Glade drengerøve på slap line

Populær
Glade drengerøve på slap line

Nickelbacks sidste aften på deres Europa Tour blev en fest. KB Hallen sydede og boblede fra scenen og ned til bageste række.

Kunstner
Spillested
Dato
03-12-2017
Genre
Forfatter
Karakter
3

Danske Zauce vidste godt, hvad folk var kommet for, men gjorde med et godt glimt i øjet deres for, at den ulige kamp mod publikums forventninger skulle nærme sig mindst uafgjort. Men det gjorde den ikke. Zauce, der debuterede i september med den udmærkede "Ignition", som ikke mindst glimrede på grund af sansen for at skrive den gode melodi, kæmpede ellers en brav kamp på den lidt for store scene med det lidt for smalle repertoire. Publikum var nemlig taget til KB-Hallen for at feste med Nickelback og ikke mindst den smækre forsanger Chad Kroeger, og så hjalp det altså ikke meget, at et lille dansk orkester kæmpede alt, hvad remmer og tøjler kunne holde med et sæt, som var meget lidt hårdtslående, men til gengæld ganske følsomt og balladepræget. Zauce har dog meget mere i sig. De har evnen til at skrive den gode melodi, men skal nok pakke den lidt hårdere ind. Bomber og meterhøje flammer fik gang i salen fra første fløjt, da canadiske Nickelback entrede den store og dybe scene med et hårdtpumpet metalbrag. Tre numre inde i sættet var publikum varmt, for da havde Nickelback leveret det nye MT-fucking-V hit "Someday", og ikke en trusse eller et øje var tørt på de første ti rækker. Det var tydeligt, at kvartetten var kommet for at sparke en livlig og løssluppen fest i gang. Koncerten var den sidste på en omfattende Europa-tour, som publikumsmagneten, forsanger og guitarist Chad Kroeger, forventningsfuldt og overstadigt proklamerede: "We need lots of fucking beer! This is our last show!". Ind rullede en stor vogn fyldt med fadbamser og sprut, og så gik drengene ellers i gang med at beværte de første rækker med alkoholiske varer. Vi kom igennem en forrygende heavy "Woke Up This Morning" fra 2000-albummet "Silver Side Up" og en del løssluppen tant, fjas, fis og hyggejam på scenen, inden tre barstole blev slæbt ind, ledsaget af akustiske strengeinstrumenter. Og så var det trussevæder-tid igen. Først med Spiderman-hittet "Hero", siden med "Should Have Listened" fra efterårets "The Long Road". Intensiteten faldt dog ved det tredje akustiske nummer, hvor det hele blev for Nirvana-unplugged hyggekedeligt. Af med trusserne! Med "Just For" og "Where Do I Hide" ledsaget af vandkanoner og filmning af publikum til en kommende Nickelback-dvd blev festen losset gedigent i gang igen. "Figured You Out", med den halvlumre tekstindledning "I like your pants around your feet", var en tung og heavy partycrasher, som fik publikum til at nærme sig amokstadiet. Amok gik folk dog først, da "Too Bad" nærmest fik taget på KB-Hallen til at løfte sig. Intensiteten blev også holdt i sidste nummer, inden sættet sluttede med "Never Again". Og så var det tid til fremkaldelse og to ekstranumre. Det første blev til efter publikums ønske, "See You At The Show", som Nickelback ikke har spillet live før. Og så fik vi sjaskeren over alle sjaskere, monstermegagigahittet "How You Remind Me". Halvanden times hard rock, krydret med smægtende ballader og masser af fest og ballade på scenen. Det var sgu meget godt for en halvvåd og mørk onsdag aften i december. Trommetærsk til guiarlyden Det er helt tydeligt, at Nickelback har måtte gå the long road for at opnå succes. Det er en flok glade drengerøve, som pludselig er blevet rockstars. De elsker deres geschæft, og i larmen fra bomber og i varmen fra flammer smed de om sig med plektre, trommestikker, øl og backstagepas til afterpartyet. Og så skiftede drengene jo guitar efter hvert nummer. Som rigtige rockstars. Nickelback pjattede og havde det faktisk skideskægt på scenen, og det smittede af helt ned til bageste række. Og se, dét er en bedrift! Eneste forbehold var lyden. Der blev spillet lige lavt nok, og trommerne var alt for dominerende i lydbilledet på bekostning af guitarlyden. Ud over at skrive nogle storsælgende sjaskere er Nickelback altså også leveringsdygtige i nogle ganske heftige guitarriffs. Lyden gjorde desværre, at de ikke kom til deres ret. Chad Kroeger er jo the man i dét orkester. Lyshåret, motherfuckerskæg og smækker krop (godt han ikke er kvinde, hva' Schmidt? Høhø - Red.), men også en livlig og dygtig frontfigur med en helt igennem rigtig god stemme - på scenen suppleret af guitarist Ryan Peake, der faktisk synger det fede kor, den mere afdæmpede bassist og bror Mike Kroeger og den hårdtslående trommeslager Ryan Vikedal. En kvartet, der tydeligvis er sat i verden for at lave rock'n'roll party - og som er langt mere end de MT-fucking-V sjaskere, som har gjort det muligt for dem at lave det, de så godt kan lide - og få de brede masser til at kunne lide. Det var en stor fest, men lyden kunne være bedre, og der var ikke nogen som helst farlighed i dét sjov. Men måske man var lidt præget af den sorte messe i Valby Hallen med en vis Marilyn Manson aftenen før? Omvendt fik folk, hvad de ville have, denn aften - og mere til.