Nickelback i unødvendig sovs
Populær
Updated
Den "store" Mutt Lange har med sin produktion næsten spoleret Nickelbacks nye album. Invester i stedet i live-dvd'en, foreslår Lars Schmidt. Nat og dag. Dét er den tydeligste beskrivelse af sammenfaldet af de to aktuelle jule-udgivelser fra Nickelback: En ny cd og en live-dvd fra 2006. Og så med en tilføjelse: Dyb skuffelse.
For Nickelback har brudt konceptet med at være et rent rockband som i de gode gamle 70’ere, hvor de rigtige bands lød ens både live og på plade. Sådan har det været hidtil med Nickelback – lige indtil de fik den åndssvage idé at lave "en Def Leppard" (lige som "en Jesper Olsen") og alliere sig med producer Robert John "Mutt" Lange.
Undskyld, men: Hvad helvede tænker du på, Chad Kroeger? Jeres udtryk er det halve, jeres numre resten. Og så ændrer I på udtrykket. Putter det ind i pop og overproduktion og den hjerne og halsløse jagt på hurtige hits.
Mutt Lange har – som han gjorde med Def Leppard – skuffende sovset produktionen til og dermed fjernet nerven og friskheden i Nickelback: rocken, den rene, glade drengerøvsrock, som bare var så hamrende charmerende.
Men så er det da fint, at der samtidig udgives en (2 år gammel) live-dvd, hvor vi kommer helt ind til benet i Nickelbacks gebet: Rock spillet med nerve, lyst og frækhed. Og som en ekstra bonus for husarerne er der rigtig mange af pigerne, der til dén koncert helt har overset, at bluser er til for at dække overkroppe.
Dén dvd viser, hvorfor Nickelback ikke blot kan affærdiges som en alt for MTV-venlig døgnflue. Nickelback er et superfedt hardrockband, som musikalsk er tro mod giganterne fra 1970’erne: Thin Lizzy, Bad Company, Kiss, Led Zeppelin og AC/DC. Det er riffet hardrock spillet med energi, nerve, lyst og et kæmpe glimt i øjet. Og så kan Nickelback altså det dér med at skrive den gode sang med den stærke og langtidsholdbare melodi.
Alt det får vi på dvd’en. Men vi får ikke meget af det på cd’en, desværre. Det får Mutt Lange forpurret med al sin forudsigelige sovs. Sovsen har som en uigennemtrængelig dyne lagt sig over den rå guitarlyd, som ellers var kendetegnende for Nickelback.
Og den har lagt sig på trommespillet. Daniel Adair er en helt suveræn grydebasker, men gøres nærmest én-armet i Mutt Langes produktion. Han får ikke meget spillerum, men skal tydeligvis gøre det så simpelt som muligt. Hvis du vil se og høre, hvad jeg mener, så vend dig mod tv-skærmen og sæt ”Live at Sturgis – 2006” på. En del af energien i Nickelback kommer fra den trommestol. Men dét får Mutt Lange – også – ødelagt.
Mutt Langes tydelige uvilje mod at slippe tiden med Def Leppard går især ud over balladerne på, og dem er der ekstraordinært mange af på ”Dark Horse”. ”Gotta Be Somebody”, ”I’d Come For You”, ”If Today Was Your Last Day” og ”Just To Get High” er alle domineret af sterilt trommespil og Def Leppard-inspirerede guitarfigurer.
Især det med trommespillet er dræbende og ødelæggende. Guitarfigurerne er til at leve med, men at Mutt Lange så også lige havde behov for at fremelske nogle Def Leppard-kor, gør det hele meget værre.
Men der er da et par ganske okay rock-numre på ”Dark Horse”. Her er især ”S.E.X.” spændende, fordi nummeret riffmæssigt kombinerer Nickelbacks trademark, det beskidte og frække rockriff, med noget sådan lidt U2-agtigt. Lyder faktisk rigtig fint. Og sangens konklusion kan vi husarer jo godt lide: Sex er altid svaret, aldrig spørgsmålet! ”Shakin’ Hands” har også noget fint i sig, et tungt og tilbagelænet nummer, som vokser og vokser. Og så kan ”Next Go Round” godt få nakken til at bøje sig hurtigt frem og tilbage, et stærkt powerrock nummer.
Men så slutter det fine altså også her. Drop sovsen, venner, og vend tilbage til det, I er bedst til: Ligefrem og upåvirket rock’n’roll. Ikke det her tendentiøse pop-pis!
