Kvalt i kedelige lydforhold
Populær
Fredag aften bød Amager på masser af tråd. Fra de nye helte, den garvede elite og Contrition, der spillede deres sidste koncert.
Beta lukkede fredag dørene op for Aphyxions andet besøg i københavnsområdet inden for to uger. I starten af marts gæstede kvintetten fra Ribe Templet i Lyngby og nu var det blevet Amagers tur. Man kunne frygte, at bandet ikke ville kunne tiltrække publikum til to koncerter med så kort interval, men den frygt viste sig heldigvis at være ubegrundet. Måske fordi Aphyxion fik support fra Billy Boy in Poison og Contrition.
En overvejende vellykket afsked
Aftenens koncert med den Contrition var den sidste. Efter syv års sammenhold var det slut. 30 minutters kulmination. Rammerne var noget nær de bedste, man kunne få. Det sene tidspunkt havde lokket publikum til fra start, og Betas intime rammer var godt og vel 2/3 fyldt med god stemning og højt humør.
Det blev en fest. Publikum endte med at sende Contrition i graven på bedste vis. Men det var en arbejdssejr, der først for alvor gav pote de sidste ti minutter af koncerten. Forsanger Anders Høst sled med sygdom. Det havde sat sig på vokalen. Det fungerede, men slet ikke med samme dybde og intensitet som normalt. Mens både Andreas Kolt og Josh Grant momentvis havde problemer med at holde takten, var Andreas Kleis Baarsøe en uvurderlig og stærk støtte og i høj grad årsag til, at aftenen blev en succes.
De fem københavnere ville gerne. I en sådan grad, at scenen næsten var for lille. Medlemmer havde svært ved at finde hinanden og trådte nærmest hinanden over tæerne. Sandsynligvis af iver efter at komme frem. Det blev ikke meget bedre, da tidligere forsanger Nico blev inviteret med på scenen.
Når der ikke er plads på scenen, må man bruge gulvet. Hele koncerten blev rykket et skridt nærmere publikum, hvilket skabte den nerve og energi, Contritions musik kræver og fortjener. Efter en rodet start og et fint mellemstykke fik publikum og band den afslutning, alle fortjente.
Giftig præcision
Der var ikke meget rod over Billy Boy in Poison. Koncerten var lige skåret ind til benet. Publikum fik en opvisning i intensitet og velspillede numre. Gamle såvel som nye. Den københavnske kvintet hævede bundniveauet for hele aftenen og spillede eksemplarisk, som det kan forventes med 12 års erfaring.
Billy Boy in Poison led desværre lidt med lyden, hvor specielt forsanger Hjalte Sejr Bertelsen havde problemer med at bryde igennem med sit tonstunge brøl. Et mindre forstyrrende element, der heldigvis ikke ødelagde aftenens oplevelse fuldstændigt. Lidt over 35 minutters intens og ond koncert blev det. 35 minutter, der både bød på velkendt materiale, blandt andet fra bandets debut ‘Watchers’ (2013), og to nye numre. Begge fra bandets kommende udgivelse, og begge numre, der gav en lyst til mere. Specielt den energiske ‘Iron Grid’ var en fornøjelse og bliver spændende at høre på plade.
Publikum var stødt til siden Contrition, og temperaturen begyndte langsomt at stige i det lille lokale. Båret godt på vej af publikums-mosh og bandets energiske scenenoptræden. Billy Boy in Poisons solide kombination af dødsmetal og metalcore fyldte det trange lokale med en smittende energi. En energi, der var til stede, nærmest fra første tone blev slået an. Der herskede ingen tvivl om, at kvintetten havde alle intentioner om at spille en stærk koncert. Med få undtagelser var det præcis, hvad de gjorde. Til publikums store fornøjelse.
I røg og damp for Ribe
Kvart over elleve fik vi endelig aftenens hovednavn på scenen. Aphyxion fra Ribe, der velfortjent er nået så langt på forholdsvis kort tid. Det hele eksploderede, da bandet sidste år udgav deres andet album ‘Aftermath’. Det hårdtarbejdende kvintet har valgfartet Danmark rundt siden december, hvilket blandet andet har medført koncerter på Mono Goes Metal, Copenhell Freezes Over og naturligvis kommende opvarmning for Metallica i september. Der hersker ingen tvivl om, at kvintetten har arbejdet for at nå til, hvor de er i dag.
Derfor ærgrer det også, at Aphyxion ikke havde bedre lydforhold. Bandets anden plade er et velgennemført genreskift fra dødsmetal til melodisk dødsmetal. Den svenske type, der minder om In Flames, da de spilede melodisk dødsmetal. Det har medført et øget brug af synths, der har skabt en solid balance mellem bandets hårde og brutale elementer og de melodiske lydflader. Disse synths kunne stort set ikke høres. De melodiske elementer kom ikke til udtryk. Et stort problem, når ens bedste udgivelse bygger på netop det.
Heller ikke tredje gang var lykkens gang, hvad angår vokalen. Michael Vahl lød slidt og manglede den styrke, man ellers er vant til. Heldigvis virkede resten af kvintetten overhovedet ikke slidte. De ville gerne give Beta den koncert, publikum var kommet efter. En energisk koncert og en godt sammensat sætliste, hvor nyt som gammelt blev fint mixet. Badet i røg og damp var bandet visuelt indlemmet i den mystik, der ligeledes er at finde i musikken. Sceneshowet gav bandet og den samlede oplevelse en ekstra kant, selvom der måske godt kunne være sparet lidt på røgen.
Apyxion gjorde, hvad de kunne. Langt hen ad vejen skal bandet roses for deres engagement. Men de næsten uhørlige synths var et stort problem. ‘Destined to Fail’ og ‘Same Kind of Different’ havde ikke den styrke, numrene ellers har på pladen. At Vahl samtidig virkede slidt og leverede en vokal, der til tider ligefrem fremstod monoton, hjalp ikke. Fredag aften lykkedes derfor aldrig helt for Aphyxion, selvom de kæmpede hårdt for det.