet. Bandet er blevet til et seriøst sideprojekt for halvdelen af Raging Speedhorn, og er for alvor ved at slå igennem.

Man forstår det, for bandet spiller rigtig fed stenermetal à la Mustasch blandet med Sabbath og så lige lidt AC/DC-groovet riff-smadren indover. En meget behagelig overraskelse tidligt på aften, og så lykkedes det endda for vikingehovederne, at
få revet publikum godt med på noderne.


Tryk på moshpitten

Men nu var det jo CKY, langt de fleste var kommet for at høre, og selvom der måske ikke var propfyldt i Pumpehuset, var de fans, der var til stede, til gengæld seriøst dedikerede, og stemningen blev nærmest overdrevent hysterisk, da en kameramand hoppede rundt på scenen og filmede publikum til en måske
kommende DVD?

Havde CKY spillet lortemusik, så havde bandet alligevel reddet lidt af showet, ved deres festlige optræden, hvor især guitarist, Chad Ginsburg, fik markeret sig voldsomt med diverse atletiske hop, på trods af at han var tydeligt beruset/skæv!

Det ødelagde dog intet i koncerten, og hits som den fede åbner ”Escape from Hellview”, ”Inhuman Creation Station” og ”Sink into the Underground” satte tryk på i moshpitten. Men så var der desværre ved at gå ”Bloodhound Gang” i den, da CKY mellem sangene satte Whitney Houstons irriterende "Bodyguard sang på anlægget, for at spørge, om vi hellere ville høre den? Fjerde gang var dèt så ikke sjovt længere…

Det var dog små petitesser i en fed koncert, som lige blev løftet en halv karakter højere op, da bandet under ekstranumrene spillede et cover af selveste GG Allin: ”Bite It, You Scum!”. Så havde man hørt det med.

CKY er ikke ligeså fede på plade, som de var under denne koncert, men det kan nu stadig anbefales at tjekke deres Blue Öyster Cult-inspirerede mædl ud, hvis man ikke allerede har gjort det.

Kunstner
Spillested
Dato
06-08-2011
Genre
Karakter
3