Og så et lille PS: Nej, jeg har egentlig ikke noget imod Def Leppard. Leps var et fremragende heavyrock-orkester, lige ind til Mutt Lange fik sine sovsefingre i dem. Og nu jager de døve leoparder stadig rundt i håbet om, at Mutt Lange-tiden kommer tilbage. Dét må bare ikke ske for Nickelback.
For Nickelback har brudt konceptet med at være et rent rockband som i de gode gamle 70’ere, hvor de rigtige bands lød ens både live og på plade. Sådan har det været hidtil med Nickelback – lige indtil de fik den åndssvage idé at lave "en Def Leppard" (lige som "en Jesper Olsen") og alliere sig med producer Robert John "Mutt" Lange.
Undskyld, men: Hvad helvede tænker du på, Chad Kroeger? Jeres udtryk er det halve, jeres numre resten. Og så ændrer I på udtrykket. Putter det ind i pop og overproduktion og den hjerne og halsløse jagt på hurtige hits.
Mutt Lange har – som han gjorde med Def Leppard – skuffende sovset produktionen til og dermed fjernet nerven og friskheden i Nickelback: rocken, den rene, glade drengerøvsrock, som bare var så hamrende charmerende.
Men så er det da fint, at der samtidig udgives en (2 år gammel) live-dvd, hvor vi kommer helt ind til benet i Nickelbacks gebet: Rock spillet med nerve, lyst og frækhed. Og som en ekstra bonus for husarerne er der rigtig mange af pigerne, der til dén koncert helt har overset, at bluser er til for at dække overkroppe.
Dén dvd viser, hvorfor Nickelback ikke blot kan affærdiges som en alt for MTV-venlig døgnflue. Nickelback er et superfedt hardrockband, som musikalsk er tro mod giganterne fra 1970’erne: Thin Lizzy, Bad Company, Kiss, Led Zeppelin og AC/DC. Det er riffet hardrock spillet med energi, nerve, lyst og et kæmpe glimt i øjet. Og så kan Nickelback altså det dér med at skrive den gode sang med den stærke og langtidsholdbare melodi.
Alt det får vi på dvd’en. Men vi får ikke meget af det på cd’en, desværre. Det får Mutt Lange forpurret med al sin forudsigelige sovs. Sovsen har som en uigennemtrængelig dyne lagt sig over den rå guitarlyd, som ellers var kendetegnende for Nickelback.
Og den har lagt sig på trommespillet. Daniel Adair er en helt suveræn grydebasker, men gøres nærmest én-armet i Mutt Langes produktion. Han får ikke meget spillerum, men skal tydeligvis gøre det så simpelt som muligt. Hvis du vil se og høre, hvad jeg mener, så vend dig mod tv-skærmen og sæt ”Live at Sturgis – 2006” på. En del af energien i Nickelback kommer fra den trommestol. Men dét får Mutt Lange – også – ødelagt.
Mutt Langes tydelige uvilje mod at slippe tiden med Def Leppard går især ud over balladerne på, og dem er der ekstraordinært mange af på ”Dark Horse”. ”Gotta Be Somebody”, ”I’d Come For You”, ”If Today Was Your Last Day” og ”Just To Get High” er alle domineret af sterilt trommespil og Def Leppard-inspirerede guitarfigurer.
Især det med trommespillet er dræbende og ødelæggende. Guitarfigurerne er til at leve med, men at Mutt Lange så også lige havde behov for at fremelske nogle Def Leppard-kor, gør det hele meget værre.
Men der er da et par ganske okay rock-numre på ”Dark Horse”. Her er især ”S.E.X.” spændende, fordi nummeret riffmæssigt kombinerer Nickelbacks trademark, det beskidte og frække rockriff, med noget sådan lidt U2-agtigt. Lyder faktisk rigtig fint. Og sangens konklusion kan vi husarer jo godt lide: Sex er altid svaret, aldrig spørgsmålet! ”Shakin’ Hands” har også noget fint i sig, et tungt og tilbagelænet nummer, som vokser og vokser. Og så kan ”Next Go Round” godt få nakken til at bøje sig hurtigt frem og tilbage, et stærkt powerrock nummer.
Men så slutter det fine altså også her. Drop sovsen, venner, og vend tilbage til det, I er bedst til: Ligefrem og upåvirket rock’n’roll. Ikke det her tendentiøse pop-pis!
Og så et lille PS: Nej, jeg har egentlig ikke noget imod Def Leppard. Leps var et fremragende heavyrock-orkester, lige ind til Mutt Lange fik sine sovsefingre i dem. Og nu jager de døve leoparder stadig rundt i håbet om, at Mutt Lange-tiden kommer tilbage. Dét må bare ikke ske for Nickelback.
Kunstner
Titel
Dark Horse
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter