Melodisk mesterlighed og metallisk metervare
Alter Bridge er velspillende band, der til dels leverede varen i K.B. Hallen, men Shinedown stjal showet.
2. Isolation
3. Play Video
4. Come to Life
5. Play Video
6. Pay No Mind
7. White Knuckles
8. Ghost of Days Gone By
9. Native Son (Live debut)
10. Addicted to Pain
11. Rise Today
12. Waters Rising
13. Take the Crown
14. In Loving Memory (akustisk)
15. Cry of Achilles
16. Blackbird
17. Metalingus
18. Godspeed (Live debut)
19. Open Your Eyes
Jeg husker tydeligt, da jeg så Alter Bridges musikvideo til 'Open Your Eyes' på VH1 i 2004, dengang man stadig spillede hård rock og metal på musikkanaler (dog først efter kl. 23:00!). Jeg tænkte: Hov – er det ikke Creed? Men hvem er ham sangeren? Jeg opdagede så, at det faktisk var et helt nyt band, og jeg syntes sangen var ret fængende, melodisk, og sangeren var god! Men det, som fangede mig, var faktisk, at guitarist Mark Tremonti på sangen sprang ud som en vaskeægte guitarshredder! Der var ingen soloer i hans første band – Creed – og jeg vidste slet ikke, at han kunne. Så jeg var en glad mand, da jeg endelig fik muligheden for at opleve bandet live i den nye K.B. Hallen på en råkold tirsdag aften i november.
Jeg har fulgt bandet på sidelinjen siden pladen 'One Day Remains', og Alter Bridge har ikke ligget på den lade side: De har leveret seks studiealbums samt tre live albums på blot 15 år. Ved siden af har Tremonti tilmed haft tid til at udforske sine mere metalliske sider i bandet Tremonti, mens han og resten af de forrige Creed-medlemmer i Alter Bridge også har haft tid til en kortvarig gendannelse. De har kort sagt haft travlt. Der har dog altid været tid til Alter Bridge, og bandet har gennem årene udviklet sig fra være en slags blanding mellem Creed og bandet Tremonti til at være ret unikke i metaluniverset med deres egen niche af melodisk hård rock og metal med sange som 'Blackbird', 'Metalingus', 'Ties That Bind' og 'Cry of Achilles'. Nu er bandet på turne igen med det nyeste album 'Walk the Sky, som fik en flot anmeldelse her på Devilution. Med sig til koncerten i K.B. Hallen som opvarmning havde de deres gamle venner i Shinedown og The Raven Age, som er et band på vej op. Det var en melodisk metalaften, som desværre blev forstyrret af generelt dårlig lyd og blandede kvalitetsmæssige optrædener.
Middelmådig ravnerock
Jeg har set engelske The Raven Age tidligere som opvarmning for Iron Maiden, og det er bestemt et talentfuldt band med gode musikere og en god sanger. Men selv om man godt kan høre, at der render jernjomfru-blod i guitarist George Harris’ blodårer – han er trods alt søn af Steve Harris fra Iron Maiden – med fine melodier som balance til de tonstunge breakdowns, så lykkedes det igen ikke rigtigt for bandet at trænge ud over scenekanten. Men det var ikke kun deres skyld. Publikum var knapt mødt frem, og lyden gjorde dem ikke nogle tjenester. Den var mudret, og mikset fungerede ikke. The Raven Age gjorde det så godt, som man kunne forvente på 30 minutter med tvivlsom lyd. Eneste markante lyspunkt var den helt nye ballade 'The Face That Launched a Thousand Ships' fra det seneste album 'Conspiracy'.
