Den canadiske rockformel

Populær
Den canadiske rockformel
Dynamisk, men ikke særlig dybt. Redaktøren har lyttet til Nickelbacks nye udspil, "All The Right Reasons". Canadiske Nickelback er i høj grad blevet inkluderet i post-grunge bølgen - eller des mere nu-grunge bølgen - baseret på 90er Seattle lyden. Ikke helt uretfærdigt egentlig, men Nickelback henter bestemt også en god del inspiration indenfor eksempelvis mere melodiøs hard rock, og på dette nye album, "All The Right Reasons" lægger bandet endda ud med en hård bluesrocket sag, "Follow You Home", som faktisk falder ganske heldigt ud.

Nickelback falder dog hurtigt ind i deres nu mere velkendte formel, hvor de riffbaserede rocksange veksler mellem den hitballadetradition, der har gjort bandet til stjerner på alverdens videokanaler, senest med "Photograph" (som ikke er et Def Leppard-cover!). På "All The Right Reasons" viser Nickelback sig dog mest frem som et rocknroll band, og det skal de bestemt have point for. Metallica-mixeren Randy Staub er igen en god mand for bandet, der med Staub får leveret et lækkert og meget dynamisk lydbillede, der virker særdeles live-og-lige-på.

Problemet er bare det, at Nickelback ikke stikker så særlig dybt, og undertegnede synes desuden at sangene fængede en del mere på de foregående par plader. For hardcore-Nickelback fans indeholder dette album dog givetvis alle de rigtige grunde til at man skal investere i dette udspil.

Kunstner
Titel
All The Right Reasons
Distributør
Genre
Karakter
3