Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Happy, happy Helloween

Populær
Updated
Happy, happy Helloween
De tyske hopla-hævi-drenge, Helloween sparkede røv, så det var en fryd - men i et alt for kort sæt. En noget grå tirsdag aften blev til en glad-i-låget aften, takket være de tyske speed- og power metal ikoner Helloween, som på fuldstændig uhøjtidelig, overordentlig effektiv og velspillende vis førte en trekvart fuld og hamrende veloplagt Amager Bio på en dejlig tur tilbage til firserne.

Men først måtte samme publikum igennem tre kvarters blærerøvs-ørkenvandring med den tyske powertrio Rage, som leverede et højpotent sæt, der desværre var alt for musikalsk, kompositorisk og melodisk tyndt. Det var fortravlet blær uden indhold. I stedet hæftede man sig ved den meget livlige amerikanske trommeslager Mike Terrana, der gik mere amok end Animal i "The Muppet Show". Det gik så lidt ud over hans tightness. Den store og barskt udseende bassist og sanger og eneste tilbageværende originale medlem, Peavy Wagner, var oprigtigt glad for publikums modtagelse, og han lod til at hygge sig stort. Peavys gebærden foran publikum var det mest positivt opløftende ved dén koncert. Den hviderussiske guitarist Victor Smolski var teknisk fænomenal, men helt uden sjæl. Blær for blærens skyld. Hold kæft, hvor kedeligt!

Men så fik vi Helloween! Happy, happy Helloween! Men "happy" i alt for kort tid. De tyske ikoner spillede kun én time og tyve minutter. 12 numre fra nutid og dejlig firserfortid, leveret med livsbekræftende spilleglæde og musikalsk kompetence. Den glade bassist, Markus Grosskopf, er eneste tilbageværende medlem fra
starten tilbage i 1979, mens frontfigur og sanger Andi Derris kom med for ni år siden. Han klarede det altså ganske fint. Der synges jo meget høøøøøjt, når der synges Helloween, og han klarede det faktisk langt bedre end på plade. Kendetegnede for Helloweens studioplader er da også en skodlyd, men specielt sangen gik godt igennem det i øvrigt meget høje lydhelvede i en - på andre tidspunkter - ellers lydgod Amager Bio.

Undertegnede lyttede til andre hævier i firserne end lige netop Helloween, som dengang var lidt for hoplaede og utilsigtet morsomme efter min ringe smag. Men, til koncerten havde jeg allieret mig med min nye ven, Mario, hvis glade smil og kvalificerede kommentarer under de gamle numre var en tydelig
indikator for, at Helloween stadig kan rykke røv på de gamle numre. Og sang nummer to i sættet var en sand tour de force, det 16 minutter lange "Keeper of the Seven Keys", som nærmest er fem numre i ét. Meget imponerende og flot, især samspillet mellem de to guitarister, Michael Weikath, der har været med siden 1981, og den meget unge og meget kompetente Sascha Gerstner.

Rigtig dejlig hårdt

Fra "Keeper..." røg vi over i "Future World" og "Eagle Fly Free", og Marios smil blev bare større og større. Netop disse to tracks beviser til fulde, hvor svenske Hammerfall har det hele fra ("det hele...", hmmm... fik I ikke lidt for mange julebryg den aften, Schmidt? - Red.). Via "Hey Lord" fra "Better Than Raw" fortsatte Helloween over i to numre af nyere dato, balladen "Forever and One (Neverland)" og "Never Be A Star", inden vi blev blæst over i en forrygende "Dr. Stein" og aftenens næstbedste nummer, "If I Could Fly" fra "The Dark Ride". Så blev det hele lige pludselig lidt mere tæt og tungt og knap så meget hopla, og det kan den gamle jo godt li'. Aftenens i særklasse mest velfungerende nummer var den tunge og riffede og nærmest moderne "Back Against The Wall" fra det nyeste album "Rabbit Don't Come Easy". Her blev det altså rigtig dejligt hårdt, og selv om Mario kun kender det gamle, så blev også han behørigt imponeret.

Sættet sluttede med "Power", og så skrålede publikum ellers løs med sangen "Happy, Happy Helloween", indtil de germanske drenge igen entrede scenen - til desværre kun to ekstranumre. Det første "Sun 4 The World" fra det nye album var både stort og flot, og Mario blev næsten helt ekstatisk, da Helloween fortsatte over i aftenens sidste nummer, "How Many Tears" fra
debuten "Walls of Jericho", hvor der blev leget og spillet igennem og sunget med.

Et dejligt punktum for en god og livsbekræftende aften, hvis eneste mangler var de numre, som undertegnede havde forventet at høre: "Perfect Gentleman", "The Time of the Oath", "Mission Motherland" og "Sole Survivor". Men fred være med det. For det var sgu befriende for en stund at slippe for den nye hævis rå og aggressive selvhøjtidelighed og i stedet møde nogle gamle gutter, som står ved, at de simpelthen bare elsker at spille tråd fra tiden, da mor var dreng. Det er sgu ingen skam at spille en guitarsolo eller ti. Det er ingen skam at have en sanger, der skråler meget høøøøøjt. Det er slet ingen skam at spille rock og være glad for det. Og vise den glæde.

Kunstner
Forfatter
Karakter
4

Menu