Stramt, skarpt og ret spektakulært

alter bridge walk the sky

Er 'Walk the Sky' det bedste Alter Bridge-album til dato? Det er i hvert fald en gennemsolid rock-udgivelse fra Kennedy, Tremonti og alle de andre rødder.

Kunstner
Titel
Walk the Sky
Dato
18-10-2019
Trackliste
1. One Life
2. Wouldn’t You Rather
3. In The Deep
4. Godspeed
5. Native Son
6. Take The Crown
7. Indoctrination
8. The Bitter End
9. Pay No Mind
10. Forever Falling
11. Clear Horizon
12. Walking On The Sky
13. Tear Us Apart
14. Dying Light
Karakter
5

Alter Bridge har netop udgivet det sjette album i bandets 15 års levetid. Det er de sluppet ualmindeligt godt fra.

På ’Walk the Sky’ spiller Alter Bridge fortsat en finurlig blanding af traditionel hard rock og heavy metal, post-grunge og progmetal. Der er strømninger, der trækker helt tilbage til 70’er- og 80’er-hard rock og -metal, men albummet lyder ikke desto mindre meget moderne. Noget kan henføres til den fine produktion, men også sangene har et tvist af modernitet over sig. Det hele bliver samtidig fremført med en overlegen musikalsk teknisk kvalitet, hvor især forsanger Myles Kennedy og guitarist Mark Tremonti stråler igennem, men hvor også rytmesektionen bestående af bassisten Brian Marshall og trommeslageren Scott Phillips sætter sine betydelige aftryk på slutresultatet.

Det kan være svært at fremhæve de helt afgørende sange på albummet, men det er kendetegnende for ’Walk the Sky’, at der ikke er en eneste dårlig sang på albummet, hvilket i sig selv giver grundlag for en høj karakter.

Bedre end forgængeren?
I forhold til forgængeren ’The Last Hero’ synes der umiddelbart at være lidt mere kant og tyngde over ’Walk the Sky’, hvilket klæder Alter Bridge. Musikken er tung og metallisk i et stramt arrangement. Der er skruet noget ned for de store ballader, og pedalen er trådt hårdt i bund.

Dette viser sig allerede i første egentlige sang, ’Wouldn’t You Rather’, som sætter i gang efter den korte intro med ’One Life’. ’Wouldn’t You Rather’ har noget af den post-grunge-stil som forløberen til Alter Bridge, bandet Creed, hvor Tremonti, Marshall og Phillips alle var med, også spillede. Det er tungt, men samtidigt melodiøst og særdeles veludført.

">

Stærk står også sangen ’In the Deep’, hvor Alter Bridge pludselig slå over i en mere AOR-orienteret stil fra 80’erne. Her der tale om Journey med store nosser. Sangen har balladekaraktér, men får tyngde som Damn Yankees eller Cheap Trick på steroider. Det er åbenbart, at Tremonti har lyttet til Journeys Neil Schon i forbindelse med designet af guitarlyd og solo.

">

Tredje videoudspil fra ’Walk the Sky’ er balladen ’Dying Light’, som er en sang, Aerosmith kunne have ønsket, at de kunnet have fundet frem. Det er en ballade med progressive elementer og en indædt indlevelse hos Myles Kennedy, der hæver den langt over det banale.

">

Ovennævnte tre sange, som er udgivet på video, er ikke helt repræsentative for albummet, der langt hen ad vejen er langt mere hårdtslående og progressivt. Måske er det svært at give klassikerstemplet til nogle af albummet sange, men det høje bundniveau holdes albummet igennem.

Manglende succes i Danmark
Vi her på Devilution har ikke altid været lige flinke ved Alter Bridge, og især bandets optræden på Copenhell fik en hård medfart. Men måske skulle man lige vende skråen og give bandet endnu en chance.

Alter Bridge gæster Danmark den 12. november med en koncert i K.B. Hallen. Med ’Walk the Sky’ i bagagen kan man forvente en del sange fra netop dette album. Og det er heller ikke så ringe endda. For ’Walk the Sky’ er et fornemt album. Alter Bridge er hard rock med en god diversitet og kvalitet i sangene, ikke mindst på det nye album.