Den Gule Fare vandt
Aftenens store positive overraskelse kom i form af amerikanske Shinedown, som turnerer på baggrund af deres seneste udspil 'Attention Attention'. På kun 50 minutter og med blot ti sange formåede både at vække publikum og skabe fællessang hele vejen op på balkonen. Godt hjulpet på vej af et lydmiks, som i det store hele fungerede under hele sættet. Indrømmet: Jeg har aldrig rigtigt lagt mærke til Shinedown udover at have hørt deres version af Lynyrd Skynyrds 'Simple Man', som også blev spillet i K.B. Hallen til stor glæde for publikum, hvorfor jeg absolut ingen forventninger havde. Og jeg blev altså virkelig positivt overrasket. Med forsanger Brent Smith som prædikant under aftenens højmesse skabte han en fest på Frederiksberg. Både på scenen og midt ude blandt publikum nåede han ud til næsten alle publikummer og lod ikke folk forfalde til at tro, at man var til en almindelig søndagsgudstjeneste.
Bandet spillede kort sagt røven ud af deres gule og sorte buksedragter, hvis lige ikke er er set siden 'The Yellow & Black-Attack' – bedre kendt som det kristne 80’er metalband: Stryper. Som med Stryper er Shinedowns sange fyldt med semi-religiøse budskaber om håb og tro, og selv om der ikke just blev kastet bibler ud fra scenen, så fik Shinedowns optræden selv gutten i Mercyful Fate T-shirten (undertegnede) op at stå for at modtage velsignelsen. Shinedown var aftenens højdepunkt, og med feststartere som 'Devil' og 'Cut the Cord' lagde bandet linjen fra første tungmelodiske guitaranslag.
Godt gået!
Under niveau
Aftenens hovednavn gik på scenen foran et publikum, som var varmet godt op. Det var dog et væsentligt anderledes udtryk, Alter Bridge kom ud med sammenlignet med Shinedown. Tag ikke fejl: De er et yderst velspillende band med to markante frontmænd i form af Kennedy og Tremonti i forgrunden og en bundsolid rytmesektion i form af bassist Brian Marshall og trommeslager Scott Phillips i baggrunden. Det gjorde sig også gældende her til aften, men Kennedy er også en mere introvert person end Brent Smith. Kennedy talte ikke meget, interagerede ikke meget og lod musikken tale for sig. Kontrasten var til at tage at føle på fra starten, hvorfor det virkede, som om publikum lige skulle omstille sig fra Shinedowns kontaktskabende show, mens musikken ikke greb publikum fra første færd.
Bandet turnerer på baggrund af den seneste skive 'Walk the Sky', der netop er udkommet, og der blev spillet hele fem numre fra den plade – sange som publikum endnu ikke kender, inklusiv ’Native Son’ og ’Godspeed’, sidstnævnte endda som ét af to ekstranumre, hvorfor stemningen ofte dykkede blandt publikum under netop de sange. Derimod var sanglysten, interaktionen og stemningen god, når Alter Bridge spillede deres mere velkendte sange, hvilket de så småt begyndte med under anden halvdel af sættet med sange som 'Rise Today' og 'Addicted to Pain'. Efter en akustisk pause med en flot version af 'In Loving Memory' slyngede de tretrinsraketten i form af melodiske 'Cry of Achilles', episke 'Blackbird' – sættes absolutte højdepunkt! – og metalliske 'Metalingus' efter publikum, og endelig kom der gang i den.
Sættet var kort sagt lidt ujævnt, og lyden kunne igen ikke bidrage til en positiv oplevelse. De nye sange har ikke rigtigt bidt sig fast hos hverken mig eller resten af publikum, men undervejs, når de spillede deres hits, kom stemningen op. Uden tvivl: Samspillet var i top, melodierne var der, men generelt virkede det som en metallisk metervare-performance. I løbet af 90 minutter var vi hele bandets katalog igennem, men det var først i anden halvdel af sættet, at stemningen kom op på niveau med Shinedowns sæt. Alt i alt en aften med melodisk mesterlighed præget af metallisk middelmådighed undervejs.
Karakterer:
The Raven Age: 2
Shinedown: 5
Alter Bridge: 3